Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren / 215 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Sprog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sprogsammenligning o. s. v.) er navnlig i 19. Aarh. voksede
stærkt, men den praktiske Skoleudtale har ikke
holdt Skridt hermed. I Danmark udtaler man
altid Fi som f; ου udtaler man korrekt som ū,
men ει (aldeles uhistorisk) altid som ei. Gr.
Navne anføres som oftest paa Dansk i en
latiniseret Form (hvorved αι οι ει paa Dansk
udtales som æ ø í); samme Form har gr.
Laaneord i Dansk. (Den rekonstruerede Udtale kaldes
ofte den Erasmiske [i Modsætning til den
Reuchlin’ske, som slutter sig til Nygræsk, se
Reuchlin]; ogsaa den etacistiske, i
Modsætning til den itacistiske, efter den forsk. Udtale
af Bogstavet Eta). Smlg. Blass, Ȇber die
Aussprache des Griechischen« (3. Udg., Berlin
1888).

Grækerne har modtaget deres Alfabet fra
Fønikierne; deraf forklares de semitiske
Bogstavnavne. Den ældste Form af de gr.
Bogstaver, i Indskrifter fra Øen Thera (Santorini)
fra 7. ell. 8. Aarh. f. Kr., er fra Alfa til Tau
saa godt som identisk med det oldsemitiske
Alfabet. Det semitiske Alfabet var en stærkt
simplificeret Stavelseskrift (med samme Tegn
for alle Stavelser, som begyndte med samme
Konsonant efterfulgt af forsk. Vokaler, f. Eks.
samme Tegn for ta to tu te ti; altsaa
tilsyneladende en Bogstavskrift, hvori Vokalerne
lades ubetegnede). Grækerne fjernede den sidste
Erindring om Stavelseskriften ved at indføre
særlige Tegn for Vokalerne. Hertil anvendte
de fra først af dels det semitiske He, Jod, ’Alef,
’Ajin — Ε Ι Α Ο (i Semitisk Tegn for Stavelser
begyndende med h, j og to forskellige
Strubelyd), dels Tegnet Υ, hvis Oprindelse er
omtvistet. Dette Forraad af Vokaltegn udvidedes
senere med Η og Ω som Tegn for det lange
aabne ē og o (i Modsætning til det korte ell.
opr. korte e og o, der var lukkede; altsaa (æ.)
og (à.) i Modsætning til (e) og (o), der i visse
Tilfælde var blevne til (e.) og (o.). Tegnet Η, som
svarer til det semitiske Cheth, hed i Græsk
opr. Hēta og betegnede Lyden h, men hos
Ionierne i Lilleasien, hvor h var gaaet til
Grunde i Udtalen, antog det Navnet Eta og
Lydværdien (aabent) ē, og denne Anvendelse
af Tegnet bredte sig efterhaanden ogsaa til de
Grækere, som endnu udtalte h. Ω er dannet
hos Ionierne ved en Modifikation af Ο. Af
Semiternes tre s-Tegn (Samech, Ṣade og ’Sin)
benyttede Grækerne fra først af almindeligt
Ṣade-Tegnet (af Formen M; My saa den Gang
anderledes ud) som Lydtegn, medens ’Sin-Tegnet
£ blev staaende i Alfabetet uden at benyttes;
senere skiftede de to Tegn Rolle, ’Sin-Tegnet
blev det brugelige Tegn i Skrift, og Ṣade-Tegnet
gik ud af Spillet (men lever maaske videre i
Taltegnet Sampi). I det ældste græske Alfabet
mangler endnu Tegn for ph og kh. Tegn for
disse Lyd indførtes dog meget tidligt tillige med
de mod det semitiske Alfabets Princip stridende
Tegn for Lydforbindelserne ks og ps (nøjagtigere
khs, phs, Lyden foran s var ikke det franske,
men det danske k, p). Dette Formaal tjener
de tre efter Υ følgende Tegn (af omtvistet
Oprindelse), som imidlertid ikke anvendtes ens
