Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Ny G. - Historie - Fra c. 1500-1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Janitsharkorpset ell. til anden tyrk. Krigs- ell.
Statstjeneste og dermed tabtes baade for Folket
og for Kristendommen; først 1638 begyndte den
at gaa af Brug, og 1685 ophævedes den. Hvad
der væsentlig medvirkede til at forværre G.’s
Tilstand, var de gentagne Forsøg, som fra
europæisk Side gjordes paa at fratage Tyrkerne
de gr. Lande, især af Venetianerne og
Malteserridderne; ogsaa sp. Flaader greb et Par Gange
ind, saaledes 1571, da Juan d’Austria vandt den
store Sejr ved Lepanto, og 1595—1601, dog
uden noget Udbytte. Disse Tog bragte kun
yderligere Ulykker og Ødelæggelser over
Grækerne, især naar Tyrkerne bagefter hærgede
de Egne, som for en Stund var blevne løsrevne.
Endelig indtog Tyrkerne 1669 Kreta efter 25
Aars tappert Forsvar af Venetianeren Morosini,
og dermed var den sidste Rest af det lat.
Korstogs Virkninger udslettet. I de nærmest flg.
Aar blev ogsaa Mainoterne, der hidtil havde
vedligeholdt en vis Uafhængighed,
undertvungne; først 100 Aar senere vandt de igen nogen
Selvstændighed tilbage.
Trældommen under en fremmed barbarisk
Hersker og dennes vilkaarlige Styrelse
demoraliserede selvfølgelig Folket; men hvad der holdt
det oppe under alle Trængsler, var dels den
græske Kirke, dels det kommunale Selvstyre,
som Tyrkerne havde ladet bestaa. Mendens der,
især i 17. Aarh., baade blandt Albaneserne og
blandt Bosniens serbiske Befolkning skete
talrige Frafald til Islam, blev Grækerne som
Helhed Kristendommen tro (kun paa Kreta gik en
Del af Indb. over til Muhammedanismen).
Derimod uddannedes der bl. Grækerne i
Konstantinopels Forstad Fanar et nyt, egennyttigt
og tyrkervenligt Aristokrati (»Fanarioterne«),
som efterhaanden vandt stor Indflydelse og fik
høje Embeder (især diplomatiske) i Sultanens
Tjeneste. Ogsaa gjorde allerede tidlig fl. gr.
Renegater sig bekendte som dygtige Sørøvere,
fremfor alle Chaireddin Pasha.
1685 genoptog Venetianerne med stor Kraft
Forsøget paa at genvinde G. Under denne Krig
var det, at Parthenon, som Tyrkerne havde
brugt til Krudtmagasin, 26. Septbr 1687 til Dels
blev sprængt i Luften ved et Bombardement af
den venetianske Hærfører Grev Königsmark,
og næste Aar blev Byen Athen til Straf for sit
Frafald afbrændt af Tyrkerne og laa i 3 Aar
helt øde. Ogsaa greb Venetianerne Lejlighed
til at bortføre fl. Marmorstatuer derfra samt en
af de to mærkværdige Marmorløver fra Piræus.
Ved Freden 1699 blev Peloponnes, som de
havde indtaget, afstaaet til dem, og det
lykkedes dem i kort Tid ved god Forvaltning at
bringe Landet i Opkomst og at forøge
Befolkningen til det dobbelte ved at fremme
Indvandring fra Rumelien; under Krigen var
Halvøen nemlig bleven frygtelig hærget og
Indbyggertallet bragt ned fra 300000 til en Tredjedel.
Fra denne Tid begyndte ogsaa de ioniske Øer
at blive et Mellemled mellem G. og Italien.
Desværre varede Venetianernes Herredømme
paa Peloponnes ikke længe; allerede 1715
tabtes det i en ny Krig og opgaves ved
Fredsslutningen 1718.
Fra denne Stund viste Tyrkerne noget større
Skaansel imod G., om end Vilkaarligheden
vedblev. Særlig voksede Fanarioternes Indflydelse
(Hospodarerne i de rumænske Lande toges ud
af disse Slægter), og Bispedømmerne i de
slaviske Landskaber, Bulgarien og Serbien, kom
i gr. Hænder og indførte gr. Sprog i deres
Gudstjeneste, hvorved Forestillingen vaktes om,
at Grækerne var det ledende kristne Folk paa
hele Balkan-Halvøen. Bestræbelser begyndte,
især af Alexander Maurokordatos, som var
tyrk. Udenrigsminister, paa at rejse Folket ad
Dannelsens Vej ved Grundlæggelse af højere
Skoler; han fik ogsaa det nygræske
Vulgærsprog godkendt som Folkesprog af de ledende
Mænd i Fanar, medens mange unge Grækere
drog til ital. Univ. for at studere. Tyrkerne
havde efter 1718 inddelt G. i fl. Pashaliker, der
stod under Statholderen i Rumelien, og skønt
de ellers ikke lagde Hindringer i Vejen for G.’s
Udvikling, søgte de dog planmæssig at afløse
de tidligere græske Landeværnstropper,
»Armatolerne«, med Albanesere; men dette førte
nærmest til at forøge Tallet af Klefter,
Røverbander, som i Bjergegnene levede et frit Liv og
ved den fortsatte Kamp mod Folkets
Undertrykkere (ligesom i Serbien) holdt
Nationalfølelsen i Live, og som i Virkeligheden blev en
Krigsskole for den senere Frihedskamp.
Da Russerne 1768 begyndte Krig imod
Tyrkiet, vaktes store Forhaabninger hos Grækerne
om en nær forestaaende Frigørelse ved
Trosfællernes Hjælp. Men der bragtes derved kun
ny Ulykker over dem ligesom i tidligere Tider
ved Venetianernes Krige. Vistnok landede
Alexej Orloff 28. Febr 1770 i Lakonien, og der
udbrød straks Opstand baade her blandt
Mainoterne og senere i Mesolonghi; men de
tilkaldte Albanesere kvalte først denne, slog
derefter Russerne og tvang dem til i største Hast
at indskibe sig i Navarino, samt hærgede
Peloponnes paa værste Maade. Fra den Stund
blev den albanesiske Dragt (Fustanella’en) alm.
her, medens samtidig det gr. Sprog udbredte
sig i det sydlige Albanien. Ved Freden 1774
tilsagdes der dog Grækerne visse Friheder, bl. a.
Ret til at bygge ny Kirker, og i den flg. Tid tog
den gr. Skibsfart (til Dels under russ. Flag) et
stærkt Opsving, saa at den næsten fik
Kornhandelen paa Middelhavet i sine Hænder. Da
Skibene af Hensyn til de nordafrikanske
Sørøvere tit var væbnede, afgav de en Forskole for
Søkrigen i den senere Frihedskamp. Under den
ny russ.-tyrk. Krig 1788—92 gjordes igen
Opstand i G., men den lodes ogsaa denne Gang i
Stikken af Russerne, der kun ønskede at bruge
Grækerne som Middel til at fremme deres egne
Udvidelsesplaner, men ingenlunde brød sig om
at frigøre G. fra Tyrkernes Herredømme.
Under Paavirkning af den franske Revolution
begyndte ved denne Tid moderne
Frihedsgrundsætninger at udbrede sig i G., og det første
Hetæri stiftedes. Men det opløstes 1798, da dets
Stifter Digteren Rhigas var bleven fængslet i
Triest af den østerr. Regering og udleveret til
den tyrk. Pasha i Belgrad, som lod ham
dræbe. Kort efter begyndte Korais sin Virksomhed
for at uddanne og fæstne det nygræske
Skriftsprog. Ved den venetianske Republiks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
