Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gregor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krone; Henrik valgte, støttet af de
lombardiske Bisper, Ærkebiskop Wibert af Ravenna
til Pave (se Clemens III). Efter at Rudolf
var blevet slaaet 1080, drog Henrik 1081 til
Italien, og 1084 erobrede han Rom, hvor han
blev kronet til Kejser at sin Pave, medens G.
sad indesluttet i Engelsborg. Robert Guiscard,
som var blevet bandsat 1074, men nu atter
forligt med G., friede ham ud af Engelsborg
og tog ham med til Salerno, hvor han døde
Aaret efter (1085). Hans sidste Ord skal have
været: »Jeg har elsket Retfærdighed og hadet
Uretfærdighed, derfor dør jeg i
Landflygtighed«. Før sin Død hævede han alle de
Bandlysninger, han havde udtalt, undtagen dem
over Henrik IV og hans Tilhængere. — G. er
den mest storstilede af de rom. Paver. Uden
dogmatisk Interesse havde han et praktisk
Formaal, som han forfulgte ad lige og krumme
Veje, uden nogen Sinde at tabe det af Syne.
Hans Maal var »Retfærdighed« uden
Hensyn til de historisk givne Forhold; voldsomme
Midler passede ham bedre end milde, og sine
Udtryk laante han gerne fra
Krigshaandværket. G. skal have skrevet Religio quadrata, en
Slags Klosterforfatning og en Kommentar til
Bodssalmerne. G.’s Breve findes i Jaffé,
Monumenta Gregoriana (Berlin 1865. Bibliotheca
rerum germanicarum II). — G. blev først
helgenkaaret 1729 paa Dril af Statsmagterne.
(Litt.: Martens. »G. VII, sein Leben und
Wirken«, I—II [Leipzig 1894]; A. Hauck,
»Kirchengesch. Deutschlands«, III [4. Opl.
Leipzig 1906]).
9) (G. VIII) kaldte Mauritius Burdinus,
Ærkebiskop af Braga, sig, da han 1118 blev opstillet
som Modpave til Gelasius II af Kejser Henrik
V. Ved Hjælp af tyske Tropper holdt han sig
en Stund, men 1121 fangede Pave Calixt II
ham i Sutri. Han døde 1125 i Fangenskab.
10) G. VIII (Oktbr—Decbr 1187); han var
fra Benevent, stræbte efter at indføre større
Kirketugt og opfordrede til det 3. Korstog.
11) G. IX (1227—41) hed Hugolino de’
Conti, Greve af Segni, og var en Slægtning af
Innocens III, der 1199 gjorde ham til
Kardinalbiskop af Ostia. Som Kardinal tog han sig af
den franciskanske Bevægelse og fik den givet et
officielt kirkeligt Stempel. Da han 80 Aar gl
blev Pave, søgte han med en Blanding af
ungdommelig Iver og Senilitet at fortsætte G.
VII’s og Innocens III’s Politik. Som Kardinal
havde han kronet Kejser Frederik II i Aachen
og modtaget Løfte af ham om et Korstog. G.
mindede Kejseren om Løftet, og 1227 gik denne
ud, men vendte snart om p. Gr. a. en udbrudt
Pest. G. saa det kun som et Paaskud og
bandsatte ham. Skønt bandsat gjorde Frederik II
Alvor af Korstoget 1228—29, men herover blev
G. vred, og han fik de lombardiske Stæder til
at gøre Oprør og søgte selv at erobre
Syditalien. Da Kejseren kom hjem, tvang han G.
til Fred i San Germano. 1239 udbrød Kampen
mellem Kejser og Pave igen, og Frederik II
erobrede Rom, hvor G. døde 21. Aug. 1241.
Ingen af de europ. Fyrster forstod G. at vinde
for sin Politik mod Kejseren, og de rom.
