Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 6. Frankerherredømmets Tid indtil det græske Fastlands Underkastelse under de osmanniske Tyrker (1460 e. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
6. Frankerherredømmets Tid
indtil det græske Fastlands
Underkastelse under de osmanniske
Tyrker (1460 e. Kr.).
Da Korsfarerne havde erobret Konstantinopel
(1204), delte de hele det byzantinske Kejserrige
imellem sig. Medens der i Spidsen for Riget
sattes en »latinsk« Kejser i Konstantinopel,
tildeltes de enkelte Lande forsk., faktisk næsten
uafhængige Vasalfyrster. Der oprettedes
saaledes et Kongerige Thessalonike, hvortil
G. skulde høre, og Bonifacio af Montferrato
udnævntes til Konge. Denne rykkede derfor
imod Sguros og slog ham ved
Thermopylai, hvorefter det meste af det
europæiske G. faldt i hans Magt. Han
beholdt det imidlertid ikke under sit
umiddelbare Herredømme, men fordelte det efter det
vesteuropæiske Lenssystem til forsk. Lensmænd;
saaledes fik Otto de la Roche Athen og Theben.
Ogsaa Peloponnes, som egl. Venetianerne skulde
have haft, søgte han at erobre; men da det
mislykkedes, afstod han sine Krav til den fr.
Greve Vilhelm af Champlitte. Denne antog efter
en Sejr i Olivenskoven ved Kondura over en
gr.-slavisk Hær under Michael af Epeiros (1205)
Titel af Fyrste af Achaia. Venetianerne
maatte lade sig nøje med nogle Punkter paa
Kysten, men erhvervede 1210 Lenshøjhed over
Epeiros. Desuden udbredte de deres
Herredømme over Øerne (Kreta, Euboia og de ioniske
Øer). Kykladerne besattes af venetianske
Adelsmænd, af hvilke den betydeligste var Marco
Sanudo, som 1207 erobrede Naxos og senere
andre Øer; men over dem fik Venedigs
Overherredømme ingen Bet. Nominelt stod hele G.,
som sagt, i Lensafhængighed af den lat. Kejser
i Konstantinopel, men han fik saa godt som
intet at sige. Kejser Henrik (1206—16) søgte
vei at gøre sin Magt gældende over G., men
efter hans Død opløstes Riget mere og mere.
Kongeriget Thessalonike faldt allerede tidlig
sammen, idet det 1222 blev erobret af
Theodoros Angelos af Epeiros, som lod sig krone til
Kejser af Thessalonike, men dels Bulgarerne,
dels de gr. Kejsere i Nikaia erobrede
efterhaanden hele Riget; Michael Palaiologos af
Nikaia erobrede endelig 1261 ogsaa
Konstantinopel. Af længere Varighed blev derimod
Fyrstendømmet Achaia. Dette blev, da Vilhelm af
Champlitte 1209 rejste hjem til Frankrig,
overdraget til Gotfred Villehardouin, som efter
forskellige Kampe gjorde sig til Herre over
største Delen af Peloponnes ell. Morea, som det nu
begyndte at kaldes. Han indførte Lensstyrelsen
i Landet, hvorved det især kom til at gaa ud
over Gejstligheden, som mistede megen Jord.
Hans Søn og Efterfølger Gotfred II
(1218—45) opnaaede Anerkendelse af Kejseren i
Konstantinopel, til hvem han traadte i Lensforhold.
Under ham tog Landet et stort Opsving, men
hans Broder Vilhelm II, som fulgte efter ham
(1245—78), maatte føre Krig næsten hele sin
Regeringstid. I en Krig mod Hertug Guido af
Athen var han ganske vist heldig, men senere,
da han i Forbund med Fyrsten af Epeiros
kæmpede mod Michael Palaiologos, blev han taget
til Fange (1259) og slap kun fri mod at afstaa
nogle Fæstninger (1262). Derimod anerkendte
Venetianerne samtidig efter længere
Stridigheder hans Lenshøjhed over Euboia, hvorefter
han i Forening med dem igen begyndte Krigen
mod Kejseren. Imidlertid havde den afsatte lat.
Kejser, Balduin II, overdraget sin Lenshøjhed
over Achaia til Karl af Anjou, Konge af Neapel
og Sicilien, hvis Søn Filip ægtede Vilhelm’s
Datter Isabella. Efter Vilhelm’s Død (1278) kom
følgelig hans Land i Huset Anjou’s Magt, og
Kong Karl lod det bestyre af Statholdere, men
det kom nu mere og mere i Forfald.
Huset Anjou søgte tillige at udbrede sin Magt
over andre Dele af G. Kongerne af Neapel fik
ogsaa snart Fodfæste i Epeiros og førte der i
længere Tid Kampe med Kejseren i
Konstantinopel, og desuden forlangte de Anerkendelsen
af deres Lenshøjhed over Athen, hvor stadig
Familien de la Roche herskede. 1294 overlod
Kong Karl II alle sine Fordringer paa G. til sin
Søn, Filip af Tarent, i hvis Slægt Fordringerne
nedarvedes.
Fra Beg. af 14. Aarh. blev Forholdene i G.
endnu mere forvirrede end tidligere. Fra
Lilleasien begyndte Osmannerne deres Anfald
paa G., og et katalansk Hjælpekorps, som
Kejseren havde taget i sin Tjeneste mod dem, kom
i Strid med ham og begyndte at gøre Strejftog
omkr. i Landet i Forbindelse med Osmannerne.
Hertugen af Athen, Walter af Brienne, der
regerede siden 1308, da Huset de la Roche
uddøde, faldt i en Kamp ved Kefissos mod
Katalanerne (1311), som derefter bemægtigede sig
baade Athen og Theben og indsatte Roger
Deslaur til Hertug; allerede Aaret efter (1312) fik
de dog en ny Hertug af den aragoniske
Kongeslægt, som beholdt Magten indtil 1385. De
fort-satte derefter deres Plyndringstog, til Dels
sammen med Osmannerne, og trængte ogsaa
ind paa Morea, hvor det gik mere og mere
tilbage for Huset Anjou, især da ogsaa Kejseren
benyttede Lejligheden til at udvide sit
Landomraade og fik oprettet et betydeligt
Fyrstendømme paa Morea, som kom til at beherskes af
Fyrster af Slægten Palaiologos. Og selv i de
Lande, hvor Huset Anjou endnu havde Magten,
var de enkelte Smaafyrster dog saa godt som
uafhængige, saa at der til sidst kom til at
raade et fuldstændigt Anarki. Mest Magt fik
den florentinske Bankierfamilie Acciajoli, som
erhvervede sig Korinth o. a. Punkter af
Halvøen. Paa Euboia gjorde Venetianerne igen
deres Overhøjhed gældende og Epeiros erobredes
1358 af Albaneserne. Sidstnævnte Folk
kom overhovedet til at spille en betydelig Rolle
i G., da en stor Del af dem kom ind i Landet,
dels som. Lejetropper, dels som Kolonister i
de affolkede Egne.
Endelig blev ogsaa Osmannernes
Angreb stedse farligere. 1363 besatte de Theben
og gjorde Indfald i Attike og paa Morea, men
trak sig dog snart igen tilbage. 1388 og de flg.
Aar kom de igen og truede især Athen, hvis
Fyrste, Rainerio Acciajoli fra Korinth, som
havde faaet Magten 1385, maatte forpligte sig
til at betale dem Skat. Efter hans Død (1394)
bemægtigede Venetianerne sig Athen, medens
en uægte Søn af ham, Antonio, fik Boiotien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
