Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 2. Perserkrigene og Athens Glansperiode (indtil 404 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev denne Gang saa meget des større, som det
var lykkedes ham at faa adskillige gr. Stater,
f. Eks. Theben, over paa sin Side, medens
andre, deriblandt Argos, indtog en tvetydig
Holdning. De Grækere derimod, som agtede at gøre
Modstand, sluttede sig sammen til et Forbund
under Sparta’s Ledelse. Thessalien saa man sig
snart nødt til at opgive, og til Passet ved
Thermopylai, som dannede Indgangen til
Mellemgrækenland, sendtes der kun en svag
Forsvarsstyrke under Anførsel af Spartanerkongen
Leonidas. Xerxes, som var rykket frem med en
stor Hær igennem Thrakien, Makedonien og
Thessalien, tiltvang sig efter en heftig Kamp,
hvori Leanidas faldt med omtr. hele sin Hær,
Adgang gennem Thermopylai og besatte derpaa
med Lethed det meste af Mellem-G., deriblandt
Athen, som blev fuldstændig ødelagt. De fleste
Athenere havde imidlertid søgt Tilflugt paa
Flaaden og paa de nærliggende Øer og Kysten
af Peloponnes. Det var en Lykke, at Athenerne
netop i de sidste Aar efter Tilskyndelse af
deres betydeligste Statsmand Themistokles
havde bygget sig en stor Flaade, som var i Stand
til at optage Kampen mod de dygtige fønikiske
Søfolk. Omtr. samtidig med Kampene ved
Thermopylai havde Grækerne ogsaa kæmpet ret
heldig til Søs ved Artemision; men nu samlede
hele den gr. Flaade, hvoraf over Halvdelen var
stillet af Athen, sig i Bugten ved Salamis. Her
vandt den under Anførsel af Spartaneren
Eurybiades en afgørende Sejr over den pers. Flaade
(480), hvilket havde til Følge, at Xerxes med
en stor Del af sin Hær trak sig tilbage til
Lilleasien. Han lod imidlertid sin Feltherre
Mardonios blive tilbage med de bedste Tropper,
men denne led Aaret efter et afgørende
Nederlag ved Plataiai imod Grækernes forenede
Styrke under Anførsel af Spartaneren Pausanias,
Formynder for den faldne Konge Leonidas’ Søn
(479). Dermed var al Fare for det europ. G.
afværget, men samtidig var Grækerne ogsaa
sejlet over til Lilleasien, hvor de vandt en stor
Sejr ved Forbjerget Mykale, hvorefter Stæderne
i Lilleasien snart blev befriede fra Perserne.
Disse Begivenheder fik en overordentlig stor
Bet. for det gr. Folk. Bl. Krigens Virkninger
maa først nævnes den, at de gr. Landes
Tyngdepunkt nu flyttedes fra Lilleasien til Europa.
De lille asiatiske Stæder, der i den foreg. Tid
havde haft saa høj en Blomstring, fik aldrig
de Saar rigtig lægte, som Krigen havde slaaet
dem, men traadte for Fremtiden i Skygge for
Staterne i Europa og bl. dem navnlig Athen,
der efter at være blevet genopbygget og
befæstet efter Ødelæggelsen snart hævede sig til
at blive den gr. Verdens Centrum.
Perserkrigene havde endvidere den Virkning, at de, i det
mindste foreløbig, skabte en Enhed imellem de
gr. Stater, som man ikke tidligere havde kendt.
Som forhen omtalt, sluttede de gr. Stater, der
vilde kæmpe for deres Uafhængighed, ved
Krigens Udbrud et Forbund under Ledelse af
Sparta, som hidtil kun paa Peloponnes havde
kunnet gøre sin Indflydelse gældende, men som
nu, saa længe Fjenden stod i Landet, beholdt
Overledelsen. Den Omstændighed, at en saa
stor Del af G. havde staaet Last og Brast
sammen imod Barbarerne, fik ogsaa en ikke ringe
moralsk Bet. Men paa den anden Side lagde
Perserkrigene ogsaa Grunden til en
skæbnesvanger Spaltning mellem de gr. Stater. Efter
at den gr. Flaade var sejlet over til Lilleasien
og havde taget Kampen op der, viste det sig
snart, at Spartanerne, som kun havde stillet en
lille Del af Flaaden, ikke kunde faa de andre
Stater til vedblivende at underordne sig deres
Overledelse ogsaa til Søs. Spartanerne trak sig
da helt tilbage fra Søkrigen, som ogsaa
interesserede dem mindre, og i deres Sted fik
Athenerne Overkommandoen (477). Ved Siden af det
alm. gr. Forbund dannedes der da et snævrere
Forbund af Søstæderne. Men da mange af disse
ikke havde Lyst til at stille Skibe til Krigen,
bestemtes det, at de skulde give et Pengebidrag
i Stedet, hvis Størrelse fastsattes af den for sin
Redelighed kendte atheniske Statsmand
Aristeides. Forbundets Hovedsæde og Skatkammer
fandtes paa Øen Delos, hvor Forbundsstaternes
Udsendinge mødtes til Forhandlinger, men den
egl. Ledelse fik Athen. Søforbundets Omraade
udvidedes mere og mere, især ved den
atheniske Feltherre Kimon’s mange Sejre over
Perserne, saa at det kom til at omfatte hele
Ægæerhavets Kyster. Men medens opr. alle
Forbundsstæderne havde været formelt
ligeberettigede, forandredes Forbundets Natur snart
saaledes, at Athen blev eneraadende. Dette fik sit
synlige Udtryk ved, at Skatkamret flyttedes fra
Delos til Athen (454); Athenerne raadede nu
alene over Anvendelsen af Forbundets Midler,
og selv efter at Krigen med Perserne var
ophørt (omtr. 449), vedblev de at forlange
Forbundsstædernes Bidrag, og de, der nægtede at
betale, blev haardt tugtede.
Følgen af Athens ny Magtstilling maatte
nødvendigvis blive, at Forholdet til Sparta blev
spændt. Endnu omtr. 462, da Spartanerne
havde en haard messenisk Opstand at kæmpe med,
kom Athenerne dem dog til Hjælp, men
Spartanerne, som nærede Mistillid til de atheniske
Hjælpetropper, sendte dem snart hjem, hvoraf
Følgen blev, at Kimon, der hidtil havde haft
den største Indflydelse i Athen og havde søgt
at vedligeholde det gode Forhold til Sparta,
blev styrtet, og det varede da ikke længe,
inden det kom til en ligefrem Krig mellem G.’s to
Hovedmagter, samtidig med at Krigen mod
Perserne endnu var i fuld Gang. Athenerne søgte
nemlig ogsaa at erhverve sig Magten over
Mellem-G., hvilket Spartanerne modsatte sig, men
væsentlig p. Gr. a. den messeniske Opstand,
som først blev dæmpet efter 10 Aars Kamp,
uden synderlig Kraft. Skønt Athenerne blev
slagne ved Tanagra, lykkedes det dem dog, da
Spartanerne trak sig tilbage, efter et heldigt
Slag ved Oinofyta at faa Magten i største Delen
af Boiotien, Fokis og Lokris (omtr. 457); men
da de senere blev overvundne af Boioterne ved
Koroneia, maatte de igen opgive disse Lande
(446). Derefter sluttede Athen og Sparta en
Fred paa 30 Aar (445).
Endnu en vigtig Følge af Perserkrigene maa
nævnes: Demokratiets Udvikling. Denne
knytter sig nærmest til Athens Navn. Her var
allerede paa Perserkrigenes Tid Forfatningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
