Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Ny G. - Historie - Fra c. 1500-1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Undergang 1797 kom de ioniske Øer under Frankrig,
men allerede 1799 indtoges de af en russ.-tyrk.
Flaade og ophøjedes nu til en egen Fristat
under tyrk. Overhøjhed med Grev Capodistrias
til egl. Styrer. 1807 kom de igen under
Frankrig, indtil en eng. Flaade 1810 tog dem i
Besiddelse, og ved den alm. Fred 1815 forblev de
under eng. Tilsyn, om de end af Navn blev en
selvst. Republik. Af det øvrige G. stod dengang
største Delen under Ali Pasha af Janina, som
efter en mangeaarig Kamp 1803 havde tvunget
de tapre Sulioter, græsktalende Albanesere, til
Underkastelse ell. Udvandring, og som derfor
til Løn havde faaet Makedonien (Thessalien
havde han i Forvejen) og 1809 ogsaa fik det egl.
Hellas og Peloponnes underlagt sine to Sønner.
Han var vistnok i religiøs Henseende
overmaade tolerant mod Grækerne og vidste ogsaa
at gøre Brug af deres Kløgt og deres krigerske
Evner, ligesom han fremmede de materielle
Interesser; men hans despotiske Lyster og
grusomme Strenghed — han kuede 1808 baade
Armatoler og Klefter — gjorde ham dog til en
afgjort Modstander af ethvert Ønske om G.’s
Frigørelse. Den højere Dannelse, som Skolerne
havde udbredt, og den Velstand, som Handel
og Skibsfart havde bragt Folket, medførte, at
det tyrkiske Aag føltes mere trykkende. 1812
stiftedes derfor i Athen et nyt Hetæri,
»Filomusernes« (Musavennernes Samfund), som dog
nærmest forfulgte aandelige Formaal, og 1814
i Odessa et andet, »Filikernes« (Vennernes
Samfund), der organiseredes ligesom
Carbonari’erne og andre hemmelige Selskaber, og
som satte sig ingen ringere Opgave end at
genoprette det gl. byzantinske Rige med det
græske Folk som den ledende Stamme. Det
samlede efterhaanden de fleste af Folkets
fremragende Mænd i sin Midte, vistnok til Dels fordi
Lederne forstod at give det Skin af, at de
kunde regne paa Ruslands Understøttelse, og
forlagde 1818 sit Hovedsæde til selve
Konstantinopel.
Røret i Spanien og Italien 1820 gav
Hetæristerne Mod til at vove et lign. Forsøg, saa
meget hellere som Ali Pasha havde begyndt en
Opstand mod Sultanen og derved svækkede
Tyrkiets Kraft. Decbr 1820 havde desuden
Sulioterne, som var vendt tilbage til deres gl.
Hjem, rejst sig til ny Kamp, og da Hospodaren
i Valakiet døde Febr 1821, gjorde den
rumænske Bojar Theodor Vladimiresco Opstand,
vistnok med den Tanke baade at fordrive
Tyrkerne fra Landet og at fjerne den gr. Indflydelse.
