Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - grønlandske Oldsager - Grønaldssæl, se Sæler - Grønlangkaal - Grœnlendingaþáttr - Grønlund, Carl Christian Howitz - Grønmalt - grønne Bjerge - Grønne Blad - Grønne Bord - Grønne Fjord - Grønne Forbjerg - grønne Frø - Grønne-Odde - Grønne-Revle - grønne Skifere - Grønsager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
langt udgaaende Vandringer fra Angmagssalik
(Knud Rasmussen 1918). De nordligst trufne
Eskimoer er vistnok dem, som 1823 blev sete
paa 74° Br. af Clavering. De ældre eskimoiske
Fund bevares i Nationalmuseets etnografiske
Samling.
H. A. K.
Grønlandssæl, se Sæler.
Grønlangkaal er tillavet af Grønkaal, der
efter at være kogt er hakket fint og derpaa
stuvet.
R. H.
Grœnlendingaþáttr [’grø.nlændiŋgaþa.t.r] er
en lille Saga, der handler om Leif Eriksson,
Vinlands Opdagelse og Rejserne derhen samt
forsk. dertil knyttede Begivenheder. Den findes
optagen i Olaf Tryggveson’s Saga i Flatø-Bogen;
den er af meget sen Oprindelse og indeholder
forvanskede og afblegede Traditioner og kan
derfor ikke betegnes som historisk paalidelig.
(Litt.: G. Storm i »Aarbøger f. nord. Oldkh.«
[1887]; F. Jónsson, smst. 1915).
F. J.
Grønlund, Carl Christian Howitz,
dansk Botaniker, f. 14. Juli 1825 i Vordingborg,
d. 10. Aug. 1901, blev Student 1843, cand. theol.
1850. Da Joh. Lange’s »Haandbog i den danske
Flora« udkom 1851, gav den G.’s allerede tidlig
vakte Interesse for Botanikken en ny og
væsentlig Spore; han valgte særlig dette Fag til
sit Studium og ansattes 1851 som Lærer i
Naturhistorie ved den lærde Skole i Haderslev;
efter Krigen 1864 oprettede han sammen med
fl. tidligere Kolleger »Haderslev Læreres
Skole« i Kbhvn, ved hvilken han virkede indtil
dens Ophør 1879. 1880 blev G. Bestyrer af det
gæringsfysiologiske Laboratorium paa Ny
Carlsberg.
Opr. ikke egl. botanisk Videnskabsmand var
G. ikke direkte Elev af nogen anden Botaniker,
men Autodidakt; de Kundskaber, som skulde til
for Lærergerningens Udøvelse, erhvervedes
først lidt efter lidt. Det var i Begyndelsen
særlig Mosser og Lavarter, som tiltrak sig G.’s
Opmærksomhed, men efterhaanden inddroges
ogsaa andre Felter af Botanikken under denne,
og der foreligger fra hans Haand Afhandlinger
saavel fra det floristiske som fra det anatomiske
og zymotekniske (særlig mikrobiologiske)
Omraade. Da Lærergerningen har optaget en saa
fremragende Plads af G.’s Livsvirksomhed, er
det heller intet Under, at han paa det
pædagogiske Omraade har indskrevet sit Navn i dansk
Litteratur; fl. Udg. af Vaupell’s »Lærebog i
Botanik til Skolebrug« er besørgede af G., og i
Debatten om Naturhistoriens Stilling i den
lærde Skoles Undervisning tog han livlig Del som
en ivrig Forfægter af de naturhistoriske
Discipliners Ret i den højere Skoleundervisning.
Hans store Øvelse som Lærer gav ham en
fremskudt Plads blandt Videnskabens populære
Fortolkere; mangfoldige er hans for
Menigmand tilpassede, offentlige Foredrag i
»Naturhistorisk Forening«’s Søndagsforelæsninger, og
som Forf. af en stor Mængde populære Afh. i
de Skr, som udgives af »Udvalget for
Folkeoplysningens Fremme«, har han en overmaade
stor Bet. bl. Danmarks Skribenter; en af hans
vigtigste og med størst Kærlighed røgtede
Gerninger laa paa dette Omraade. Paa det
videnskabelige Omraade laa G.’s Hovedarbejder i
hans Bearbejdelser af Islands Flora, baade i
mindre Afh. og i et større Skrift: »Islands
Flora«, til hvilket to Rejser, 1868 og 1876,
skaffede ham det fornødne Selvsyn og Materiale.
