Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 2. Perserkrigene og Athens Glansperiode (indtil 404 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mere demokratisk end i de fleste andre gr.
Stater. Da nu Athen traadte i Spidsen for et
stort Forbund, bevirkede dets Indflydelse
ganske naturlig, at fl. af Forbundsstaterne
omdannede deres Forfatninger i demokratisk
Aand, selv om Athenerne ikke paalagde dem
nogen ligefrem Tvang i den Retning. Men ogsaa
paa G.’s Fastland, i Theben, Argos o. a. St.,
fandt der en lgn. Udvikling Sted. Sparta
derimod holdt fast ved sin aristokratiske
Forfatning, hvis Vogtere, Eforerne, med Held gjorde
Front baade mod Kongedømmet og mod de
revolutionære Bevægelser i den undertrykte
lavere Befolkning, særlig Heloterne. Omtr. 470
lykkedes det dem at faa baade
Kongeformynderen Pausanias, der beskyldtes for at staa i
forræderisk Forbindelse med Perserne, og Kong
Leotychidas, hvis Holdning paa et Tog imod
Thessalexne man var misfornøjet med, styrtede,
og den Opstand af Heloterne og Messenierne,
som snart efter udbrød, fik man ogsaa til sidst
Bugt med. Derefter ansaa Sparta det for sin
Opgave at støtte Aristokratiet overalt i G. I
Athen var det allerede tidligere lykkedes
Sparta’s Indflydelse at faa Themistokles fordrevet,
og saa længe Kimon stod i Spidsen for Staten,
holdt man fast ved den overleverede
Forfatning; men da ogsaa Kimon var blevet
fordrevet, gav man sig til at udvide Demokratiet.
Bestræbelsen gik ikke saa meget ud paa at skaffe
ogsaa de fattigere Borgere Adgang til de højeste
Embeder som paa at lægge hele den afgørende
Indflydelse paa Statsstyrelsen i Hænderne paa
alle Borgernes Forsamling. Dette lykkedes i det
væsentlige i Aaret 462—61, da Efialtes fik sat
igennem, at det gl., konservative Raad paa
Areopagos mistede sin politiske Indflydelse.
Efter Efialtes’ Mord fik Perikles Ledelsen i Athen,
og han udvidede yderligere Demokratiets Magt,
men saaledes, at det p. Gr. a. hans store
Veltalenhed og hans Personligheds overmægtige
Indflydelse i Virkeligheden i en lang Række af
Aar blev ham selv, der ved enhver Lejlighed
sagde det afgørende Ord. Under hans Ledelse
voksede Athens Magt stærkt, Flaaden
forøgedes, Fæstningsværkerne forstærkedes ved
Bygningen af de lange Mure fra Athen til Peiraieus,
og Forbundsstæderne holdtes strengt i Ave,
samtidig med at Litt. og Kunst plejedes med stor
Omhu og saaledes naaede den højeste Blomstring.
Men Sammenstødet mellem Athen og Sparta
kunde ikke udeblive. 431 udbrød den store Krig,
som har faaet Navn af den
peloponnesiske, og som — med en kortere Afbrydelse —
varede indtil 404. Den nærmeste Anledning
var nogle mindre Rivninger mellem Athen og
Sparta’s Forbundsfælle Korinth, men den egl.
Aarsag laa i Rivaliteten imellem de to
Hovedmagter, der baade m. H. t. deres politiske
Organisation og deres hele Aandsretning var saa
forsk. De fleste gr. Stater inddroges i Krigen,
idet Sparta paa sin Side havde næsten hele
Peloponnes og en stor Del af Mellem-G.,
medens Athen havde hele sit Søforbund.
Forholdene blev mere indviklede derved, at der i
mange Stater var to Partier, af hvilke det ene
(Aristokraterne) holdt med Sparta og det
andet (Demokraterne) med Athen.
Krigen førtes i de første Aar paa den Maade,
at Spartanerne hver Sommer faldt ind i Attike
og ødelagde Landet, som Athenerne p. Gr. a.
deres ringe Landmagt havde opgivet at
forsvare; de foretrak derimod at gøre Gengæld
ved med deres Flaade at hærge paa Kysterne
af Peloponnes. Det var dog Athenerne, der led
størst Skade ved denne Krigsførelse; thi ikke
alene fik de deres Land ødelagt, men i Byen
selv, der var overfyldt med Flygtninge fra
Landdistrikterne, udbrød der en voldsom Pest, som
bl. a. ogsaa bortrev Perikles. Denne Lejlighed
benyttede en af Forbundsstæderne, Mytilene,
til at falde fra; men Athenerne, som stadig var
Herrer paa Søen, undertvang den og straffede
den strengt. Ellers førtes Krigen med vekslende
Held paa forsk. Steder i G., indtil der 421 blev
sluttet en Fred, som har faaet Navn efter den
atheniske Statsmand Nikias, der var særlig
virksom for den. Begge Parter lovede at give
deres Erobringer tilbage, men Løftet blev ikke
holdt. De sluttede endog et ligefremt Forbund,
da Sparta ønskede Athens Hjælp imod sin gl.
Fjende Argos; men alligevel varede det kun
nogle faa Aar, inden Krigen brød ud paa ny.
Skønt der heller ikke i selve G. manglede
Stof til Strid, kom Krigen dog først ret til
Udbrud ved Athenernes Tog til Sicilien. Her
bestod der, som tidligere omtalt, en Mængde gr.
Stater, der for en stor Del havde gennemgaaet
en lgn. Udvikling som Moderlandet. Samtidig
med Perserkrigene havde de været stærkt
truede af Angreb fra Karthago, men Tyrannerne
Gelon i Syrakus og Theron i Akragas havde
med Dygtighed af slaaet Angrebet. Senere var
Tyranniet blevet styrtet, og Demokratiet
indført de fleste Steder. Men derefter udbrød der
Stridigheder mellem de gr. Stater indbyrdes,
særlig mellem de doriske og de ioniske Stæder,
og allerede under den peloponnesiske Krigs
første Del blandede Athenerne sig heri og
sendte Ionerne Hjælp. Nogle Aar efter Nikias’
Fred fik de da fra Byen Segesta en Opfordring
til at komme den til Hjælp imod Syrakus, og
trods Nikias’ Indsigelse besluttede de at gøre
det, især efter Tilskyndelse af Alkibiades. Men
Toget mislykkedes fuldstændig, og en Mængde
atheniske Soldater omkom (413), medens
samtidig Spartanerne igen aabnede Krigen. Den
Mand, som tidligere havde haft størst
Indflydelse i Athen, Alkibiades, var for Tiden i
Landflygtighed i Sparta og skadede der sit
Fædreland meget ved at give Spartanerne gode
Raad. Han fik dem bl. a. til at sende en
Flaade til Chios, og denne Ø faldt da fra
Athen (412). Endvidere sluttede Spartanerne et
Forbund med Perserne, hvem de lovede
Herredømmet over Stæderne i Lilleasien, saa at
Athen blev truet fra begge Sider, og næsten
endnu værre var det, at Partistriden rasede i
selve Byen. For en Tid fik man endogsaa
indført en oligarkisk Forfatning i Athen (411), da
man haabede derved at vinde Persernes,
Venskab, hvilket Alkibiades, som ogsaa havde lagt
sig ud med Spartanerne, havde antydet for sine
Landsmænd. Dog blev Demokratiet snart
genindført, og i de flg. Aar gik det igen bedre for
Athenerne, som nu havde stillet Alkibiades i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
