Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grew, Nehemiah - Grey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
spekulativ Vej at komme ud over Grænserne
for det mikroskopisk iagttagelige. Han vil
bringe det meget ny, hvori han med stor logisk
Sans og klart Blik søger at orientere sig, i et
skolet System samt i Forbindelse med Kemi,
Fysik og især med den kartesianske
Korpuskular-Teori. Hans Værk er ledsaget af
udmærkede, paa fl. Punkter i Forhold til vor Tids
Viden og Opfattelse naturligvis noget naive
Afb., hvoraf mange ikke desto mindre er
tegnede med en saa klar Opfattelse og en saa
stor pædagogisk Sans, at de den Dag i Dag
kan være Paradigmer for en elementar
Undervisning. G. har rigtig set, at Parenkymets
(Navnet er dannet af G.) Celler har lukkede
Vægge; han har set, at Skruekarrene er meget
lange, ugrenede Rør; han har set Netkarrene
samt det Fænomen, som vi nu betegner som
»stribede« Cellehinder, og han har korrekt set,
at Karrene ogsaa indeholder Luft. Derimod har
han ikke faaet Øje paa Dannelsesvævet, og
hans Forestilling om Veddannelsen er urigtig.
De faa fysiologiske Tanker, som kommer til
Orde i hans Værker, er mindre
betydningsfulde; G.’s Hovedarbejde ligger i
Grundlæggelsen af den videnskabelige Planteanatomi.
(Litt.: Jul. Sachs, »Geschichte d. Bot.«
[München 1885])
V. A. P.
Grey [grei] (ogsaa skrevet Gray), engelsk
Adelsslægt, som skal nedstamme fra en
engelsk-normannisk Godsejer Anschitel de Gray,
der nævnes paa Vilhelm Erobrerens Tid. I 14.
Aarh. deltes Slægten i to Linier, G. de
Wilton, der uddøde 1614 med Thomas G., som
var indviklet i Essex’ Sammensværgelse 1601,
dømtes til Døden, men benaadedes med
livsvarigt Fængsel i Tower — og G. of Ruthin.
Til den sidste Gren hørte John G. Lord
Ferrers of Groby, der kæmpede paa
Henrik VI’s Side og faldt ved St Albans 1461. Hans
Enke Elisabeth Woodville ægtede senere Kong
Edvard IV og fødte ham to Sønner og
Datteren Elisabeth, senere Henrik VII’s
Dronning. — Elisabeth Wodville’s Søn af første
Ægteskab, Thomas G., Lord Ferrers,
Markis of Dorset (1451—1501) deltog i
Slaget ved Tewkesbury 1471 og spillede en stor
Rolle under Edvard IV. Senere forsøgte han at
hjælpe sin Halvbroder Edvard V mod Richard
III. Hans Sønnesøn Henry G., 3. Markis af
Dorset, giftede sig med Frances Brandon, en
Datterdatter af Henrik VII, og derved Arving
til Tronen. 1549 blev han Medlem af Raadet,
1551 Hertug af Suffolk. Den svage Mand blev
nær Tilhænger af Hertugen af
Northumberland og gik ind paa dennes Plan om at skaffe
G.’s Datter, den sørgelig berømte Lady Jane
G. (se ndf.) Tronen i St f. Marie den Blodige.
G. svigtede sin Datters Sag og reddede derved
en Tid sit Liv, men indlod sig 1554 i en ny
Sammensværgelse og blev derfor henrettet.
Blandt Slægtens senere Medlemmer kan man
nævne:
1) Charles G., Sir, (1729—1807), der gjorde
Tjeneste i den preuss. Syvaarskrig som Adjutant
hos Hertug Ferdinand af Braunschweig og
senere kæmpede i Nordamerika under
Frihedskrigen og 1782 blev Generalløjtnant. Senere
havde han Overbefalingen over den eng.
Landhær i Vestindien og opnaaede her
Peersværdigheden og Titlen Earl G. af Howick. 2)
Charles G. (1764—1845), ovenn.’s Søn, traadte 1786
ind i Underhuset, brød med Slægtens
Torytraditioner og sluttede sig til Whig’erne. Han
blev en af Fox’ svorne Tilhængere og holdt
fast ved ham under alle Spaltninger inden for
Whig-Partiet. Han var en af Lederne af
Society of the Friends of the People, der
arbejdede for en Parlamentsreform, men baade 1793
og 1797 opnaaede hans Reformforslag kun et
Mindretal af Stemmer. Da Grenville og Fox Jan.
1806 kom til Magten, kom G., der, da Faderen
blev Earl G., selv var blevet Lord Howick, ind
i Ministeriet først som første Admiralitetslord
og efter Fox’ Død som Udenrigsminister.
Sammen med Grenville og de øvrige Ministre tog
han imidlertid 1807 sin Afsked, da Georg III
ikke vilde tillade Kabinettet at stille Forslag til
Gunst for Katolikkernes Emancipation. I de flg.
22 Aar stod han uden for Regeringen, kæmpede
i Overhuset energisk mod Toriernes Reaktion
og forsvarede 1820 Dronning Karoline i
Skandaleprocessen, der var anlagt mod hende af
Georg IV. Novbr 1830 dannede G. efter
Wellington’s Nederlag et Whig-Ministerium, og i
Juni 1832 gennemførte han efter de voldsomste
Kampe Valgreformen. I de flg. Aar
vanskeliggjordes Kabinettets Stilling af Forholdet til de
radikale Fraktioner og af det irske Spørgsmaal.
Hans irske Tvangspolitik splittede Ministeriet og
hidførte hans Tilbagetræden Juli 1834. G. var en
Type paa en højadelig Whig, retskaffen og
højsindet, og fast Tilhænger af den Frihed,
Englands parlamentariske Forfatning tilsikrede
Folket. Men samtidig var hans politiske Synskreds
stærkt begrænset og hans Frisind aldeles ikke
af demokratisk Art. Han var som ældre fjernt
fra den stærke Entusiasme, der i hans Ungdom
havde ladet ham træde i Skranken for
Valgreformen, men hans kolde Fasthed og store
saglige Veltalenhed var af stor Bet. i den kritiske
Tid, da Loven gennemførtes. (Litt.: Sir
Frederick G., Life of Lord G.; Correspondence
of William IV and Lord G. 1830—32 [2 Bd,
London 1867]). 3) Sir John G. (1780—1856),
forannævntes Fætter, kæmpede under
Wellington i Spanien og ved Waterloo, senere i Indien,
hvor han som Generalmajor 1843 ved Punniar
med 2000 Mand slog en Hær paa 12000
Mahratter. (Litt. om næsten alle mere fremtrædende
Medlemmer af Slægten findes i Dictionary of
national biography, Bd XXIII).
(A. Frs.). J. L.
4) George, Sir, eng. Statsmand, f. 11. Maj
1799, d. 10. Septbr 1882, var en Sønnesøn af
den første Jarl G. Han blev 1826 Sagfører og
valgtes 1832 til Underhuset, hvor han med en kort
Afbrydelse havde Sæde indtil 1874, og hvor han
udmærkede sig baade som Taler og ved sin
Indsigt i Forretningerne. Allerede 1834 var han i
4 Maaneder Understatssekretær for Kolonierne
samt paa ny April 1835—Jan. 1839 og derefter
Generalauditør indtil det liberale Ministeriums
Afgang i Septbr 1841. Da Partiet Juli 1846 igen
kom til Magten, blev han Indenrigsminister
indtil Februar 1852 og viste i denne Stilling stor
Dygtighed til at overholde Ordenen 1848 under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
