Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grettissaga - Greux, Gustave Marie - Greuze, Jean Baptiste - Greve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved et Ulykkestilfælde indebrændte en islandsk
Høvdings unge Sønner i Norge, og dette fik G.
Skyld for. Han dømtes fredløs og maatte nu
flakke om i næsten 20 Aar, alle Vegne forfulgt
og efterstræbt, indtil det endelig lykkedes hans
Fjender at dræbe ham og hans trofaste yngste i
Broder paa den lidet tilgængelige Klippeø
Drangey i Skaga-Fjorden. G. er et Slags islandsk
Nationalhelt, mest bekendt for sit gode Humør,
sin aldrig svigtende Udholdenhed og ikke mindst
for sine eventyrlige Kampe med Spøgelser og
Utysker, samt endelig for sin Hjælpsomhed mod
de Svage. Sagaen er meget uhistorisk og
overgroet med Eventyr og Folkesagn; den er godt
og underholdende fortalt med mange uægte
Vers, men det mærkes, at den ikke stammer
fra den gode, gamle Tid (Udg. 1853. I
»Sagabibliothek« er den udg. af R. Boer [1900], men
en tekstkritisk Udg. savnes. Litt.: R. Boer,
»Zur Grettissaga« i »Zeitschr. f. deut. Phil.«
XXX).
F. J.
Greux [grø], Gustave Marie, fransk
Maler og Raderer, f. i Paris 27. Juli 1838. G.
lærte Malerkunst under Gleyre og blev
Dekorationsmaler; efter Uddannelsen under Gaucherel
blev han først og fremmest Raderer, og som
saadan vandt han sit Ry: Pariserprospekter og
Arkitekturstik (Notre-Dame [1869],
Prædikestolen i St Etienne du Mont etc.), mange Blade
efter kendte Mestre (f. Eks. Millet’s
»Sædemand« [1888]) og de højt ansete Raderinger til
Lievres Works of art in the collection of
England.
A. Hk.
Greuze [grø.z], Jean Baptiste, fransk
Maler. f. 21. Aug. 1725 i Tournus ved Mâcon, d.
21. Marts 1805 i Paris. Fra Lyon, hvor han
uddannede sig under Maleren Grandon, tog han
til Paris’ Akademi (under Natoire). Straks hans
første Arbejder, »Bibelen læses højt« og »Den
Blinde«, paa Salonen 1755 vakte stor Opsigt;
han blev sat i Stand til at rejse til Italien, hvor
Opholdet 1755—56 dog ikke gav ham ny
Impulser; efter Hjemkomsten udstillede han 1757
et Drenge- og et Pigehoved, de første i Rækken
af hans talrige, dygtigt malede, nydelige,
sentimentale Barnehoveder, som snart blev
attraaede Lækkerbiskener for Feinschmeckeres
Kunstkabinetter; han udfoldede nu en rig
Produktivitet. udstillede 1759 en Snes Billeder, det
af Diderot lovpriste »Pigen, der klager over
den døde Fugl«, huslige Scener og Portrætter,
1761 det berømte »Landsbybryllup«, »Den i
forarmede Forpagter, der maa betle«, »Den
Lamme, der plejes af sine Kære« (ell. — som
det betegnende for G.’s Kunstnerprogram
hedder — »Den gode Opdragelses Følger«) m. fl.;
paa næste Salon 1763 mødte han op med en
halv Snes Arbejder, 2 Aar efter med 16. Hans
»Severus og Caracalla« (Louvre) var i helt
anden Stil; dette mislykkede Historiemaleri efter
klass. Forskrift var udarbejdet som
Receptionsstykke for Akademiet, der for længst havde
udnævnt ham til agrégé og nu bestemt krævede
det længe lovede Medlemsstykke indleveret; G.
