Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guldfisk - Guldfolie - Guldglød - Guldgrund - Guldgubber - Guldgylden - Guldgøg - Guldhaar - Guld-Harald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mest med ital. G. Det aarlige Verdensforbrug
er meget stort; fra en Anstalt i Oldenburg
bragtes i sin Tid aarlig 300000 Stkr paa
Markedet, og Forbruget i de Forenede Stater
anslaas til omkr. 2 Mill. Stkr. Nu er G. vel udbredt
som Stuefisk til alle civiliserede Egne, og
adskillige Steder lever den udsat ell. forvildet
i frie Vande, saaledes paa Mauritius (Ile de
France), hvor den er en yndet Spisefisk, paa
Madagascar, i Syd- og Nordafrika, i
Sydøstasien, paa Azorerne og i Portugals Floder. Til
os er G. næppe kommet stort før i Beg. af 19.
Aarh.; den levede efter Feddersen’s Fortegnelse
(1879) i Damme ved Strib, Nyborg og Slagelse,
i den gl. botaniske Have og i Haveselskabets
Have, begge i Kbhvn; i Zoologia danica nævnes
det, at den har ynglet ved Snoghøj og Slagelse.
Nu lever den bl. a. i Landbohøjskolens
Havedam.
I fri Tilstand er G.’s Levevis omtr. som
Karudsens. Ligesom denne er den sejglivet og
taaler forbavsende godt Indespærring i smaa
Akvarier. Under særlig gode Forhold skal den
kunne yngle 3—4 Gange aarlig i Akvarier.
I den første Ungdom er den sølvgraa, men
bliver saa mørkere og faar alt efter Klimaet
Guldfarven i sit 1.—3. Leveaar. Under Kinesernes
og Japanernes omhyggelige Pleje har der
udviklet sig de mærkværdigste Former af G.
Rygfinnen kan være delt i en forreste og en
bageste, ell. kan formindskes ell. endog helt
mangle; Gatfinnen, ja selv Halefinnen kan
mangle. Eller Hale- og Gatfinnen kan være
dobbelte, idet hver Finnestraale er spaltet til
Grunden i sine to Halvdele. »Slørhaler« (se
Tavle »Akvariefisk«) er G. med meget stor og
trelappet Halefinne. »Teleskopfisk« har
yderligere Øjnene siddende paa Stilke som
Krebseøjne, idet de er traadt ud af deres Huler. De
japanske Sorter Shukin, Ranchu og Oranda
Shishigashira har pudeformede Udvækster paa
Hovedet. Farven er ogsaa meget variabel; oftest
er den mønjerød med smuk Guldglans, men
ikke sjælden nærmere rosenrød; uregelmæssige,
sorte ell. hvide Pletter kan forekomme,
endogsaa himmelblaa og brune, og næsten
ensfarvede, sølvhvide Individer (»Sølvfisk«) kan
ogsaa træffes. (Litt.: Shinnosuke
Matsubara, Goldfish and their culture in Japan
[Bulletin of the bureau of fisheries, Vol.
XXVIII, 1908. Washington 1908]; Mulertt,
»Der Goldfisch und seine systematische
gewinnbringende Zucht« [Stettin 1892];
Schulte von Brühl, »Der Goldfisch und seine
Pflege« [Wiesbaden 1898]; Bade, »Der
Schleierschwanz und der Teleskopschleierschwanz«
[Magdeburg 1900]). Se endvidere
Karpefisk.
C. V. O.
Guldfolie, se Folie.
Guldglød, rødlig Sølverglød, se Blyoxyd.
Guldgrund, den forgyldte Baggrundsflade
(»gyldne Luft«), hvorpaa den billedlige
Fremstilling tegner sig; enten en ganske ensartet glat
Flade ell. mønstret, tavlet, hvad der øger
Lysvirkningen. G. spiller en betydelig Rolle i
Kunsten fra den byzantinske Stils Tid, særlig i
Kirkemosaikkerne; medens den oldkristelige
Kunst som Baggrund for disse gerne benyttede
en dyb blaa Farve, tog den byzantinske Kunst
med dens Lyst til Pragtudfoldelse Guldet i
Brug; allerede i den Ravenna’ske
Overgangsperiode træffer vi G., saaledes i
Apsishvælvingen i Ravenna’s S. Vitale (1. Halvdel af 6.
