Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - græsk Arkæologi - 13) Den hellenistiske Tid (350-100 f. Kr.) - græske Kejserdømme, se byzantinske Rige - græske Kirke (græsk-katolske, græsk-orientaliske)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
pergameniske Skole (se 3. Bd, S. 236—237). Den
Mangfoldighed og urolige Bevægelse, der saaledes
var kommet frem i Kunstens Verden, slaar dog
allerede i den hellenistiske Tid ogsaa over i
sin Modsætning; man savner den gl. Kunsts
Højhed og Ro og retter Blikket tilbage mod de
arkaiske Skulpturer, hvor disse Egenskaber
traadte stærkest frem. Under Indflydelse af
denne Stemning opkommer den arkaiserende
Retning, der ret vel lader sig jævnføre med
Prærafaelismen i vore Dage: i den senere
hellenistiske Tid bliver de arkaiske Skulpturer i
stort Omfang dels ligefrem kopierede, dels
efterlignede. Det er kun den monumentale
Kunsts ypperste Værker, der i kunstnerisk
Værd og Indhold taaler en Sammenligning med
de ældre Arbejder. Skulpturer af anden Rang
og Kunstindustriens Frembringelser savner som
oftest den Skønhed og Ynde, der møder os i
Arbejderne fra den foregaaende Tidsalder, selv
om de er rent haandværksmæssig udførte.
Gravstenene staar saaledes langt tilbage for de
ældre; i dekorative Relieffer nøjes man mod
Slutn. af den hellenistiske Tid ofte med en
mekanisk Sammenstilling og Gentagelse af
Figurer, der var kopierede efter Kunstværker fra
de foregaaende Perioder. Disse Træk viser,
hvor stærkt den alm. kunstneriske Evne er
gaaet tilbage. Ogsaa flere Grene af
Kunsthaandværket taber deres Bet. ell. dør helt ud.
Tilvirkningen af malede Vaser ophører i
Grækenland i 3. Aarh. f. Kr.; i Syd-Italien fortsættes
den endnu i nogen Tid, men de frembragte
Arbejder har ringe kunstnerisk Værd. Højere
staar de drevne og ciselerede Metalarbejder,
navnlig Sølvkar, som især tilvirkes i
Alexandria; de bærer ofte en rig og smagfuld
Plantedekoration.
Fra c. 100 f. Kr. er Grækenland i enhver
Henseende kun en Provins af Romerriget. Den
gr. Kunst og Industri har tabt deres universelle
Bet. Det er Romerne, der fører Udviklingen
videre.
C. B.
græske Kejserdømme, se byzantinske
Rige.
græske Kirke (græsk-katolske,
græsk-orientalske, selv kalder den sig »den
ortodokse anatolske [østerlandske] Kirke«) er den
ene af den kristne Kirkes tre store
Hovedafdelinger; siden 1054 har den bestaaet som en
særlig Afdeling af den katolske Kirke; den er
herskende i Østeuropa og Forasien og tæller
omtr. 100 Mill. Medlemmer.
Da Kristendommen kom til Grækerne, var de
i politisk Henseende et undertrykt Folk; men
deres Aandsdannelse (Hellenisme) var
herskende i Romerriget, og den satte ogsaa sit Præg
paa Kristendommen, hvis klass. Sprog blev det
græske, og hvis Teologi i det væsentlige blev et
Barn af den hellenske Filosofi. Patriarkerne i
Alexandria, Antiocheia, Efesos, Jerusalem,
Konstantinopel og Rom var opr. hverandre
jævnbyrdige, men allerede i 4. Aarh. havde Rom
faaet en Førerstilling, idet dets Bisper havde
handlet, medens de østerlandske havde
teologiseret, og da Vesten fik en Teolog som
Augustinus (d. 430), mistede Grækerne ogsaa deres
teologiske Førerstilling. Da de fire førstnævnte
Patriarker kom under muhammedansk Vælde,
blev Patriarken i Konstantinopel det
selvskrevne Overhoved for den g. K., som Paven i Rom
var det for den latinske, og hermed begyndte
en stadig Fejde, mættet med en god Del
Misundelse, mellem disse to Kirkefyrster.
Forholdet var imidlertid højst ulige, idet Kejseren i
Konstantinopel foreskrev sin Patriark Love,
medens Paven i Rom tidlig begyndte at
foreskrive Vesterledens Fyrster Love. — 484—519
var Kirkefællesskabet mellem Konstantinopel og
Rom hævet, fordi Kejser Zeno havde villet slaa
af paa den ortodokse Lære for derved at vinde
Monofysitterne, 733—87 var det hævet p. Gr. a.
Billedstriden og 816—86 p. Gr. a. Striden med
Photios. I den sidste Strid, der forbitredes end
ydermere ved, at Bulgarerne havde sluttet sig
til den g. K. og ikke til Rom, fremsatte Photios
flg. Punkter, hvorved den rom. Kirke var
afveget fra Ortodoksien, nemlig ved at forfalske
det nikænske Symbol ved Tilføjelsen af, at
Helligaanden ogsaa udgik »fra Sønnen« (filioque),
ved Cølibatet, ved at nægte Præster af lavere
Grader at konfirmere, ved at faste om
Lørdagen, men først og fremmest ved at Paven vilde
opkaste sig til Overhoved for hele Kristenheden,
ogsaa over Patriarken i Konstantinopel, der
siden 518 havde kaldt sig økumensk Patriark.
Hertil kom senere Striden om syret ell. usyret
Brød i Nadveren (se Azymitter) og om de
i Apostl. Gern. 15, 29 forbudte Spiser.
Spændingen blev stærkere og stærkere, og Baandet
brast helt, da Pave Leo IX’s Legater 16. Juli
1054 i Sofia-Kirken bandlyste Patriarken
Michael Kerularios, som straks efter i Forening
med de andre østerlandske Patriarker
bandlyste Paven i Rom.
Den g. K. lukkede sig nu inde med sig selv
i stolt Selvfølelse af at have de ældste
Overleveringer og den uplettede Ortodoksi; den
stiveste Byzantisme prægede den, og medens den
rom. Kirkes Præster og Munke kæmpede og
arbejdede paa Missionsmarken, i Politikken og
i Videnskaben, sad den g. K.’s Mænd og rugede
over deres gl. Skatte og saa med Foragt ned
paa de Barbarer, der i Korstogene kom for at
beskytte dem mod Muhammedanerne. De
Unionsforsøg, som de konstantinopolitanske Kejsere
af politiske Grunde indlod sig paa i Lyon 1274
og i Firenze 1439, blev uden Bet. i kirkelig
Henseende, hvorimod de bragte Italienerne i
Forbindelse med den gl. gr. Litteratur, en
Forbindelse, som indledede Renaissancen og
dermed 16. Aarh.’s Reformation. — Da Tyrkerne
1453 erobrede Konstantinopel, omdannedes
Sofia-Kirken til en Moské, men Sultan Muhammed
II garanterede den g. K. dens fulde
Selvstændighed, hvilken Garanti dog er bleven krænket
utallige Gange. De undertrykte Grækere
klyngede sig til deres Kirke som Værner baade for
deres personlige og folkelige Tilværelse og som
deres eneste Trøster i Nøden, og den g. K.
frelste den gr. Nationalitet under
Tyrkerherredømmet, ligesom den frelste den gr. Dannelse under
Middelalderens Barbari. — Den g. K. afviste de
Unionsforsøg fra luthersk Side, som indlededes
af Melanchton, lige saa vel som de, der
indlededes af Jesuitterne, og da Patriarken i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