De ældre Bidrag til Øens Flora underkastede
han en skarp Kritik, hvorved han kom i en
heftig Polemik med en Islænder, hvis
Anskuelser ikke sejrede. G. erhvervede sig 1879
Videnskabernes Selskabs Pris for Besvarelse af
en Opgave om »Melbyg og Glasbyg«, og hans
senere fortsatte Studier af samme Tema førte
Studiet af dette saa meget frem, at der næppe
senere er tilføjet meget nyt. Som Medlem af
Bestyrelsen for »Botanisk Forening i Kbhvn«
(1865—71) og af »Naturhistorisk Forening«
(1869—90) har G. udfoldet stor Virksomhed.
Han fik 1891 Titel af Prof. og er den ene af
de paa Carlsberg Mur al fresco afbildede Mænd.
V. A. P.
Grønmalt, se Malt.
grønne Bjerge, d. s. s. Green Mountains.
Grønne Blad, d. s. s. Blad, vandrende.
Grønne Bord, Betegnelse for et Spillebord
ved Hasard (Farao, Roulette); endvidere
Eksamensbord.
Grønne Fjord (Grundarfjórdr) ligger
paa Sydsiden af Breidifjórdr, Islands Vestkyst,
i Snæfellsness Syssel. I Fjordens sydøstlige
Hjørne, ud for en lille Handelsplads, findes den
bedste Ankerplads i Breidifjórdr; den er let at
søge uden Lods. I Fjordens Munding ligger den
lille Ø Melrakkay, af Danske kaldt
»Præstens Ø«. Til 3 Sider omgives Fjorden af høje
Fjelde, nemlig mod V. af Stód og Kirkjufell,
som p. Gr. a. deres Form af danske Søfolk
kaldes henh. »Ligkisten« og »Sukkertoppen«, mod
Ø. af trapdannede Fjelde, kronede med svære
Klippeknuder, og mod S. af høje, til Dels
sneklædte Fjelde, neden under hvilke det smalle,
men frodige Kystland strækker sig. G. var i
ældre Tider en vigtig Handelsplads og fik i
Slutn. af 18. Aarh. Købstadrettigheder, men blev
senere stillet fuldstændig i Skygge af
Stykkisholmr.
G. F. H.
Grønne Forbjerg, Kap Verde, Afrikas
vestligste Punkt, ligger mellem Floderne
Senegal og Gambia paa 14° 53′ 5″ n. Br. og 17° 34′
v. L. f. Grw. Navnet »det g. F.« (Cabo verde)
stammer fra Portugiseren Fernandez, der 1443
først saa det, og hvem Forbjergets grønne
Trækroner var paafaldende ved Kontrasten til den
ellers hvide og røde Kyst. Det omsejledes første
Gang 1445 af Luigi Cadamosto.
C. A.
grønne Frø, se Frøer.
Grønne-Odde er Sydvestpynten af den ved
det østlige Indløb til Svendborg Sund liggende
Ø Turø. Fra Pynten skyder et Rev af samme
Navn c. 300 m ud i sydlig Retning.
G. F. H.
Grønne-Revle, en udstrakt Grund, som
skyder ud fra den vestlige Pynt ved Issefjordens
Munding (Korshage). Paa G.-R. findes fl. Puller
med 1 à 2 m Vand. I 2 Sm.’s Afstand fra Land
findes endnu kun 7 m Vand.
G. F. H.
grønne Skifere, en paa det sydl. Bornholm
forekommende, til det ældste Kambrium
hørende, svagt skifret Sandsten. Se Danmark
(Geologi).
J. P. R.
Grønsager, se Køkkenurter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
