Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Samfundsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Borgere opbydes som Letbevæbnede. Fra
Themistokles’ Tid udvikledes Søvæsenet med
stor Energi, og i 5. Aarh. havde Flaaden en
Normalstyrke af 400 Krigsskibe, hver med en
Besætning af c. 200 Mand; af disse var det
langt overvejende Antal Rorkarle, der især
hvervedes bl. Metoikerne o. a. Udlændinge,
medens de egl. Søfolk (Styrmænd o. s. v.) i
Reglen og de faa Søsoldater (Hoplitter) altid
tilhørte Borgerskabet; ved hyppige Øvelsestogter
fik Mandskabet udmærket Færdighed i at
manøvrere. — Efter den peloponnesiske Krig
skete der ingen Forandringer i det
konservative Spartas Krigsvæsen; derimod indførte
Atheneren Ifikrates en ny Vaabenart, de
saakaldte Peltaster, der var bevæbnede med et
opr. i Thrakien brugeligt lettere Skjold, og
derved fik Athen en forbigaaende
Overlegenhed over for Sparta. Epameinondas’
ejendommelige Taktik, den saakaldte skæve Slagorden,
satte Thebanerne i Stand til at besejre
Spartanerne, og Filip af Makedonien’s tætsluttede,
med 5 m lange Lanser væbnede Falanks
skaffede ham Sejren over Grækerne; en vigtig
Rolle spillede ogsaa hans adelige Hestgarde. —
I Søvæsenet blev man i Længden ikke staaende
ved Trieren; Dionysios den Ældre (c. 400) lod
bygge 4- og 5-radaarede Skibe, og Demetrios
Poliorketes (c. 300) brugte Krigsskibe med 6
og 7 Rækker Aarer oven over hverandre.
Næringsveje, Privatliv og
Kultur. I den ældste Tid, saaledes som vi kender
den fra de homeriske Digte, var Grækernes
vigtigste Næringsveje Kvægavl og
Agerdyrkning, navnlig det første; ogsaa Frugtavl og
Vinavl omtales. Den indenlandske Industri
havde opr. næppe stor Bet., men udvikledes
ved Paavirkning fra Østen; Søhandelen var til
henimod 700 f. Kr. for største Delen i
Hænderne paa Fønikerne, Handelen i Landet selv
var mest Byttehandel, hvorved Kvæg tjente
som Værdimaaler. For den senere Tids Vedk.
kendes Forholdene bedst i Sparta og Athen. I
Sparta var det, saa længe den lykurgiske
Ordning stod ved Magt, ikke Borgerne tilladt
at give sig af med andet end krigerske
Øvelser og Jagt; Jorderne dyrkedes af de livegne
Heloter. Haandværk og Handel besørgedes af
Perioikerne. I Athen dreves der ved Hjælp
af Slaver en omfattende Industri, og ved
Siden deraf fandtes der mange mindre
Haandværkere. Af Landets egne Produkter var de
vigtigste Olie og Figen; ogsaa
Bjergværksdriften spillede en ret betydelig Rolle. Attisk
Kapital og Foretagelsesaand var engageret i den
omfattende Søhandel; de vigtigste
Indførselsartikler var Korn fra Ægypten, Sicilien og det
sorte Havs Nordkyst, Voks, Uld og Læder fra
det nordlige Lilleasien, saltet Fisk og Tømmer
fra Thrakien og Makedonien, Tæpper o. l.
Fabrikater fra Frygien og Milet, Vin og
Frugter fra Øerne i det ægæiske Hav, Slaver fra
Thrakien og Thessalien; Udførselsartiklerne
var især Fabriksvarer, Luksus- og
Kunstgenstande (»Vaser«).
Hvad Privatlivet hos Grækerne angaar,
maa det betones, at Staten og dens
Anliggender i en ganske anden Grad end nutildags
lagde Beslag paa Borgernes Tid og Interesse, ikke
alene i Sparta, hvor Individets Underkastelse
under Staten var gennemført til den yderste
Konsekvens, men ogsaa i Athen, hvor
Demokratiets Udvikling gav den enkelte Borger rig
Anledning til offentlig Optræden og
Virksomhed. Følgen var, at Livet i Hjemmet ikke
betød saa meget som nutildags og heller ikke
behandledes meget i Litt. Den ugifte Kvindes
Stilling var i Sparta temmelig fri; efter
Ægteskabets Indgaaelse var hun bundet til Huset,
i hvilket hun imidlertid indtog en lige saa
agtet Stilling som den rom. Husfrue. I hele
det øvrige G., ogsaa i Athen, var Hustruen
langt mindre anset og stod ikke meget over
Slavinderne, sammen med hvilke hun tilbragte
Tiden i Gynaikonitis, Fruerstuen, medens
Mandens Opholdssted, naar han var hjemme, var
Andronitis (Mandssalen). Imidlertid var dog i
Athen Børnenes Opdragelse betroet til Moderen
mere end i Sparta, hvor den var gjort til en
Statsinstitution. Ved Siden af Ægteskabet
bestod der i Athen ogsaa et legitimt Konkubinat,
som dog næppe har været alm.; en langt større
Rolle spillede det fri Samliv med de saakaldte
Hetærer.
Spørgsmaalet om Grækernes Standpunkt i
Kultur, forstaaet som legemlig og aandelig
Udvikling paa alle Omraader, er vanskeligt at
besvare i Korthed, da det jo drejer sig om et
Folk, som, delt i forsk. Stammer, under forsk.
Livsforhold har bestaaet i mere end 1000 Aar;
men Hovedtrækkene kan dog antydes.
Intellektuelt set var Grækerne et ualmindeligt rigt
begavet Folk, og ingen anden Oldtidsnation har
efterladt Verden en saa rig Arv inden for
Videnskab, Kunst og Litt.: dette høje Standpunkt
var tilmed ikke blot enkelte særlig begavede
Individers, men i G.’s bedste Tid i alt Fald for
en stor Del hele Nationens, og der førtes en
Tilværelse gennemtrængt af Aand og Skønhed,
hvortil man næppe vil finde noget Sidestykke.
Noget anderledes stiller Forholdet sig, naar
man ser paa den moralske Udvikling. Det er
allerede paapeget, hvorledes den gr.
Individualisme og Partikularisme gjorde stor Skade
baade i de enkelte Staters politiske Liv og i
deres indbyrdes Forbindelse, og dette synes at
tyde paa Tilstedeværelsen af visse Mangler,
navnlig Manglen paa Evne til at underordne
sig og sine egne Interesser under højere
Hensyn. Selv i Folkets bedste Tid forekommer der
baade i Spartas og Athens Historie ret talrige
Handlinger, der ikke giver et godt Vidnesbyrd
om Agtelsen for Sandhed og Ret, og man har
Grund til at antage, at Moraliteten i
Privatlivet ikke stod højere end i det offentlige Liv;
en meget alm. Last er Bestikkelighed. Der kan
ogsaa være Anledning til at fremdrage et
Forhold, der i mange gr. Stater plettede
Borgernes Liv, nemlig Drengekærligheden
(Pæderasti), der kun i Sparta bestod i en renere
Skikkelse som et af Staten ordnet og
kontroleret Hengivenhedsforhold mellem ældre og
yngre Mænd, men andensteds havde en
overvejende sanselig Karakter og førte til de
værste Udskejelser. (Litt.: Hermann,
»Lehrbuch der griechischen Antiquitäten« [4 Bd, i ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
