Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guddom - Gude, Hans Fredrik og Nils
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gældende i Gudsdyrkelsen. Disse Dødsguder er
tillige ofte Dommere over de Døde, er Hævnere
af Blodskyld, af svegen Pagt o. l. Denne
Religionens etiske Side udvikler sig videre under
Dyrkelsen af Himmellegemerne og de
himmelske Væsener, af hvilke navnlig Solen overalt
har en høj Dommerværdighed. Og alt som det
etiske og overhovedet det aandelige Liv
udvikler sig stærkere, lægges dettes Ideer ind i
Gudeskikkelserne, af hvilke mange aldeles
overvejende bliver Repræsentanter for det ideelle
Livs forsk. Sider og Virksomheder.
Samtidig med denne Ophøjelse ell. Forædling
af G. kan man iagttage en Tilbøjelighed til at
ordne Gudeverdenen, danne et Gudesamfund
ell. et Pantheon i Lighed med
Menneskesamfundene paa Jorden. Denne
Sammenslutning af Guderne har ofte simpelt hen sin
Aarsag i politiske ell. kultiske Forbindelser
(Erobringer, Kolonisation, Forbund o. l.), og i Stedet
for den spredte Mangfoldighed af Lokalguder,
og Særguder finder vi nu et ordnet Udvalg af
de betydeligere G., som efterhaanden optager
de andre, mindre Guder i sig ell. fortrænger
deres Dyrkelse; den mægtigste Families, Bys
ell. Stats Hovedgud vil i Reglen have Udsigt til
at hæve sig over de andre Guder, hvis ikke
andre — ikke-politiske — Grunde gør en G.
særlig populær.
Fra to Sider trues imidlertid den polyteistiske
Religion af Kulturudviklingen. Paa den ene
Side danner der sig efterhaanden et
Naturbegreb, der betragter Naturen som en
lovbunden Enhed og altsaa ikke kan forliges med
det polyteistiske Verdensbillede med dets
spredte og vilkaarlige Naturkræfter; tillige
udvikler der sig paa dette Kulturtrin paa etisk
Omraade en Følelse af, at man i sit moralske
Ansvar er stillet over for een Livsmagt ell. een
moralsk Vilje og ikke over for mange,
usammenhængende Viljers lunefulde Spil. Der
danner sig med andre Ord et virkeligt
Verdensbegreb, der i bedste Tilfælde ogsaa
indeholder Forestillingen om en Menneskehed,
og disse Totalitetsideer (der paa den Tid, hvor
de kommer op, spiller en overordentlig Rolle)
søger deres religiøse Udtryk paa Polyteismens
Bekostning. Dette kan enten ske derved, at
Hovedguden i den monarkisk ordnede Gudestat
hæver sig absolut over alle andre Guder og gør
dem til sine Vasaller, Tjenere ell. til blotte
Funktioner af sin Kraft (som vi især kan se det
i den senere Zeus-Dyrkelse i den antikke
Verden og af den oldpersiske Religion); ell.
Gudeverdenen opløser sig og gaar op i et alm.
Gudsbegreb, der som Verdenssjæl ell. Alaand ikke
blot indbefatter alt guddommeligt, men ogsaa
alt sjæleligt ell. endogsaa alt det tilværende
(hvad vi især oplever i den indiske Religions
og den moderne Romantiks Panteisme). Denne
abstrakte Religiøsitet kan imidlertid vanskelig
bane sig Vej uden for de intelligenteste Kredse,
og der sker derfor hyppig Sammensmeltninger
af panteistisk og teistisk Gudsdyrkelse, hvorved
det højeste Væsen paa een Gang tænkes som et
altgennemtrængende og dog for sig bestaaende
Væsen, ja — for yderligere at skaffe Religionen
Gyldighed blandt Folket — tilføjes det ofte, at
dette Væsen besjæler ell. betjener sig af den
Mangfoldighed af G. ell. Aander, som Folket i
Forvejen tror paa, og som derved faar en
relativ Berettigelse inden for den højere Religion.
Dette blandede Gudsbegreb er det hyppigst
forefundne i det højere udviklede Hedenskab
(et godt Eksempel er den moderne Hinduisme),
men saa urent det end kan være, indeholder
det dog den Guddomstype, som vi (i
Modsætning til den primitive Forestilling om G. som
blot overnaturligt beskyttende Væsen) kan
karakterisere som Kulturmenneskets alm.
Gudsidé; nemlig et fuldkomment,
aandeligt Væsen, hvis Magt omspænder
den hele Tilværelse, hvis Virken
er Tilværelsens Aarsag ell. Grund,
hvis Vilje er Tingenes Lov og
Moralens absolutte Norm. Paa dette
Gudsbegrebs Basis har da de nærmere
Forestillinger om G., som skyldes hedenske
Religionsstiftere ell. Tænkere, udviklet sig, idet man
snart har lagt Hovedvægten paa G.’s Natur
(dens Storhed og Alhed, dens Aandelighed,
Ophøjethed, Absoluthed o. s. v.), snart paa dens
Magt (Skabermagt, Almagt, Frelsermagt),
snart paa dens Værdi ell. moralske
Karakter (Renhed, Retfærdighed,
Fuldkommenhed, Godhed). Og til dette Gudsbegreb har de
to mægtige Bestemmelser knyttet sig, som
Aabenbaringsreligionen har bragt, nemlig Guds
Hellighed og Kærlighed, de to
Grundbestanddele i Kristendommens Begreb om
Guds Personlighed. (Litt.: N.
Söderblom, »Gudstrons uppkomst« [1898],
omtaler de fleste Teorier og deres Litteratur; E. B.
Tylor, Primitive Culture [1870]; W.
Robertson Smith, The religion of the
Semites [1889]; H. Usener, »Götternamen« [1896];
A. Lang, The making of Religion [1898]; A.
H. Howitt, The native tribes of S. E.
Australia [1904]; Durkheim, Les formes
élémentaires de la vie religieuse [1912]; Oversigt
i Edv. Lehmann’s »Hedensk Monoteisme«
[1897], og Litteratur i Sammes, »Die
Anfänge der Religion etc.« i Hinneberg’s »Die
Kultur der Gegenwart«, I, III, S. 1, 2. Udg.
1913).
Edv. L.
Gude, 1)
Hans Fredrik, norsk
Landskabsmaler, f. i Kria
13. Marts 1825,
d. i Berlin 18.
Aug. 1903.
Allerede som
Barn vakte han
Opmærksomhed ved sin
Tegnelyst, og
paa Welhaven’s
Opfordring tog
hans Fader
ham ud af
Skolen og lod ham
blive Elev ved
Tegneskolen i Kria, hvor bl. a. Flintoe var hans
Lærer. 16 Aar gl kom han 1841 til Düsseldorf,
 |
| H. F. Gude. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