Baroner gjorde ham Livet surt i Rom, saa han
fl. Gange maatte opholde sig i Viterbo og
Perugia. G. overgav Inkvisitionen til
Dominikanerne (1232), han lod Raymundus af
Pennaforti (se Dekretaler) udgive en pavelig
Lovsamling (Liber extra decretum, ell.
Decretale Gregorii) 1234. (Litt.: Felten, »Papst
G. IX« [Freiburg i. B. 1886]; Auvrey, Les
régistres de G. IX [Paris 1890 ff.]).
12) G. X (1271—76) hed Teobaldo de’
Visconti, f. i Piacenza, var Archidiakon i Liège
og paa Pilegrimsrejse til det hellige Land, da
Kardinalerne i Viterbo valgte ham til Pave
1271, efter at de i 2 Aar og 9 Maaneder ikke
havde vidst, hvem de skulde vælge. Han
sammenkaldte Kirkemødet i Lyon 1274, som skulde
behandle det gr. Skisma, Korstog og Kirkens
indre Liv. Der blev udskrevet en Korstogsskat
(Lyon-Tienden), og en Union med den gr. Kirke
kom i Stand; men det var kun den gr. Kejser,
der var interesseret i den, saa den fik ingen
Bet. G. støttede Valget af den habsburgske
Kejser, fordi Pavemagten trængte til Kejsermagten
som en Modvægt til Frankrig. (Litt.:
Guiraud, Les régistres de G. X [Paris 1892—98]).
13) G. XI (1370—78), en af de avignonske
Paver, hed Pierre Roger, Greve af Beaufort.
Paa den hellige Birgitte’s og Katrine af Siena’s
Bøn flyttede han Pavestolen fra Avignon til
Rom. Han fordømte 19 af Wicliff’s Sætninger,
arbejdede forgæves paa en Union med
Grækerne og et Korstog mod Tyrkerne.
14) G. XII (1406—15) hed Angelo de Corrario
og var fra Venedig, blev valgt til Pave af de
ital. Kardinaler 1406. Han og Pave Benedikt
XIII i Avignon kunde ikke faa Pavesøndringen
hævet, fordi ingen af dem vilde træde tilbage.
De blev begge afsatte paa Kirkemødet i Pisa
1409, men først Kirkemødet i Konstans fik G.
til at nedlægge Embedet (1415), hvorpaa han
blev Kardinalbiskop af Porto og fast Legat for
Marc Ancona. Han døde 1417 i Recanati (Litt.:
Pastor, »Gesch. der Päpste«, I [Freiburg i.
B. 1886]).
15) G. XIII (1572—85) hed Ugo
Buoncompagni og var fra Bologna. Hans Liv var optaget
af Kampen mod Protestantismen.
Bartholomæus-Natten lod han fejre som den
glædeligste Dag for Kristenheden, han understøttede en
Sammensværgelse mod Dronning Elisabeth i
England og sendte Antonio Possevino til
Rusland for at faa en Forening mellem den rom.
og den gr. Kirke. G.’s haandgangne Mænd,
Jesuitterne, støttede han efter Fortjeneste og
oprettede en Mængde Undervisningsanstalter for
vordende Præster. Ved Bulle af 13. Febr 1582
indførte han den saakaldte gregorianske
Kalender (se Kalender) og lod besørge en ny
Udg. af Corpus juris canonici (Rom 1582). Det
pavelige Skatkammer tømte han til Gunst for
Videnskab og Kunst og for sine Slægtninge.
16) G. XIV (1590—91) hed Niccolo Sfondrati
og var fra Milano. Han sluttede sig ubetinget
til Filip II af Spanien og gik i Jesuitternes
Ledebaand.
17) G. XV (1621—23) hed Alessandro
Ludovisi og var fra Bologna. Han gik i Jesuitternes
Ledebaand og kanoniserede Ignatius Loyola og
Frans Xaver. Efter Slaget ved det hvide Bjerg
fik han Biblioteket i Heidelberg, som blev
indlemmet i det vatikanske Bibliotek. Han gav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