overalt i Grækenland. I det vestgræske Alfabet
(i største Delen af det egl. Grækenland; tillige
Ophav til det lat. Alfabet) var Rækkefølgen
Χ Φ Ψ og Betydningen ks, ph, kh. I det
østgræske Alfabet (Lilleasien, Korinth, Megara og
Argos med Kolonier) var Rækkefølgen Φ Χ Ψ
og Betydningen ph, kh, ps (i Betydningen ks
anvender dette Alfabet Ξ, det semitiske Samech,
som i det vestgræske Alfabet var uden
Anvendelse). Athen sluttede sig nærmest til det
østgræske Alfabet, dog med nogle Afvigelser.
Men efter at Athenerne under Archonten
Eukleides, Aar 403 f. Kr., officielt havde indført
det ioniske Alfabet med alle dets Tegn, blev
dette efterhaanden raadende hos alle Grækere.
Dog beholdt mange Stammer det af Ionierne
opgivne F, og nogle Steder brugtes ved Siden
af Η = ē et ved Halvering af Η dannet i
Betydningen h (dette optog de alexandrinske
Grammatikere som Spiritus asper og supplerede
det med som Spiritus lenis, udtrykkeligt Tegn
paa Fraværelsen af h; de indførte tillige
Accenttegnene). Udviklingen af Minuskelskriften (de
smaa Bogstaver) tilhører Middelalderen (9. Aarh.
e. Kr.). Om de fremmede Alfabeter, som
nedstammer fra det græske, se Skrift. — Paa
et af den gr. Verdens yderste Punkter, paa
Øen Cypern, optræder en aldeles forskellig
Skrift, en (fra et fremmed Folk paa Øen
optagen) regelmæssig Stavelseskrift. Der er her
forskellige Tegn for de Stavelser, som begynder
med samme Konsonant (f. Eks. forskellige Tegn
for ka ko ku ke ki); der gøres ingen Forskel
paa γ, κ, χ ell. paa δ, τ, θ ell. β, π, φ. Der
er hidtil paavist noget over 50 forsk. Tegn; det
samlede Antal var omkring ved 65. De mere
sammensatte Stavelser, som det gr. Sprog er
rigt paa, udtrykkes ved forsk. Slags Nødhjælp:
man skriver a-to-ro-po-se for ἄνθρωπος
(anthrōpos), »Menneske«. En udførlig hist. Indskrift med
denne Skrift hidrører fra Beg. af 4. Aarh. f.
Kr. (Litt.: A. Kirchhoff, »Studien zur
Geschichte des griechischen Alphabets« [4. Udg.
Gütersloh 1887]; Ph. Berger, Histoire de
l’écriture dans l’antiquité [Paris 1891];
Wattenbach, »Anleitung zur griechischen
Paläographie [2. Udg. Leipzig 1877];
Gardthausen, »Griechische Paläographie« [Leipzig 1879];
Blass, »Griechische Paläographie« [2. Udg.
1892, i Iwan Müllers »Handbuch der
klassischen Altertumswissenschaft«, Bd I]).

2) Sproghistorie. Det gr. Sprog er et
indoeuropæisk Sprog. Det var i Oldtiden
omgivet af en Række Nabosprog, af hvilke de
fleste vel var indoeuropæiske, men ikke stod i
neget nærmere Forhold til Græsk. Kun
Makedonerne synes at have talt et Sprog, der stod
Græsk meget nær. Bl. de bevarede
indoeuropæiske Sprog danner Græsk saaledes en egen
Sprogklasse. Et spec. Slægtskab mellem Græsk
og de italiske Sprog bestaar ikke. Græsk staar
m. H. t. sit Lydsystem, sin grammatiske Bygning
og sin Syntaks paa et overmaade gl. Standpunkt.
At den brogede græske Vokalisme med de tre
Vokaler a e o er ældre end den iranisk-indisks
simplere Vokalisme, hvor a svarer til alle disse
tre gr. Vokaler (f. Eks. Skrt bharāmi, »bærer«,
gr. φέρω, pherō), blev først bevist af Vilhelm

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>