Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guittone d'Arezzo - Guizot, François Pierre Guillaume
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bologna, men sine sidste Aar i Firenze. G. er
en af den før-danteske Periodes mere
navnkundige toskanske Digtere, men dog ikke
noget særlig fremragende Talent. Provençalernes
stærke Indflydelse gør sig bemærket hos ham
som hos hans Samtid; Sproget i hans Poesi,
der mest bestaar af erotiske Digte, er opstyltet
og uklart, og Kunstleri er i det hele
karakteristisk for ham. Kun i nogle politiske Digte
træffer man en naturlig Tone og virkelig Fynd
og Kraft, og ved disse fik han Bet. for
Digtekunstens Udvikling i sit Fædreland. G. er
tillige Forf. til nogle (lidt over en Snes)
interessante Breve paa Italiensk, i en snørklet, halv
poetisk Stil, ikke egl. Nyhedsmeddelelser, men
Smaaafhandlinger med litterær Tendens. De er
udgivne af G. Bottari (Rom 1745). Digtene er
udgivne af L. Valeriani (Firenze 1828).
(E. G.). E. M-r.
Guizot [gi’zo (ogsaa gyi’zo’], François
Pierre Guillaume, fr. Statsmand og
Historiker, f. i Nîmes 4. Oktbr 1787, d. i
Val-Richer 12. Oktbr 1874. Han tilhørte en ivrig
protestantisk
Familie, der
ikke var videre
velstaaende.
1805 kom han
til Paris for at
studere, og ved
sin store
Dygtighed og
Energi lykkedes det
ham hurtig at
komme frem.
Hans Studier
deltes foreløbig
mellem
Historie, Kunst,
Æstetik,
Pædagogik og
Sprogforskning
og som
Resultater af disse forskelligartede
Forskninger udgav han Dictionnaire des synonymes
français (2 Bd, 1809); De l’État des beaux-arts
en France et du Salon de 1810 (1811). Dernæst
udgav han med Noter Gibbon’s store Værk om
Romerrigets Dekadence og Opløsning og
endelig Vies des poètes français du XVII siècle,
ligesom han 1811—15 var Redaktør af Annales
de l’éducation. Han blev nu Prof. ved
Sorbonne, og her blev den moderne Historie snart
hans Omraade.
Han interesserede sig samtidig for Politik,
og efter Restaurationen 1814 knyttedes han til
Regeringen som Sekretær i
Indenrigsministeriet. Han gik her ret vidt i konservativ
Retning og havde en ikke ringe Del i
Udarbejdelsen af Presseloven af 21. Oktbr 1814 og af den
reaktionære Lov om Univ. af 17. Febr 1815. De
100 Dage afbrød hans Virksomhed her; men efter
disses Slutn. blev han atter Sekretær i
Justitsministeriet, hvilket dog kun varede til 1816.
Han sluttede sig nu til det »doktrinære« Parti,
hvis Formaal var en Forening af Kongemagten
med en konstitutionel Forfatning af nogenlunde
konservativ Karakter. Sine Tanker derom
udviklede han ved denne Tid i Du Gouvemement
représentatif et de l’état actuel de la France
(1816). S. A. gav han sine pædagogiske
Interesser Udtryk i Essai sur l’histoire et l’état
actuel de l’instruction publique en France
(1816). Han knyttedes atter i mere
underordnede Stillinger til Regeringen og øvede en ikke
ganske ringe Indflydelse ved Udarbejdelsen af
Lovforslagene, saaledes ved Valgloven 1817,
Værnepligtsloven 1818 og Presseloven 1819. Da
det maadeholdne Ministerium Decazes Febr
1820 blev styrtet, traadte ogsaa G. ud af sin
Stilling. Han vendte nu tilbage til Univ. og
docerede her atter Historie, samtidig med at
han udgav en Rk. politiske Pjecer mod den ny
reaktionære Regering; bl. disse var Histoire
des origines du gouvernement représentatif (2
Bd, 1821—22). Følgen heraf blev, at Villèle
forbød hans Forelæsninger Oktbr 1822. Det vakte
stor Opsigt, og G. vandt i disse Aar en
overordentlig Popularitet. Samtidig udfoldede han
en meget stor Virksomhed. Hans hist. og
politiske Anskuelser, der stod i den nøjeste
Forbindelse, udvikledes i disse Aar helt. Det blev
en stærk Tro paa Intelligensens og Fornuftens
politiske Bet., der blev Kernepunktet heri.
Derfor ønskede han, at de dannede Klasser skulde
raade, og at dette skulde ske efter bestemte
fornuftmæssige Former, som han mente at
kunne finde i deres ene rigtige Skikkelse. Det
blev en overmaade konsekvent politisk
Opfattelse, men unægtelig ret doktrinær og
snæversynet over for alle de Samfundskræfter, der
ikke passede ind i Systemet. Det var
Anskuelser, der deltes af et ikke ringe Parti, de
»Doktrinære«, om end store Dele af det liberale
akademiske Bourgeoisi stod paa et langt mere
frisindet Standpunkt. De samme Betragtninger
anvendte han paa Historien, og hans strengt
systematiske Forelæsninger, der hvilede paa et
stort Arbejde og trods Doktrinarismen viste en
stor Sikkerhed i Opfattelsen af de hist.
Begivenheder, vakte stor Beundring i akademiske
Kredse.
Samtidig begyndte han store Arbejder af
forsk. Art. Bl. disse var de omfattende
Udgiverarbejder: La Collection des mémoires
relatifs à la révolution d’Angleterre (26 Bd,
begyndt 1823) og La Collection des mémoires
relatifs à l’histoire de France jusqu’ au XIII
siècle (31 Bd, begyndt 1823). Desuden skrev
han 1823 Essai sur l’histoire de France og
udgav 1827 under Titlen Histoire de Charles I
de to første Bd af Histoire de la Révolution
d’Angleterre. I det hele optoges han som fl. af
hans Meningsfæller stærkt af Englands Forhold
i 17. Aarh.; han søgte her Forbilleder for fr.
Politik. I de samme Aar deltog han ivrig i
Politikken som Medredaktør af de
»Doktrinæres« Organ Globe; han grundede L’Encyclopédie
progressive og skabte 1828 La Revue française,
der senere omformedes til La Revue des deux
Mondes. 1828 tillodes det ham atter at holde
Forelæsninger, da den moderate Martignac var
kommet til Magten. I de to flg. Aar holdt han
under stigende Begejstring de Forelæsninger,
hvoraf fremgik hans Histoire de la civilisation
en Europe og Histoire de la civilisation en
 |
| F. P. G. Guizot. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
