Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Litteratur - II. Den attiske Periode (c. 450-c. 300 f. Kr.) - III. Den alexandrinske Periode (c. 300-30 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Fremmede ikke selv kunde optræde som
Talere i Folkeforsamlingen el. for Retten, men
forfattede Retstaler. som andre benyttede;
derimod fik Athenen Isokrates (436—338) stor
Bet. ved at give Undervisning i Veltalenhed
og ved i sine til Dels politiske Skr at udvikle
den retoriske Prosa til den højeste Grad af
Formfuldendthed. Veltalenhedskunsten
kulminerede med Atheneren Demosthenes
(383—322), der baade som politisk Taler og som
Advokat overstraalede alle sine Forgængere;
samtidig med ham virkede hans politiske
Modstander Aischines (385—314), endvidere
Lykurgos, Hypereides og Korinthieren
Deinarchos. Efter at Friheden var tabt,
førte Veltalenheden en hensygnende Tilværelse;
som den sidste betydelige Taler nævnes
Demetrios fra Faleron (c. 300). — Den
peloponnesiske Krig fik sin Historieskriver i
Atheneren Thukydides (c. 460—c. 400), der
udmærker sig ved indtrængende Forstaaelse af
den hist. Sammenhæng og de ledende
Personligheder, Anvendelse af hist. Kritik og
Fremstillingens dram. Form. Hans ufuldendte Værk
fortsattes af Atheneren Xenofon (c.
430—c. 355), der ogsaa paa andre Omraader har
præsteret noget respektabelt. Dennes Samtidige
Knidieren Ktesias skrev i ionisk Dialekt det
pers. Riges Historie, medens Filistos fra
Syrakus (c. 430—c. 360), der som Stilist
efterlignede Thukydid, skildrede sin Fødeøs Skæbne.
Fra Isokrates’ Skole udgik to betydelige
Historieskrivere, Chieren Theopompos (c.
350), hvis Værk behandlede Filip af
Makedoniens Tid, og Eforos fra Kyme (c. 400—c. 330),
der skrev den første Universalhistorie; begge
var stærkt paavirkede af Retorikken og kom
derved til at øve en uheldig Indflydelse paa de
senere Historieskrivere. — Medens den ioniske
Naturfilosofi afsluttedes af Demokritos fra
Abdera (c. 460—c. 375), hvis Atomteori har haft
stor Bet. for den moderne Naturvidenskab, blev
Filosofien ført over i et mere idealistisk Spor
af Sofisterne og den af dem paavirkede Athener
Sokrates (469—399), der førte deres
Spekulation videre. Han udviklede Dialektikken og
grundlagde Etikken, og uden selv at være
Skribent øvede han en stærk Indflydelse, saa at der
fra ham udgik fl. filos. Retninger. Den
betydeligste af disse var den akademiske Skole,
stiftet af Atheneren Platon (427—348), der
opstillede et gennemført filos. System og i sine
talrige Skr med digterisk Talent uddannede den
attiske Prosa til den højeste Fuldkommenhed.
En Discipel af ham var Aristoteles fra
Stagiros (384—322), som stiftede den
peripatetiske Skole og med genial
Skarpsindighed og grundig Lærdom behandlede de
forskelligste Grene af Videnskaben, saa at hans filos.
Lærebygning kom til at omfatte hele den Tids
Viden; hos hans Disciple traadte den
metafysiske Spekulation i Baggrunden for
Fagvidenskaberne. Hans Efterfølger som Skolens Leder,
Lesbieren Theofrastos (372—287) dyrkede
Botanik og Mineralogi og skrev desuden
Karakterskildringer, der paa een Gang har filos. og
poetisk Interesse; Aristoxenos fra Tarent
udviklede Musikkens Teori, Dikaiarchos
fra Messana Geografien og den
hist.-antikvariske Forskning, Herakleides fra Pontos
Grammatikken. Af væsentlig etisk Karakter var
to ny filos. Skoler, der i Slutn. af 4. Aarh. udgik
fra Athen, den epikureiske, stiftet af
Epikuros fra Attika, og den stoiske,
stiftet af Zenon fra Cypern; begge havde
imidlertid større Bet. for Udviklingen af
ejendommelige, hinanden modsatte Livsanskuelser end
for Litt., hvilket endnu mere gælder om den af
Eleeren Pyrrhon (c. 300) grundlagte
Skepticisme.
III. Den alexandrinske Periode
(c. 300—30 f. Kr.).
Med G.’s Afhængighed af Makedonien og den
gr. Kulturs Udbredelse ved Alexander den
Store’s Erobringer indtraadte der en
gennemgribende Forandring i Livsbetingelserne for gr.
Aandsliv og Litt. Omraadet var ganske vist
blevet udvidet; men hvad der vandtes i
Omfang, tabtes i Kraft. Litt. vokser ikke som før
ud af Folket; den er fra nu af knyttet til de
hellenistiske Fyrstehoffer og protegeres
fraoven, især af Ptolemæerne i Alexandria,
hvorfor man har givet hele Perioden Navn af
den alexandrinske. Forf. har en
trykkende Følelse af at leve i en efterklassisk Tid; kun
sjælden skabes noget helt nyt af Værdi. Hvad
der mangler i naturlig Begavelse, søges
erstattet ved Lærdom; Grammatikere o. a.
Videnskabsmænd forsøgte sig, i Reglen uden videre
Held, som Digtere. M. H. t. Sproget stræbte
man saa vidt muligt at følge de store Mestre,
men Sprogfølelsen var i det hele blevet usikker.
Størst Bet. har denne Periode for Litt. i videre
Forstand, navnlig Fagvidenskaberne, inden for
hvilke der præsteredes meget og dygtigt, til
Dels genialt Arbejde. — I Beg. af 3. Aarh.
dyrkedes endnu i nogen Tid den nyere
Komedie og Tragedien; større Værdi har Koeren
Herondas’ (c. 250) dram. formede
»Mimiiamber« i choliambisk Versemaal og ionisk
Dialekt, humoristiske Genrebilleder fra
Hverdagslivet. — Den betydeligste Epiker er
Apollonios Rhodios (c. 250—c. 200), hvis lange
Digt Argonautika dog i mange Retninger bærer
Præget af Epigondigtning. Ivrigere end Epos’et
dyrkedes »Epylliet«, den korte episke
Fortælling, hvortil de talrige lokale Myter gav et rigt
Stof. — Som karakteristiske Eksempler paa
Tidens lærde, didaktiske Digte kan nævnes et
astron., Phainomena, af Aratos fra Soloi (c.
275), og to med., Theriaka og Alexifarmaka, af
Kolofonieren Nikandros (c. 150), alle Vers
uden Poesi. Større Talent udfoldedes inden for
Elegien, især den erotiske, og Epigrammet;
den første kender vi bedst gennem de rom.
Efterlignere, navnlig Properts og Ovid, af det
sidste indeholder den gr. Antologi (s. d.)
talrige Prøver. Højest af Elegikerne stod
Kallimachos fra Kyrene (c. 260), tillige anset som
Litteraturhistoriker; foruden ham kan nævnes
Filetas fra Kos (c. 300) og Euforion fra
Chalkis (c. 250). — En ganske ny Digtart, efter
sit Hovedemne kaldet den bukoliske Poesi
ell. Hyrdedigtningen, skabtes og
udvikledes til Fuldkommenhed af Syrakusaneren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
