Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren / 282 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grævling - Grævlingehund - Gröber, Gustav - Grød - Gröden - Grødis

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

skal Drægtigheden dog vare 11 1/2 Maaned ell.
længere. Sommeren over træffer man
Grævlingegrisene i Moderens Bo; her der hun dem
gennem sine 3 Par Patter, hvoraf det ene
sidder paa Brystet.

Kun i Vinlandene forfølges G. for den Skade,
den gør som Drueæder; hos os opvejes den
Fortræd, den gør ved at opgrave Regnorme og,
udsaaet Olden, helt ved dens Nytte som
Oldenborre- og Musedræber. Kødet er ret
velsmagende og Skindet ikke ubrugeligt, men skattede
Varer er dog ingen af Delene. Haarene er for
grove til rigtigt Pelsværk, og det er kun i
Hjemmeindustrien, at Grævlingeskind finder
nogen Anvendelse til Jagttasker, Pensler o. l.
Læderet kan blive meget tykt og sejgt. Tidligere
jagedes G. meget i maanelyse Nætter med
store Hunde og Knipler; der kunde vindes
indtil 4 Liter Tran af den om Efteraaret, ligesom
Grævlingefedt antoges at være godt mod mange
Sygdomme. Nu jages den kun med Bøsse og
Hund for at tilfredsstille Jagtlysten.

Nærstaaende Arter, tildels maaske kun
Varieteter, der for øvrigt har mere blodtørstige
Vaner, findes i Asien fra Japan til Persien, og her
er ogsaa de ældste Levninger af G. fundne i
ældre Pliocenlag.

Den amerikanske G. (Taxidea
americana) regnes til en egen Slægt, da den altid
mangler den forreste Kindtand i Overkæben.
Den er endnu mere plump og lavbenet end vor
G., som den ligner aldeles i Levemaade og
Udseende, dog er Bug og Strube hvid og Halen
kortere. Finder, vidt udbredt i de forenede
Stater og op i Kanada.

Noget fjernere fra vor G. staar de to følgende:

Stinkgrævlingen eller Telagon’en
(Mydaus meliceps) (Fig. 2), den dygtigste
Graver af dem alle. Den er kun 35 cm lang, har
en meget stumpet, kun 2 cm lang, stærkt haaret
Hale, temmelig lange Forben, hvis Tæer er
sammenvoksede lige til de lange skarpe Kløer,
og en lang spids Tryne. Den er mørkebrun med
en hvid Stribe ned ad Ryggen fra Panden til
Halen. I Levemaade ligner den vor G., men
træffes kun paa Bjergene i Malakka, Java og
Sumatra over 2000 m’s Højde. Sit Navn har
den, fordi den fra Kirtlerne under Halen kan
udsprøjte en stinkende Vædske, hvormed den
forsvarer sig paa samme Maade som de amerik.
Stinkdyr.

Honninggrævlingene (Mellivora), af
hvilke een Art hører hjemme i Sydafrika (M.
ratel), een i Indien (M. indica), har lidt længere
Hale og kortere Snude og Ører end de andre
G.; kun 4/4 Kindtænder, hvoraf 1/0 er
Knudetand. Af Bygning og Levemaade er de
imidlertid fuldstændige G. Farven er hos begge Arter
paa hele Oversiden graa, ved en aldeles skarp
Linie skilt fra den sorte Underside; denne
Skillelinie er hos den afrik. Form skarpt hvid,
Ansigtet sort. Denne Form er det navnlig, der
er saa stor en Ven af Honning, at den har
givet Slægten Navn. Særdeles dygtige Gravere,
der ogsaa kan forsvare sig ved deres Stank.
(M. Ml.). R. Hg.

Fig. 2. Stinkgrævling (Mydaus meliceps).

Grævlingehund, d. s. s. Gravhund.

Gröber [’grø.b_ər], Gustav, tysk Romanist,
f. i Leipzig 4. Maj 1844, d. i Strassburg 17. Juli
1911. Studerede klass. og romansk Filologi,
promoveredes 1869, blev Docent i Zürich 1871, ord.
Prof. i Breslau 1874 og forflyttedes 1880 til
Strassburg, hvor han virkede til sin Død. G.
redigerede »Zeitschrift f. romanische
Philologie«, som han havde grundlagt 1877. Desuden
var han Hovedredaktør for en stor
Encyklopædi, »Grundriss der romanischen Philologie«,
der udkom i 3 Bd (1888—97). Han har i det
hele udfoldet en meget betydelig Virksomhed
og udgivet en lang Række filologiske Studier,
særlig vedrørende Vulgærlatin og Oldfransk.
Kr. N.

Grød koges i Alm. af Gryn ell. Mel med
Mælk; dog laves Vandgrød af Gryn og Vand,
og Frugtgrød af Saft ell. af Frugt, der er kogt
helt ud i Vand og derefter gnedet gennem et
Dørslag.

G. er den ældste varme Ret, som kendes i
Norden. I de ældste Tider blev den spist ved
festlige Lejligheder; men snart blev den
Hverdagskost og afsluttede da som Regel Maaltidet.
Allerede i Begyndelsen af Middelalderen
omtales dog, at fornemme Folk brugte G. som
Forret, medens Almuen stadig spiste den ved
Slutn. af Maaltidet. G. var som Regel kogt med
Mælk. I Middelalderen brugtes ofte Risengrød
med Mandler og Rosiner som Festret.
R. H.

Gröden [’grø.d_ən], Grödnerdal, romansk
Gørdeina, ital. Gardena, en 24 km lang Sidedal til
Eisack i Tyrol, i Bezirkshauptmannschaft Bozen,
begrænses mod S. af Langkofel, mod N. af
Geisslerspitze, gennemstrømmes af
Grödnerbach, er bekendt for sine Dolomitklipper. Der
findes c. 4000 mest rætoromanske Indbyggere,
hvis Dialekt dog i den nedre Del af Dalen
fortrænges af Tysk; vigtige Næringsveje er
Kvægavl og Billedskæreri, især Fabrikation af
Legetøj og Helgenbilleder. Hovedbyen St Ulrich
(1236 m o. H.) har c. 1800 Indb.
G. Ht.

Grødis (Søv.) betegner, at Isen befinder sig i
en grødagtig Tilstand, der kan hidføres ved
Sne, Kuling og Strøm, som sammenpakker og
knuser større Isflager, samt ved at Hindringer
opstaar for større Ismassers fri Bevægelser.
H. P. C.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>