Aarh.); anvendt med Smag og Begrænsning
kunde den virke i høj Grad dekorativt, sætte
Figurerne saa at sige i Relief, samle
Beskuerens Blik om disse, forhøje deres Majestæt og
mystisk gribende bevæge Menighedens Sind.
Fra Mosaikkerne bredte G. sig til Miniaturerne,
de udskaarne Alterbilleder og Tavlemaleriet i
dets forsk. tekn. Udviklingstrin (Tempera, Olie)
og blev fast Overlevering i middelalderlig
Kunsts Helgenfremstillinger. Datidens
Malerbøger gav udførlige Forskrifter om dens
Tilberedning, saaledes allerede Malerbogen fra
Bjerget Athos, Theophilus’ Diversarum artium
schedula (omkr. Aar 1100), senere Cennini’s
Trattato della pittura; om dens Paasætning se
Bolusgrund. G. var alm. i den ital.
religiøse Staffelikunst helt ind i 15. Aarh.; imod
Nord havde Guldet under v. Eyck’ernes
fornyende Kunst maattet vige for perspektivisk
fordybede, rigt leddelte Landskabsbaggrunde,
og karakteristisk nok, hvor v. Eyck’erne skulde
gengive Guidet i Smykker, Redskaber etc.,
brugte de ikke længere selve Forgyldningen,
men gengav med rent maleriske Midler Guldets
Glans. Arkaiserende Strømninger i nutidig
Malerkunst har ikke sjælden draget den gamle
G. frem igen, særlig i dekorative Vægbilleder i
Kirker (f. Eks. i Wiens Altlerchenfelder Kirke),
men ogsaa i Staffelibilledet. Om end
Benyttelsen af Guld til Glorier for Helgener o. a. (hvad
man træffer allerede i Ravennas og derpaa i
byzantinsk Kunst) efter Sagens Natur først og
fremmest var foreskreven af kirkelig Symbolik,
virkede den dog ofte dekorativt paa samme
Maade som en alm. G., især hvor
Straaleglorien som en Mandorla omgav hele Figuren
(jfr J. Skovgaard’s »Bebudelsen« i
Helligaandskirken i Kbhvn.).
A. Hk.
Guldgubber kaldes nogle smaa, 1 1/2—2 1/2
cm store, tynde Guldplader, prydede med
Menneskefigurer i drevet Arbejde. De er i størst
Antal fundne paa Bornholm og har snarest tjent
som Smykker til Fastsyning paa Klædedragten.
Rimeligvis hidrører de fra Oldtidens Slutning.
C. Ngd.
Guldgylden, Mønt af fint Guld, Efterligning
af den florentinske Fiorino, prægedes først af
Hansestæderne i 11. Aarh. og derefter alm. i
Tyskland. Af de rhinske Kurfyrsters gik der
opr. 64 (1 G. = 9 Kr 6,3 Ø.), men siden
1409—72 Stkr paa en kølnsk Mark fin. Efter en
fortsat Forringelse bestemtes Raavægten 1559 til
1/72 kølnsk Mark, medens Møntmassen
fastsattes saaledes: Guld 18 1/2, Sølv 3 2/3 og
Kobber 1 5/6 Karat; Værdi = 6 Kr 28 Øre.
Efterhaanden fortrængtes G. mere og mere af
Dukaten.
Th. O.
Guldgøg, se Gøge.
Guldhaar, se Polytrichum.
Guld-Harald, sagnagtig Viking, Søn af Knud
Dana-ast, fik Tilnavn af sine Skatte, og
forlangte Del i Danmark. Hans Farbroder Harald
Blaatand skal have givet ham Anvisning paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
