Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og livsvarig Censur (hævet 1838). G. havde
allerede i nogen Tid følt sig trykket af den
statskirkelige Præstestilling »med Altergang i Flæng
og Fraskiltes Vielse«; saa kom Injuriesagen, i
hvilken han syntes Myndighederne tog Parti
for Statskirkens Fjender. Mynster vendte sig
imod ham i en Prædiken, »Den kristelige
Visdom«, hvorpaa G. den flg. Søndag svarede i en
anden Prædiken, »Den kristelige Kamp«. Der
behøvedes kun en Anledning til, at han tog
det afgørende Skridt. Ved Tusindaarsfesten for
Ansgar’s Komme til Danmark (Pinsen 1826)
blev det ham forbudt at bruge et Par ny
Salmer, deriblandt hans Fornyelse af den gamle
Dagvise. Saa nedlagde G., endnu inden
Dommen i Injuriesagen var faldet (30. Oktbr 1826),
sit Præsteembede (Maj s. A.). Et Minde om sin
Præstegerning satte han i »Kristelige
Prædikener ell. Søndags-Bog« (3 Bd, 1827—30).
Paa denne Tid er det, at G.’s ejendommelige
»kirkelige Anskuelse« klarer sig: Han fandt det
faste Stade i Trosbekendelsen ved
Daaben. Hvad den kristne Menighed i over 1000
Aar havde krævet et Ja til af dem, som vilde
optages i den, nemlig Forsagelsen og
Bekendelsen, det maatte være selve Kristendommen
efter dens inderste Kerne, og hvad der var
Vilkaaret for Optagelsen i Kristi Menighed,
maatte være sat af Kristus selv:
Trosbekendelsen er et Ord af Herrens egen Mund,
Daaben, som det livskabende Sakrament, og
Nadveren, som det livnærende, er Kilderne til
det kristne Liv. I nøje Forbindelse hermed
staar hans Opfattelse af det levende
(mundtlige) Ord og det døde (skrevne): Aandeligt
Liv kan kun forplantes gennem det levende
Ord; Jesus Kristus, Ordet, der blev Kød,
vedbliver at leve i sin Menighed i sine Indstiftelser
med de dertil knyttede Sakramentord. Den
hellige Skrift er en for de Kristne uundværlig
Oplysningsbog, men den giver kun en
Beskrivelse af Kristus og hans Gerning,
ikke ham selv. Denne »kirkelige Anskuelse«,
der allerede dukker frem i »Kirkens Genmæle«,
udvikler han saa nøjere i forsk. Afh., f. Eks. i
»Om den sande Kristendom« og »Om
Kristendommens Sandhed«. Disse to Afh. blev trykte
i »Theologisk Maanedsskrift« (4. og 6. Bd), som
han (Apr. 1825) stiftede i Forening med en
yngre teol. Ven, A. G. Rudelbach. Det skulde
være Tidsskriftets Opgave at samle alle
kristne Præster i Danmark til Kamp mod
Rationalismen. (En Række Afh. af ham om kristelige
Grundspørgsmaal, som havde været
indrykkede i Kragballe’s »Kirkelig Samler« (1855—61),
udkom senere samlede under Titlen »Den
kristelige Børnelærdom«. Jfr ogsaa hans
mærkelige Afh.: »Skal den lutherske Reformation
virkelig fortsættes?« fra 1831, særskilt optrykt
1863).
Da han nu foreløbig stod uden præstelig
Virksomhed, vendte han sig igen til
Videnskaben. 1829—31 gjorde han 3 Englandsrejser for
at undersøge Haandskrifterne af den vigtige,
men for største Delen endnu uudgivne
angelsachsiske Litt., hvorved han gav Stødet til dens
Udgivelse. Men især fik disse Rejser Bet.
derved, at G. modtog stærke Indtryk af det
kraftige Borgerliv i England. Det lærte ham »i
Henseende til Frihed som til alt menneskeligt at
lægge hele Vægten paa Virkeligheden,
med dyb Foragt for det tomme Skin og for
Penneslikkeriet og Bogormevæsenet«. Derfor
bliver, skønt han nu igen søger tilbage til
Mindernes store Hal, denne Vandring dog af en
nogen anden Art end den forrige. Hans Maal
er nu ikke at søge et Hvilested i de Dødes
Rige; han vender kun tilbage for at vinde den
nødvendige Klarhed over Menneskelivet; det er
i sin egen Samtid, han vil arbejde paa
Udviklingen af et frit og kraftigt Borgerliv. — 1832
udgav G. »Nordens Mytologi ell.
Sindbilledsprog«, maaske hans mærkeligste og en af de
aandfuldeste Bøger i den danske Litt. Hans
mytol. Opfattelse er antydet i Titlen: Myterne
er Sindbilleder, de er billedlige Fremstillinger
af vedk. Folks Livsanskuelse og spaar om
»hvad der kunde og skulde blive af Folket«. I
»Bragesnak om gr. og nordiske Myter« (1844),
en Række Foredrag holdte i Vinteren 1843—44,
anstiller han en interessant Sammenligning
mellem Grækernes og Nordboernes saa dybt forsk.
Livsanskuelser. Saa vender han sig til hele
Menneskeslægtens Historie. Han havde allerede
1829 givet en poetisk Oversigt over den i sine
mærkelige »Krønike-Rim til Børnelærdom«. Nu
udgav han »Haandbog i Verdenshistorien, efter
de bedste Kilder« (3 Bd, 1833—43), der gaar
til 17. Aarh.’s Udgang. (Senere kom et ganske
kort Tillæg for 1715—1866). Bogen er egl. en
Historiens Filosofi, bygget over flg., allerede i
»Nordens Mytologi« fremsatte Grundtanke:
Slægtens Udvikling maa være underlagt de
samme Aandslove som det enkelte Menneskes.
Ethvert Menneskeliv falder i 3 Afsnit:
Ungdommens, Manddommens og Alderdommens,
hvert med sin herskende Evne: Fantasi,
Følelse og Forstand. Oldtiden bliver da
Fantasiens, Middelalderen Følelsens og Nutiden
Forstandens Tidsalder. Tidligere (f. Eks. i
Verdenskrøniken fra 1812) brugte G.
Kristendommen som umiddelbar Maalestok ved
Værdsættelsen af hist. Personligheder og Begivenheder.
Nu er hans Standpunkt et andet. Han hævder
i »Haandbogen«, at der er en bestemt Forskel
mellem Kirke og Skole, mellem Kristendom og
Menneskelighed. »Om vi vil være Kristne eller
ikke, derom spørges ej i Skolen, men kun i
Kirken«, og det er et fortvivlet Indfald at
ville »gøre ikke blot Kristi og Apostlenes
Levnedsbeskrivelser, men hele den jød. Historie
. . . til videnskabelige Axiomer«. Hans Trang
til at komme i et levende personligt Forhold
til sin Samtid gav sig Udtryk (foruden i de
ovf. omtalte Foredrag, »Bragesnak«) i en Rk.
hist. Foredrag, som han holdt paa Borch’s
Kollegium 1838 (de til Dels meget kortfattede
Opskrifter til dem blev udgivne 1877 under Titlen
»Mands Minde«). Disse Foredrag, i hvilke han
gav en Skildring af Verdenshistorien 1788—1838,
vakte stor Opsigt og overværedes af en anselig
Kreds af betydelige Mænd.
Men ogsaa paa anden Maade traadte G. i
levende Forhold til sin Samtid. Han var ganske
vist uden Præsteembede til 1839, men ikke
uden præstelig Virksomhed. Marts 1832 fik han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
