Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guddom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En anden Udvikling, som kan spores langt
tilbage, og som Andrew Lang i sit senere
Stadium, The making of the Gods (1898),
Howitt o. a. har fremhævet stærkt og endogsaa
kaldet en primitiv Monoteisme, bevæger sig
uden for Kultus og fører til et mere
umiddelbart Forhold til en Skabergud ell. en
»Frembringer«, fra hvem Verden og Menneskene
nedleder deres Herkomst. Saaledes Australnegrenes
Bäjämi, Zuluernes Unkullunkullu. N.
Söderblom har søgt at forklare disse Guddomme
som Personifikationer af den hellige ell.
mægtige Mænd iboende Trolddomskraft og
Skaberevne (som f. Eks. Melanesierne kalder mand),
og som tænkes fortsat hos afdøde Troldmænd
ell. Præster ell. ved Abstraktion er udviklet til
en selvstændigt bestaaende Magt (»Gudstrons
uppkomst« [1914]).
Guderne er i de ældste Former, som vi
kender, i Reglen knyttede til bestemte Familier,
Steder ell. Virksomheder. Guder for
den enkelte Familie findes overalt, hvor
Samfundet endnu væsentlig er ordnet efter Familier.
Familieguden er ofte Stamfaderens
Aand, det Dyr, Familien har til Mærke
(Totem), Husarnens Ild e. l. Lokal guder er
bpr. de fleste Guder, der anses for hele
Stammens ell. Folkets Guder. Thi de betragtes som
Besiddere af den Egn, det Land, den By, som
dette Folk bebor; Landets Frugtbarhed er
Gudens Gave, han beskytter det mod Ulykker og
Fjender, og alt, hvad der overhovedet times
dette Sted og dets Beboere, har sin Aarsag i
hans Vilje, hvorfor man da ogsaa søger at
stemme ham saa blidt som muligt. Ud over det
Sted, til hvilket han er knyttet, rækker
Lokalgudens Magt dog ikke, men hans Omraade kan
udvide sig efterhaanden, som hans Folk
bebygger ell. opdager ny Landsdele, og ved
Kolonisation ell. derved, at ogsaa andre Stammer gør
denne Gud til deres, kan han forflyttes til
andre Steder og efterhaanden derved faa en
saa udbredt Kultus, at han mister sin Karakter
af Lokalgud.
Ikke alt, hvad der sker inden for en
Lokalguds Omraade, foraarsages dog umiddelbart af
ham. Mange Steder finder vi et stort Antal
Særguder ell. Funktionsguder, der
foraarsager de enkelte Begivenheder i Naturens
og Menneskenes Liv, ja som forestaar
Menneskenes enkelte Virksomheder. Saaledes findes
der Guder for de forsk. Naturfænomener, for
Elementer og Himmellegemer, Aarstider,
Vejrlig, for Træer og Planter, for vilde Dyr og
Husdyr, for alle Landlivets Arbejder: for Pløjning
og Udsæd, for de forskellige Slags Høst, ligesaa
for Kvægavlens enkelte Stadier; og Mennesket
følger disse Guder fra dets Undfangelse til
Døden gennem alle tænkelige Livstrin. Disse
Særguder er ikke blot udsprungne af det
laverestaaende Menneskes Trang til særlig Tilbedelse i
hvert kritisk Øjeblik (en Trang, der endnu lever
videre i Katolikkernes Helgenanraabelse), men
de svarer til den primitive Forestilling om
Naturen som en Rk. tilfældige Begivenheder, hvis
heldige Forløb man kun kan sikre sig ved at
anraabe den G., hvis Vilje man tror at spore i
Begivenheden.
Saaledes er disse ældste G. i høj Grad
knyttede til Naturen; men det maa bemærkes, at
man nok saa ofte finder G. for
Kulturhandlinger som for Naturprocesser, ja, at de G., der
repræsenterer de ordnede Tilstande i
Menneskelivet (Rets- og Edsguder, Byguder, Lavsguder,
Krigsguder, Arbejdsguder o. s. v.), overalt,
hvor Kulturen er i Vækst, synes at have størst
Bet. Sejren over Naturen synes disse Mennesker
endnu priseligere end Naturen selv; dog staar
de endnu stedse i en saa følelig Afhængighed af
Naturen, at det fremdeles bliver dem meget
magtpaaliggende at staa sig godt med
Naturmagterne ɔ: Naturguderne. Hvad man ønsker
af disse, er først og fremmest
Frugtbarhed; de allerfleste større Naturguders og
Lokalguders Bestilling er simpelthen den at
frugtbargøre Landet, ja de er vel overhovedet blevne
Guder derved, at man i de dyrkelige Egne vilde
tænke sig en venligsindet Magt, fra hvem Landets
Frugtbarhed stammede. Selv bl. de græske
Guder, der senere fik saa forskellige og saa ideelle
Karakterer, vil man finde, at de fleste fra først
af slet og ret har været Frugtbargørere af den
Lokalitet, hvor de opr. hører hjemme.
Naturdyrkelsen har først og fremmest haft
praktiske Motiver, og dens æstetiske og
spekulative Sider har sikkert opr. været forsvindende.
Hvorvidt disse Naturguder har været
identiske med det Naturfænomen, de
repræsenterer, er vanskeligt at afgøre. I mange
Tilfælde synes Solen, Maanen, Havet, Vinden
o. s. v. selv at være blevne opfattede som G.
og direkte at være blevne dyrkede, men i
mangfoldige Tilfælde kan vi paavise, at G. tænktes
bestaaende uden for sit Element som dets Herre
ell. Styrer, og vi kan tillige se, at
Tilbøjeligheden til at identificere Guderne med Naturen
er fremherskende i senere spekulative
ell. rationalistiske Forfaldstider, da man i
Virkeligheden ikke længere staar i Troen paa
disse Guder, som f. Eks. det senere ægyptiske
og babyloniske Præstedømme, den stoiske
Filosofi i den hellenistiske Tid. Dermed skal det
dog ikke være benægtet, at man ogsaa
opr. har drevet umiddelbar Naturdyrkelse.
Om de Guder, vi med en vis Sandsynlighed
kan kalde de ældste, vi kender, gælder det
bestemt, at de ikke er Naturfænomener. Det er
de saakaldte chthoniske Guder
(Jordguder). De bor paa Jorden ell. under Jorden,
hvor de har den dobbelte Bestilling dels at
modtage de Døde, som sendes ned til dem, dels at
sende Vegetationen op til Jorden og varetage
dens Vækst. De er altsaa Frugtbarhedsguder, og
skønt de tillige frygtes som Dødsguder, tænkes
de dog p. Gr. a. deres Velsignelse af Jorden og
dens Væsener først og fremmest som venlige
Væsener. Ved Siden af disse underjordiske
Guder har man dog ogsaa tidlig dyrket
himmelske Guder, navnlig Lysguder ell. Guder for
Himmellegemerne; dog kan det ofte paavises,
at en Gud først senere er bleven himmelsk Gud,
medens han fra først af har været chthonisk
Gud (hvad man kan se af de ældre og yngre
Bestanddele i hans Kultus).
Allerede paa de chthoniske Guders Stadium
har nu ideelle Faktorer gjort sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