6. Marts aabnede derimod Grækeren Karavias
paa egen Haand Kampen i Galatz og
skæmmede straks den gode Sag ved store
Grusomheder imod de tyrk. Indbyggere, hvad der
desværre i endnu større Stil gentoges under de
senere Kampe paa Peloponnes og til en vis
Grad undskylder de forfærdelige
Voldsgerninger, som Tyrkerne paa deres Side gjorde sig
skyldige i. Frihedskampen blev dog først
formelig kundgjort, da Fanarioten Alexander
Ypsilanti, som 1820 havde overtaget Ledelsen af
Hetæriet, over Pruth drog ind i Moldau og i
dettes Hovedstad Jassy 7. Marts kaldte alle
Grækere til Vaaben imod Tyrkerne med
højtravende Paakaldelse af Minderne fra Marathon
og Thermopylai. Han fandt dog kun ringe
Tilslutning, og Haabet om at faa Hjælp fra
Rusland skuffedes aldeles, da Kejser Alexander
endog offentlig lod udtale sin Dadel over
Opstanden 9. Apr., samme Dag som Ypsilanti
holdt sit Indtog i Bukarest. De rumænske
Bojarer, der ogsaa følte sig frastødte ved
Ypsilanti’s Optræden som Landets selvskrevne
Hersker, holdt sig helt tilbage, og allerede 13. Maj
havde tyrk. Tropper indtaget Galatz og her
taget blodig Hævn for de Grusomheder, som
var øvede 2 Mdr. tidligere imod deres
Landsmænd. Disse Optrin gentoges snart baade i
Jassy, Bukarest og rundt om i Rumænien. Lidet
hjalp det, at Vladimiresco 4. Juni blev
henrettet som Forræder; en anden Høvding, tilmed
en Græker af Byrd, gik endog over til
Tyrkerne faa Dage senere. 19. Juni led Ypsilanti’s
Tropper et afgjort Nederlag ved Dragatschan,
hvor den »hellige Skare« — en taabelig
Opfriskning af gammelgræske Ferbilleder — blev
nedhugget, og nu flygtede han selv til Østerrig,
hvor han sattes i Fangenskab. 3 Mdr senere,
20. Septbr, omkom hans eneste dygtige
Hærfører, Georgakis, idet han i Klosteret Sekku
sprængte sig selv og sine sidste Kampfæller i
Luften tillige med en stor Del Fjender — en
heltemodig Optræden, som i den flg. Krig i G.
fik fl. Efterligninger. Hermed var ikke alene
Opstanden i Rumænien forbi, og
Frigørelsesforsøget for denne Gang mislykket, men ogsaa
den gr. Indflydelse i dette Land for stedse
udslettet, og Tanken om det ny byzantinske Rige
havde saaledes lidt et afgørende Knæk.
Imidlertid var Kampen bleven optagen i selve
G. og med langt bedre Held. 2. Apr. begyndte
Opstanden i Kalavryta i Achaia under Zaimis,
og 4. Apr. baade i Kalamata i Messenien under
Ledelse af Mainoternes Høvding, Petro
Mauromichalis og Kleften Kolokotronis, og i Patras
under Ærkebiskop Germanos; 4. April regnes
ogsaa for den gr. Frihedskrigs første
Dag. Hurtig bredte Bevægelsen sig over selve
Peloponnes (Patras faldt dog snart igen i
Tyrkernes Vold), saavel som over en Del af
Øerne (Spezzia 15. Apr. Palmesøndag, Ipsara
22. Apr. Paaskesøndag og Hydra 29. Apr.) og
største Delen af Hellas (Athen 7. Maj,
Mesolonghi 1. Juni). Selv i det sydlige Makedonien
fandt en Rejsning Sted, ligesom paa Rhodos og
Kreta; derimod ikke paa Chios; ejheller paa
de Øer (Syra, Naxos og Tenos), hvis
Indbyggere fra gl. Tid hørte til den romersk-katolske
Kirke og derfor ikke fuldt delte Sindelag med
deres græsk-katolske Landsmænd.
Fra første Færd paatrykte Grækerne i deres
religiøse og nationale Had mod
Undertrykkerne Krigen det grusomme Præg, der senere
bragte saa forfærdelige Ødelæggelser og
Blodsudgydelser over Folket. De vilde nemlig ikke
nøjes med at vinde Frihed for sig selv eller
med at fordrive deres Fjender, men de vilde
ligefrem udrydde Muhammedanerne, og for at
naa dette Maal tillod de sig gentagne Brud paa
Tro og Love, nedhuggede de Tyrkere, som
havde overgivet sig mod frit Lejde til at drage
bort, ja myrdede selv Kvinder og Børn. I alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
