Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gulerod - Gulerodssvamp - gul Feber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stor- og Smaasvøb er mangebladet ell.
manglende; Blomsterne har dobbelt Bloster, dog
kan Bægeret mangle. Kronbladene er hvide,
deres Spidser er bøjede indad. Den fra Ryggen
sammentrykte Frugts to Halvdele har
kraftigere Biribber end Hovedribber; paa Biribberne
findes lange Børster, der i Spidsen er
hagekrummede, medens Børsterne paa
Hovedribberne kun er meget korte. Næppe mere end c.
20 Arter. Alm. G. (D. carota L.) er en toaarig,
30—60 cm høj Urt med stift behaaret, furet
Stængel og 2- ell. 3-dobb. fjersnitdelte Blade.
Svøbbladene er talrige og fjersnitdelte. Ikke
sjælden findes en purpurrød og tillige paa
anden Vis (afvigende Endeblomst. Ved
Frugtmodningen bøjer Smaaskærmenes Stilke sig ind
mod Midten; da de yderste Stilke er længere
end de inderste, bliver hele Skærmen derved
hul. Alm. G. vokser vildt i Mellem- og
Sydeuropa. I Nordeuropa er den sandsynligvis
forvildet; den vokser almindelig i Danmark paa
Marker, langs Veje o. l. St. og blomstrer i
Juli—Aug.; i Norge findes den i det sydlige, men
er sjælden. I begge Lande dyrkes den meget
alm. som Køkkenurt. Hos den vilde (ell.
forvildede) G. er Pæleroden forholdsvis tynd,
gulhvid og haard, medens den hos den dyrkede G.
er tyk, rødgul og saftig; hos den første
forholder Vedlegemets Radius sig til Barkens som
5: 3, hos den sidste som 1: 7, Barken bestaar
her især af parenkymiatisk Væv. Den rødgule
Farve skyldes et særegent Farvestof
(Carotin). Den kultiverede G. indeholder i Roden
86—88 % Vand, 1,0—1,5 Æggehvidestoffer,
0,2-0,26 % Fedt, 2 % Sukker, 6,4—9 % andre
kvælstoffri Stoffer, 1,2 % Cellulose o. a.
beslægtede Stoffer og 0,8 % Aske. Ved Forsøg er
det fastslaaet, at den vilde Form ved tilbørlig
Dyrkning blot gennem faa Generationer faar
den dyrkede Forms Egenskaber. Dyrkningen og
Anvendelsen af G. har været kendt i over 2000
Aar. Til Danmark er den formodentlig
kommen med Hollænderne under Christian II; den
omtales dog først 1647 (H. R. Bloch, Horticult.
Danica); i Norge nævnes den tidligst 1664. G.
kan dyrkes endog helt op til Nordkap og paa
Island; ogsaa i Grønland (Umanak) har man
kunnet faa brugbare G. Fra 67 1/2° n. Br. har
man i Norge faaet spiredygtigt Frø.
Anvendelsen af G. i Husholdning og til Foder er meget
betydelig.
A. M.
Af G. er der navnlig i den nyere Tid
fremkommet en stor Mængde Kulturformer, blandt
hvilke skal fremhæves Paris- og
Nantes-Karotten med kort afstumpet Rod og egnet til
Sommerforsyning; James og Altringham, der er
henh. halvlang og lang med tilspidset Rod, er
anbefalelige til Vinterbrug. Foruden disse, der
alle er røde, dyrkes i Marken til Hestefoder:
Hvid grønhovedet Kampe og den gule
Champion, begge med lang tilspidset Rod. G. fordrer
en let, dyb muldet Jord og en fuldt solaaben
Vokseplads. De saas i Rækker i Slutn. af April,
Køkkengulerødderne med 15 cm (Altringham
dog helst 25 cm) mellem Rækkerne, de smaa
Former udtyndes til 4—5 cm mellem Planterne,
de større til 6 cm, og Udtyndingen maa altid
foregaa saa tidlig som muligt.
Markgulerødderne saas med 50 cm mellem Rækkerne og
udtyndes til 8 cm. Frøet skal dækkes med 1 cm
Jord, som klappes ell. tromles fast om Frøet.
De Varieteter, der er bestemte til
Sommerforsyning, optages efterhaanden, som de er
tjenlige, og man maa gentage Udsæden i Slutn. af
Maj for disses Vedk. for at have en stadig
Forsyning. De til Vinterbrug bestemte G.
optages sidst i Oktober ell. først i Novbr;, lidt
Nattefrost skader ikke, saa længe de staar i
Jorden, men derimod taaler de ikke Frost
efter at være tagne op, og er der Udsigt til
Nattefrost, maa de derfor enten dækkes ell.
kules straks, efterhaanden som de tages op.
Til Forsyning af Husholdningen først i Maj
med ny G. saas midt i Jan. paa en halvvarm
Bænk i Rækker paa tværs med 10 cm’s
Afstand. Der holdes c. 10—12° i Vinduet og gives
saa megen Luft som muligt. En 4—5 Uger efter
Saaningen kan Udtyndingen finde Sted til 2—3
cm. Naar Vejret bliver mildere, aftages
Vinduerne om Dagen, og naar de trænger dertil,
vandes de med kuldslaaet Vand og med Bruse
paa Dage, hvor Vejret er klart. Til Afløsning
saar man i Marts paa en aaben, halvvarm
Bænk, der dækkes med Lemme, og dette Hold
vil give G., til Høsten begynder paa Friland.
L. H.
Gulerodssvamp, se Phoma.
gul Feber (febris flava), en i visse
Tropeegne epidemisk optrædende Infektionssygdom.
Dens egentlige Hjemstavn er de vestindiske
Øer og Kysterne ved den meksikanske
Havbugt. Fra dette opr. Udgangspunkt har den
bredt sig til andre Egne af Amerika mellem
45° n. Br. og 35° s. Br.; men naar undtages
enkelte Kyststrækninger af Afrika (Sierra
Leone), er den ikke endemisk uden for den
vestlige Halvkugle. Den har haft størst
Udbredelse i Brasilien. Ved Skibsfarten er den
ogsaa ført til Europa og har i Tidernes Løb vist
sig, ofte som større Epidemier, i de fleste
europæiske Havnestæder ved Middelhavet og er
enkelte Gange naaet saa nordlig som til Brest
og England. Hverken disse Steder ell. i New
York, hvor den jævnlig optræder, har g. F. dog
kunnet faa Fodfæste; efter kortere, ell.
længere Tids Forløb, især ved Indtræden af koldt
Vejr, er den atter hørt op. Til sin Trivsel
fordrer den nemlig en Temp. paa 21—22°, og da
den foretrækker lave, sumpede Egne, saaledes
som de findes langs de nævnte Kyster, er den
sjælden trængt langt ind i Landet og har
navnlig ikke kunnet holde sig i højtliggende Egne,
hvor den kun sjælden findes over 800 m’s
Højde. Den har været kendt i et Par Aarh.,
og maaske har det været den Sygdom, hvoraf
adskillige af Columbus’ Folk døde efter
Landgangen paa S. Domingo. Foruden ved Varme
og Fugtighed befordres Sygdommen ogsaa ved
daarlige hygiejniske Forhold. Den er derfor
hyppigere i en Bys fattige og smudsige
Kvarterer end i de mere velhavende og renligere.
De Indfødte i Gulfeberdistrikterne angribes
sjældnere end de Tilrejsende, Europæerne
sjældnere end Negrene. Epidemierne kan være
lettere ell. sværere. Dødeligheden varierende,
ofte 75 % ell. mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
