Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Litteratur - III. Den alexandrinske Periode (c. 300-30 f. Kr.) - IV. Den rom. Periode (c. 30 f. Kr. til c. 500 e. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Theokritos (c. 270), der i episk Form, vist
med Benyttelse af Motiver fra sin Hjemstavn,
digtede idylliske Genrebilleder, som skildrede
Hyrdernes og i det hele det lavere Folkeliv,
til Dels ogsaa mytiske Emner; hans Digtning
betegner paa en Maade Reaktionen imod den
Tids overforfinede Kultur. Mindre betydelige
var hans Efterlignere Bion fra Smyrna (c.
250) og Moschos fra Syrakus (c. 100).
Inden for Prosaen dyrkes med størst
Interesse Historieskrivningen.
Alexander’s Bedrifter fandt allerede i hans Levetid
fl. Fremstillere, navnlig Kallisthenes, og
skildredes senere af Ptolemaios I og
Kleitarchos; Diadoenernes Tid behandledes af
Hieronymos fra Kardia og Duris fra
Samos. Sicilianeren Timaios (d. c. 256), der
forst indførte Olympiaderegningen som
Grundlag for Kronologien, forfattede et stort Værk
om Siciliens Historie; Fylarchos fortsatte
Hieronymos’ og Duris’ Arbejder ned til sin
egen Tid (220). Op over alle disse Forf. rager
Polybios fra Megalopolis (c. 205 til c. 123),
der udrustet med gode milit. og politiske
Forudsætninger i et til Dels bevaret Værk
skildrede den da kendte Verdens Historie fra den
anden puniske Krigs Beg. indtil Karthagos
Ødelæggelse, idet han grupperede Begivenhederne
under Synspunktet af det rom. Herredømmes
heldbringende Udbredelse. — Af de
alexandrinske Lærde maa nævnes Eratosthenes fra
Kyrene (c. 275 til c. 195), som grundlagde den
videnskabelige, paa Matematikken og
Astronomien baserede Kronologi, og Apollodoros
fra Athen (c. 140), Forf. til Chronika, Oldtidens
betydeligste kronologiske Værk. De mange
Opdagelser, der gjordes under Alexander og i den
flg. Tid, fremmede Studiet af Geografien,
hvis vigtigste Repræsentanter var
Nearchos, Megasthenes og
Agatharchides; en omfattende videnskabelig Behandling
fik Geografien først ved den før nævnte
Eratosthenes. Et Fag, der først i denne Periode
udviklede sig til en særlig Videnskab, var den
æstetisk-filologiske Forskning,
Grammatikken, der særlig dyrkedes i de med store
Biblioteker forsynede Hovedstæder Alexandria og
Pergamon; størst Bet. havde i Alexandria
Zenodotos fra Efesos, Aristofanes fra
Byzans og Aristarchos fra Samothrake (d. c.
150), desuden Krates fra Mallos, Aristarchos’
Samtidige og Modstander, Føreren for den
pergameniske Skole. — Inden for de eksakte
Videnskaber har Perioden store Navne at
opvise: Eukleides (underviste i Alexandria
c. 300), Skaberen af den videnskabelige
Geometri, Apollonios fra Perge (c. 250),
berømt ved sit Værk om Keglesnittene, og
Archimedes fra Syrakus (d. 212),
Grundlæggeren af den videnskabelige Mekanik, der
ogsaa havde dygtige Repræsentanter i
Ktesibios og Heron, begge fra Alexandria,
endelig Hipparchos fra Nikaia (d. c. 123), der
skabte Trigonometrien. Lægevidenskaben
blomstrede ogsaa i Alexandria, især ved
Herofilos fra Chalkedon og Erasistratos fra
Kos (c. 280). Inden for Filosofien fremkom der
i den alexandrinske Periode intet væsentligt
nyt; som de betydeligste filos. Forf. fra denne
Tid kan nævnes Stoikerne Panaitios fra
Rhodos (c. 150) og Poseidonios fra
Apamea (d. c. 45) og Epikureeren Filodemos
fra Gadara (1. Aarh.).
IV. Den rom. Periode (c. 30 f. Kr.
til c. 500 e. Kr.).
Det rom. Kejserdømmes Beg. med Augustus
betegner en ny Overgang i de ydre Forhold;
G., der hidtil havde bevaret en vis
Selvstændighed, blev nu rom. Prov. (27 f. Kr.), saa at alle
Grækere blev rom. Undersaatter, og ved
Ægyptens Underkastelse kom det sidste af de 3 store
hellenistiske Riger ind under Rom. Allerede
fra Midten af 2. Aarh. f. Kr. havde Rom været
Samlingsstedet for mange lærde Grækere; nu
blev det ved Siden af Athen, Alexandria og
Pergamon et Centrum ogsaa for gr. Aandsliv,
og fra alle Kanter af Verdensriget strømmede
Grækere til Rom. Paa den anden Side er dog
Grænsen ikke videre skarp, idet Litt. fortsattes
i de gl. Baner, saa at der kun i en enkelt
Retning, Sofistikken, skabtes noget nyt. Inden for
Poesien produceredes der ikke meget og
endnu mindre af Værdi. Dramaet dyrkedes
ikke; af Lyrik kan nævnes nogle Hymner og de
saakaldte Anacreontea. Læredigtet
repræsenteres af Dionysios Periegetes (under
Hadrian), Oppianos fra Korykos (under
Mark Aurel), Forf. til Halieutika, og dennes
anonyme Efterligner, der har skrevet
Kynegetika. Quintus Smyrnaeus (4. Aarh.)
forfattede et omfangsrigt Digt Posthomerica i
14 Bøger. Den betydeligste Epiker var dog
Ægypteren Nonnos (c. 400), Forf. til
Dionysiaka i 40 Bøger; til hans Skole hører bl. a.
Forf. til det lille Epos »Hero og Leander«,
Musaios. Med afgjort Held dyrkedes paa denne
Tid Epigrammet, der er rigt repræsenteret i
den gr. Antologi (s. d.). Den æsopiske Fabel
blev behandlet poetisk af Babrios
(sandsynligvis i Beg. af 3. Aarh.).
Ogsaa i denne Periode træder Poesien i
Skygge for Prosaen, der først fremtræder
som en direkte Fortsættelse af den
alexandrinske med dens lærde Karakter, men senere
frigør sig og antager et selvstændigere Præg.
Navnlig Historieskrivningen har
talrige Repræsentanter, hvoraf dog ingen naar de
store Mestre. Under Augustus forfattede
Sicilianeren Diodoros i Rom sit »Historiske
Bibliotek«, en Universalhistorie i 40 Bøger, der for
os har Bet. ved at bero paa Kilder, som for
største Delen er tabte; af hans Samtidige,
Damaskeneren Nikolaos’ store Verdenshistorie
i 144 Bøger er kun Fragmenter bevarede.
Dionysios fra Halikarnassos fuldendte Aar 7 f.
Kr. sin »Rom. Oldtidshistorie«, hvoraf omtr.
Halvdelen er bevaret, og forfattede tillige
mange værdifulde Skr af litterært og æstetisk
Indhold. I Slutn. af 1. Aarh. skildrede Jøden
Josefos paa Græsk den jød. Opstand og skrev
desuden en jød. Oldtidshistorie. I Beg. af 2.
Aarh. skrev Platonikeren Plutarchos fra
Chaironeia dels »Parallelbiografier« af berømte
Grækere og Romere, der trods deres
undertiden vel anekdotemæssige Karakter giver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
