Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guernsey - Guernsey-Kvæg - Guéroult, Adolphe - Guerra Junqueiro, Abilio - Guerrazzi, Francesco Domenico
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligesom de øvrige normanniske Øer af
England.
G. Ht.
Guernsey-Kvæg [’gə.nzi-], se Kvægracer.
Guéroult [ge’ru], Adolphe, fr.
Journalist og Politiker, f. 7. Jan. 1810, d. 21. Juli
1872. Han hørte 1830—32 til St Simonisterne,
blev senere Medarbejder af Journal des Débats
og skrev Breve til dette Blad fra Spanien
(1836—37) og Italien (1837—41). Han sendtes 1842
som Konsul til Mazatlan i Meksiko og 1847 til
Jassy, men hjemkaldtes 1848. Han sluttede sig
dog til Republikken og særlig til den
demokratisk-sociale Retning og skrev i fl. Blade om
industrielle og økonomiske Spørgsmaal. Som
Modstander af Statskuppet Decbr 1851 blev
han holdt fængslet i et Par Uger, men slap fri,
takket være hans gl. Kammerater, Brødrene
Pereire’s Indflydelse, og var indtil 1857 knyttet
til deres Crédit mobilier. Derefter blev han
Hovedredaktør af Presse og grundlagde 1859 et
nyt Dagblad Opinion nationale som Organ for
det kejserlige Demokrati og særlig for Prins
Napoleon. Han tog straks med Varme Ordet
for Italiens Frihed og senere for Polens;
valgtes 1863 i Paris til den lovgivende Forsamling
som Oppositionsmand og optraadte her som
Modstander af den klerikale Retning, Pavens
verdslige Magt og Toget til Meksiko, medens
han forsvarede Italiens og Tysklands Enhed.
Han blev derfor endog i selve Forsamlingen
18. Decbr 1867 beskyldt for at have modtaget
Bestikkelse af Preussen, men fremkaldte en
Undersøgelse og godtgjorde Usandheden af
denne Beskyldning. 1869 vragedes han af sine
tidligere Vælgere for J. Ferry, hvem han
aabent støttede ved Omvalget; sluttede sig 1870
til det frisindede Kejserdømme, men senere til
Republikken.
E. E.
Guerra Junqueiro [’gærə-зüŋ’ka^iru], Abilio,
portug. Digter, f. 15. Septbr 1850 i Freixo do
Espadacinta (Prov. Traz os Montes). Han
udgav allerede som jur. Student i Coimbra en
Digtsamling med Titel Lira dos quatorze
annos (1866) samt nogle mindre, lyrisk-episke
Digtninger, som han kaldte Poemetos. Det
ligger for de portug. Digtertalenter at træde
tidlig frem, og da G. var 24 Aar gl, blev han
berømt i sit Fædreland ved Digtet A morte de
D. João (1874). Hans senere poetiske
Produktion har vist ham som Panteist og radikal,
men fædrelandskærlig; en uforbeholden
satirisk Tendens er stærkt fremtrædende hos ham
og har vakt en Del Forargelse. Af hans senere
Arbejder er at nævne A Musa em ferias (1879),
A Velhice do Padre Eterno (1887), Finis
Patriæ (1891), Os Simples (1892) og Oraçao à
Luz (1902). I de senere Aar har han levet som
Landmand paa sin Gaard i Barca d’Alva.
(E. G.). Chr. H.
Guerrazzi [guæ’r.at.si], Francesco
Domenico, ital. Politiker og Romanforfatter, f. i
Livorno 12. Aug. 1804, d. paa sin Villa La
Cinquantina ved Cecina 23. Septbr 1873. Han
havde en haard og streng Fader, og da der i
hans 14. Aar skete et Brud imellem dem,
forlod han Hjemmet og døjede ondt ude, medens
han søgte at tjene Brødet som typografisk
Sætter, ved Overs. og ved at give Undervisning;
samtidig studerede han Jura ved Pisas Univ.
og relegeredes en Tid derfra for politisk
Optræden. Et Møde med Byron blev af den
største Bet. for hans fremtidige litterære Retning.
20 Aar gl fik han Embedseksamen, blev forsonet
med Faderen og begyndte en
Sagførervirksomhed i Livorno. Førstegrøden af hans
Digterbegavelse var den hist.-patriotiske
Tendensroman La battaglia di Benevento (1827), der
slog ned som et Lyn og straks skaffede sin
Forf. Berømmelse, medens en senere Slægt
vanskelig kan finde Behag i denne ultraromantiske
Prosadigtnings højpatetiske og buldrende Stil
og rædselsfyldte Indhold. Han var fra den Tid
lige saa slet anskrevet hos Regering og Politi
som elsket og beundret af sine
nationalbegejstrede Landsmænd. Mazzini vandrede paa sin
Fod fra Genua for at kende ham, der fik den
ene Landsforvisning og Fængselsstraf paa
Halsen efter den anden, fordi han havde stiftet
et liberalt Blad og begaaet andre lgn.
Forseelser. I Fængslet paa Elba, paa en Tid, da
mangfoldige Ulykker og Sorger brød ind over ham,
skrev han sin berømteste Roman, L’assedio di
Firenze (1834, under Navnet Anselmo
Gualandi), i lgn. voldsom Profetstil som den
første. Der fulgte nu nogle Aar, hvor han saa
udelukkende levede for sin Advokatur og
Skribentvirksomhed, at hans tidligere politiske
Meningsfæller næsten opgav ham, idet de
betragtede ham som en Person, der kun vilde tjene
Penge; han arbejdede imidlertid saa ihærdig
for tre faderløse Broderbørns Skyld, hvis
Forsørger han havde paataget sig at være. I disse
Aar udkom Romanerne Veronica Cybò (1837)
og Isabella Orsini (1844); den sidstnævnte er
oversat paa Dansk (1875). Men 1847, da
Frihedsbevægelsen tog Fart, var han igen aktivt
med. Straks deporteredes han paa ny til Elba,
da han havde skrevet et — ogsaa litterært
interessant — Brev til Mazzini, men kom snart
tilbage, stiftede Bladet L’Inflessibile og spillede
en fremragende Rolle under Revolutionen som
Deputeret, Indenrigsminister, efter Storhertug
Leopold’s Flugt Triumvir med Montanelli og
Mazzoni og til sidst som Diktator, og han viste
baade Retsind, Duelighed og Mod. Da
Østerrigernes Hær nærmede sig Firenze, styrtedes
G. af det konstitutionelle Parti. 3 Aar sad han
arresteret i Volterra, medens
Højforræderiprocessen førtes, der endte med en Dom til
Tugthusstraf i 5 Aar, hvilket forandredes til
Landsforvisning for Livstid. Paa Corsica og i Genua
levede han derpaa en Del Aar som Litterat;
han var ikke Deltager i Begivenhederne 1859,
men fik siden Sæde i Deputeretkamret, hvor
han optraadte som Cavour’s heftige
Modstander; i det hele var den ny Tid ham ikke tilpas.
De sidste Leveaar tilbragte han paa Landet og
døde her pludselig; den gl. Sympati for den
lidenskabelige, idealistiske Fædrelandsven og
engang højt populære Digter viste sig atter ved
hans højtidelige Jordefærd. — G. har skrevet
en Mængde Bøger, mest Romaner. Foruden de
allerede nævnte Skr kan anføres Memorie
(1848), Apologia della vita politica di F. D. G.
(1851), Beatrice Cenci (1854), den underlige,
sprænglærde Satire L’Asino (1857), Pasquale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
