Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren / 214 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Religion, Kultus, Mytologi - Sprog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

var i den hist. Tid kendt af enhver, som havde
boglig Dannelse, og fik derved mere universel
Bet. end de isolerede, stedlige Gudesagn, der
kun bevaredes ved mundtlig Overlevering; i
mange Tilfælde blev disse desuden i Tidens
Løb mere ell. mindre paavirkede af den i Litt.
fæstnede Form. Endnu friere stillede den hist.
Tids Lyrikere og Tragikere sig over for det
gl. Sagnstof, som de benyttede til Udtryk for
deres egen Tidsalders Ideer og ofte omformede
i høj Grad. De gr. Gudesagn var saaledes
tidlig blevne omplantede i en Jordbund, der laa
uden for det religiøse Omraade i egl. Forstand,
og hvor deres Liv og Skæbne mere bestemtes
af Digtningens end af Religionens Love.

Foruden de nævnte Grene af den gr. Litt.
indeholder næsten ethvert hist. og poetisk Skr.
i større ell. mindre Omfang Gengivelser af
Gudesagn ell. Hentydninger til dem. I den
senere Oldtid fremkom ligefremme
Sagnsamlinger; dog havde man intet klart Blik for
Forskellen mellem de litterært udformede og de
mundtlig overleverede Sagn, og af denne
mytografiske Litt. er, bortset fra isolerede Udtog,
næsten intet bevaret; betydeligst er den
Haandbog, som gaar under Apollodoros’ Navn. Mange
Optegnelser af Gudesagn, til Dels efter
mundtlig Tradition, findes i Pausanias’ Skildring af
G. — Endelig maa som en værdifuld Kilde
ogsaa anføres de antikke Kunstværker af forsk.
Art (Statuegrupper, Relieffer, Vægmalerier,
Vasebilleder, Gemmer o. s. v.), idet baade
Grækernes, Etruskernes og Romernes Billedkunst
for en stor Del tog sine Emner fra den gr.
Sagnverden, dog kun undtagelsesvis fra den
mundtlige Overlevering, langt hyppigere fra det gl. Epos.

Af den her givne Oversigt vil det ses, at en
i 19. Aarh. alm. Behandling af den gr. Mytologi,
hvorved man søgte i næsten ethvert Sagn, som
er overleveret fra Oldtiden, at finde udtrykt en
primitiv Opfattelse af et ell. andet
Naturforhold, er overfladisk og ensidig. De formentlige
Resultater, man herved har naaet, vil kun i
de færreste Tilfælde holde sig for en kritisk
Undersøgelse. (Om de almene Principper for
mytol. Undersøgelser og om de [hidtil faa]
Resultater, der er vundne ved Sammenligning
mellem Grækernes o. a. Folkeslags
Gudeforestillinger og Gudesagn, henvises i øvrigt til
Mytologi og sammenlignende
Mytologi). (Litt.: Roscher, »Ausführliches
Lexikon der griechischen und römischen
Mythologie« [Leipzig 1884 ff.]; H. Usener,
»Götnernamen« [Bonn 1896]; P. Stengel, »Die
griechischen Kultusaltertümer« (i Iwan Müller,
»Handbuch der klassischen
Altertumswissenschaft« [5. Bd, 3. Afd.]); O. Gruppe,
»Griechische Mythologie und Religionsgeschichte«
(Iwan Müller, »Handbuch der klassischen
Altertumswissenschaft« [5. Bd, 2. Afd.]); L.
Preller, »Griechische Mythologie« [4. Opl.
bearbejdet af Carl Robert, 1. Bd, Berlin 1894]; P.
H. Tregder, »Haandbog i den gr. Mytologi«
[5. Udg., Kbhvn 1886]; M. P. Nilsson,
»Olympen, en framställning av den klassiska
mytologien« [Sthlm 1918]; S. Wide, »Griechische
Religion« [Gercke og Norden, »Einleitung in die
Altertumswissenschaft«. 2. Bd]).
C. B.

Sprog.

1) Alfabet og Udtale. Det gr. Alfabet
har i trykte Udg. af gr. Forf. flg. Tegn:

Navn			Oldgræsk Udtale	Som Taltegn
Alfa	Α	α	a	1
Beta	Β	β	b	2
Gamma	Γ	γ	g	3
Delta	Δ	δ	d	4
Epsilon	Ε	ε	kort e	5
Zeta	Ζ	ζ	dz (zd), z (fransk z)	7
Eta	Η	η	langt ē	8
Theta	Θ	θ	dansk t (th)	9
Iota	Ι	ι	i	10
Kappa	Κ	κ	fransk k	20
Lambda	Λ	λ	l	30
My	Μ	μ	m	40
Ny	Ν	ν	n	50
Ksi	Ξ	ξ	ks	60
Omikron	Ο	ο	kort o	70
Pi	Π	π	fransk p	80
Rho	Ρ	ρ	r	100
Sigma	Σ Ϲ	σ ς	s	200
Tau	Τ	τ	fransk t	300
Ypsilon	Υ	υ	y (opr. u)	400
Fi	Φ	φ	dansk p (ph)	500
Khi	Χ	χ	dansk k (kh)	600
Psi	Ψ	ψ	ps	700
Omega	Ω	ω	langt ō	800

Mellem Ε og Ζ stod opr. Tegnet Vau Ϝ (ϝ),
der senere opgaves, fordi Lyden v forsvandt
fra Sproget; det kaldes hos Grammatikerne
Digamma (ɔ: »Dobbeltgamma«, efter Bogstavets
Form). Som Taltegn bruges paa Vau’s Plads
Tegnet Stigma ϛ, (st). Mellem Pi og Rho stod
opr. Koppa ϟ = Kappa, men kun brugt foran
ο og ν, smlg. lat. q; som Taltegn 90). Som
Taltegn for 900 bruges Sampi Ϡ, der ikke
forekommer med alfabetisk Betydning (ved
Tallet 1000 begynder man forfra paa
Bogstavrækken: α’ 1, ,α 1000 o. s. v.). — I Diftonger
udtales Υ som u (αν = au o. s. v.); ει havde
opr. en dobbelt Udtale: 1) ei, 2) lukket ē
(forskelligt fra η) som var aabent); ligesaa ου:
1) ou, 2) ū; senere udtaltes ει og ον altid som
ē eller ī og ū. I Diftonger, hvis første Led
var en lang Vokal (αι ηι ωι), blev Iota
efterhaanden stumt og skrives derfor i senere
Haandskrifter og i Udgaver under den
foregaaende Vokal (ᾳ η ῳ). Lyden h betegnes
med ’ (Spiritus asper): & = ha o. s. v.; en
Vokal i Begyndelsen af et Ord forsynes med
(Spiritus lenis; udtales ikke). De tre
Accenttegn ´ (Akut), ` (Gravis), ^ (Cirkumfleks) betegner
den forskellige mus. Betoning, som fandt Sted
i Oldgræsk.

Nygrækerne anvender deres egen moderne
Udtale ogsaa paa Oldgræsk. Fra denne nygr.
Udtale (smlg. ndf.) har man efter Erasmus
Rotterdamus’ Skr. Dialogus de recta Græci
Latinique sermonis pronuntiatione (Basel 1528)
i Europa sagt sig løs og anvender en
rekonstrueret Udtale. Midlerne til den nøjagtige
Rekonstruktion (Gengivelsen af Lydene hos
fremmede Folk; forsk. indirekte Vidnesbyrd, f. Eks.
ortografiske Fejl, i Indskrifter;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>