blev vel ogsaa optagen som Medlem, men, til
den stærkt selvfølende Kunstners Ærgrelse, ikke
som Historiemaler, men som Genremaler til
Anerkendelse for hans tidligere Værker;
fornærmet trak G. sig tilbage fra Akademiets
Udstillinger og udstillede fremtidig, stadig under
stort Bifald, sine borgerlige Livsbilleder i sit
eget Atelier. Lykken var ham ikke god paa
hans senere Dage, 1791 opløstes han ulykkelige
Ægteskab (hans Hustru var hans ofte benyttede
Model), der havde tyndet svært ud i den store
Formue, som den pekuniært foretagsomme
Kunstner havde samlet, bl. a. ved
Massereproduktion i Stik af hans Arbejder:
Revolutionsaarene gjorde yderligere Ende paa hans Gods;
han malede nu mest klass. Emner og overlevede
sig selv. — G.’s Kunst er som malet ud af
Diderot’s Principper om en borgerlig,
moraliserende Kunst; allerede Billedernes Navne
antyder deres sentimentale Karakter; paa
ejendommelig Vis brydes her 18. Aarh.’s Pikanteri og
Koketteri (Kvinderne med de store, villet naive
Øjne og de svulmende Former) med det
følelsesfulde, ærbart-dydige; Nutiden staar temmelig
usympatisk over for Billedernes ofte tunge,
usmagelige Kolorit og affekterte Væsen; men
med deres Understregen af Gemytslivet,
Hjemlivets Hygge og Lykke fik de Indflydelse paa
Kunstudviklingen. Louvre-Museet ejer mange
af G.’s Billeder, bl. a. La cruche cassée, ogsaa
Selvportr.; G. har malet fl. gode Portr.: Gluck,
St Just, Bonaparte (Versailles); han er ogsaa
smukt repræsenteret i Montpelliers Mus.;
endvidere i Londons National Gallery, Wiens
Akademi, Berlins Mus., Petrograds Ermitage-Gal.
samt i privat fransk og engelsk Eje. Moltke’s
Galeri i Kbhvn ejer to Brystbilleder af
Pigebørn, fra 1766, »Fængselsscene« (Bergens Mus.).
(Litt.: Normand, G. [Paris 1902]). — Hans
Hustru malede Genrestykker.
A. Hk.
Greve (lat. comes, fr. comte). I den ældre
romerske Kejsertid brugtes comes om Kejserens
personlige Omgivelser; i den senere blev det
en ret alm. Embedstitel, især anvendt om
Militærcheferne ude ved Romerrigets Grænser. Paa
tysk Grund træder G. første Gang frem hos
Frankerne; i den saliske Lov (c. Aar 500) er
grafio Kongens Foged paa Tingene, indstævner
hertil, udfører Domme og opkræver Bøder;
Ordet synes at betyde Kongens Følgesvend, altsaa
det samme som comes. Da de merovingiske
Konger havde erobret deres store Rige, blev G.
ell. comes Navnet paa deres vigtigste
Embedsmænd baade ved Hoffet og rundt om i det
frankiske Rige; i hver civitas (tysk Gau) var der en
saadan, der paa alle Punkter optraadte som
Kongens Stedfortræder og fik en stedse
voksende Myndighed. I Begyndelsen lønnedes G. med
en Del af de Bøder, de oppebar; senere
tillagdes der dem Jordegods, og i den sidste
Merovingertid begyndte Stillingen allerede at blive
arvelig. De første kraftige Styrere af
Karolinger ætten gjorde atter Kongens Myndighed
stærkt gældende over for G., men de udvidede
Grevskabsinddelingen til at gælde over hele
deres Rige; ved Grænserne fandtes
Markgrever med større Landomraade og stor militær
Myndighed, ved Hoffet Pfalzgrever
(comites palatii), der havde Ledelsen af den
kongelige Domstol. Til Hjælp for sig havde G. ofte en
Stedfortræder, vicecomes (heraf Titelen
vicomte). Snart udviklede dog Lensvæsenet sig;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
