Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grätz, Heinrich - Graetzinlampe, Graetzinlys - Grævling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
først, derpaa til 1870 Bd 3, 5—11 (indtil 1848);
Bd 1—2 kom 1872—75. Nogle af disse Bd har
opnaaet 3 ell. 4 Opl., til Dels efter hans Død.
G.’s Fortjeneste er at have givet en omfattende
jød. Historie. Men med Rette kan det
indvendes imod ham, at hans Sympatier og navnlig
Antipatier ofte fremtræder deri paa en lidet
heldig Maade, ligesom mange Enkeltheder
trænger til stærkere kritisk Prøvelse. Ogsaa
hans Kommentarer (f. Eks. til Højsangen og
Prædikeren) viser paa een Gang megen
Dygtighed og ensidig Subjektivitet.
J. P.
Graetzinlampe, Graetzinlys, en Art
Presgasbelysning, der har temmelig stor
Udbredelse, og ved hvilken der anvendes alm.
Kulgas, se Kulgas, Afsnit L. I., β.
R. T.
Grævling er et fælles Navn for en mindre
Gruppe Rovdyr, henhørende til Maarfamilien
(Mustelidæ), indenfor hvilken de er nærmest
beslægtede med Stankdyrene. Middelstore Dyr
med plump Bygning, tilspidset Hoved, med
smaa Øjne og Øren; Benene er lave og kraftige,
Fodsaalerne overvejende nøgne, da det er
Saalegængere; Forpoterne er Gravepoter;
Halen er kort, Haarlaget tæt med lange, stride
Dækhaar. Tandsættet har det knudrede Parti
veludviklet, og det er i det hele Former, der
staar Bjørnene ret nær. Bedst kendt er vor
alm. G. (Meles taxus) (Fig. 1; se tillige
farvetrykt Tavle »Rovdyr«, II, Fig. 2). Det er et omtr.
3/4 m langt Dyr, Skulderhøjden kun c. 30 cm.
Hovedet er spidst med en lidt tryneagtig,
nøgen Snude; Øjnenes maa; Ørene korte og
afrundede, næsten skjulte mellem Haarene.
Varbørsterne ret svage. Halsen er kort og tyk;
Kroppen meget bred, sværest bagtil; Benene
kraftige, Fødderne med 5 Tæer forbundne med
Hud næsten til Kløerne, der kun kan løftes lidt.
Halen kun c. 18 cm lang. Pelsen, der er meget
tættere og længere paa Ryggen end paa
Bugen, er foroven hvidgraa, idet de lange stride,
hvidlige Dækhaar har et sort Bælte hen mod
Spidsen. Strube, Bryst, Bug og Ben er sorte,
Hovedet næsten hvidt med en bred sort Stribe
paa hver Side hen over Øret og Øjet. Øret sort
med en hvid Plet i Randen. Snuden er sort. —
Under Halen findes hos G. en nøgen,
lommeagtig, et Par cm dyb Grube med stærkt
udviklede Hudkirtler, der udsondrer en fedtagtig,
flydende, i Parringstiden gullig og ildelugtende
Vædske; tidligere fortaltes fejlagtigt, at de om
Vinteren laa med Snuden i denne Sæk og
ernærede sig af det udsondrede Fedt. Paalidelig
iagttaget skal det være, at Ungerne ivrigt suger
paa hinandens Gatkirtler, at Udsondringen
tiltager hos de Voksne henimod Parringstiden,
og at navnlig Hannerne da trykker Vædsken
ud, helst mod Individer af det andet Køn, saa
at disse bliver helt gulplettede.
G. forekommer, naar det nordligste
Skandinavien og enkelte Øer undtages, overalt i
Europa og det vestlige Sibirien. I Danmark er den
næsten overalt alm., paa Bornholm, Møen og
Morsø findes den ikke; den skal heller ikke
høre hjemme paa Lolland og Falster, hvor den
er kunstig indført i nyere Tid; ogsaa paa Fyn
og Langeland skal den være indført i historisk
Tid; at den dog har levet her i forhistorisk Tid,
er godtgjort gennem Knoglefund. — Sin Bolig
har G. i en Hule, helst paa en solbeskinnet
Skrænt nær Skovens Udkant. Der er oftest fl.
Gange og Aabninger, som fører ned til 1 ell. 2
større, med Løv og Mos udforede Beboelsesrum;
den graver hurtig og let. Med Hulen er den
meget omhyggelig og renlig, og sine
Ekskrementer lægger den enten i særlige Gange ell.
uden for Boet. — Om Dagen ligger G. næsten
altid i Hulen sammenrullet med Snuden
mellem Bagbenene, men ved Solnedgang kan man
se den komme frem for at søge Føde. Den
snuser op ad alt som en Hund, men ligner i
Bevægelser, og navnlig naar den æder, mest et
Svin, idet den roder i Jorden efter Regnorme,
der er dens Hovedføde, og andet spiseligt, som
Larver, Insekter cg Rødder. Græshopper,
Olden, nedfalden Frugt, Bær, navnlig Kirsebær,
æder den gerne; næsten alt kan tjene den til
Føde, og Knogler af Muldvarpe, Mus,
Hareunger, Fugle, Frøer, Firben o. l. kan findes i
dens Mave. ja selv Hugorme binder den an
med. Svarende til denne Føde har det
knudrede Parti af Kindtænderne Overvægten. Af de 5/6
Kindtænder er vel kun 1/1 Knudetænder, men
den i Overmunden er meget stor og Rovtanden
i Undermunden næsten helt knudret, medens
Savtænderne er smaa; de forreste 1/1 falder
mest ud med Alderen. — Heller ikke af
Karakter er G. et Rovdyr, den er mere gnaven og
mistroisk end glubsk og dristig; den er sky og
søger at undgaa Faren. Dens Bid er kraftigt;
paa Kraniet ses en høj Issekam til Fæste for
de kraftige Kæbemuskler.
Tiden fra sidst i November til Marts—April
tilbringer G. i Dvale, liggende i Sovestilling i
Hulen; mild Luft kan dog lokke den frem af og
til for at æde lidt. Om Efteraaret er den som
andre »Dvaledyr« meget fed, medens Skindet
om Foraaret ligger ganske løst om den slunkne
Krop; Fedtet samler sig i et tykt Lag under
Huden. I sydligere Lande ligger den ikke i
Dvale. Brunsttiden skal indtræde i Juli—Aug.,
men Æggene ligger indtil December næsten
uudviklede i Børen. Udviklingen tager da Fart,
og i Febr—Marts fødes de 2—3, sjældnere 4—5
blinde og nøgne Unger. Efter andre Angivelser
 |
| Fig. 1. Alm. Grævling (Meles taxus). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
