Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gärtner, Friedrich von - Gärtner, Friedrich - Gärtner, Gustav - Gärtner, Heinrich - Gärtner, Joseph og - Gärtner's Bacil - Gæs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bl. a. restaureret Domkirkerne i Speyer og
Bamberg.
(E. S.). C. A. J.
Gärtner [’gærtnər], Friedrich, tysk
Arkitekturmaler, ovenn.’s Søn, f. 11. Jan. 1824
i München, d. 1905. Han studerede først
Bygningskunst under sin Fader, slog sig derefter
paa Malerkunsten, først som Elev af Münchens
Akademi og af den danske Maler Simonsen
dersteds, senere i Paris, men beholdt Arkitekturen
som Emne for sin Kunst; han har i talrige
Værker fremstillet pittoreske Bygninger fra
Spanien, Marokko o. a. St. i slaaende
Lysvirkning. I Münchens ny Pinakotek ses
»Klostergaard i Maanelys« (1846) og »Det indre af et
maurisk Hus«.
A. Hk.
Gärtner [gærtnər], Gustav, østerrigsk
Hygiejniker, f. 1855 i Pardubitz. G. blev
Privatdocent 1855 og Prof. extraord. i alm. og
eksperimentel Patologi 1900. Prof. ord. ved Wiens
Univ. 1918. G.’s tekniske Snille har beriget
Medicinen med fl. Apparater f. Eks. en
Urincentrifuge, Instrumenter til Maaling af Blodets
Hæmoglobinholdighed og af Blodtrykket, desuden
beskrev han 2-Celle Badet og undersøgte
Hudens elektriske Ledningsevne. Han angav en ny
Fedtmælk, konstruerede Apparater til
forulykkede Bjergmænds Bedning og en Ergostat, et
Apparat til Maaling af Muskulaturens Styrke,
der udførtes i Danmark.
J. S. J.
Gärtner [’gærtnər], Heinrich, tysk
Landskabsmaler, f. 22. Febr 1828 i Neustrelitz, d. 19.
Febr 1909 i Dresden. G., Elev af L. Richter i
Dresden m. fl., lagde sig især efter det
dekorative historiske Landskabsbillede. Foruden en
Del Suiter med stiliserede Landskaber for
Private malede han for Leipzig-Museets
Skulptursal en Cyklus i Voksfarver, der fremstiller de
landskabelige Hovedscener for Plastikkens
Udvikling (hans mest ansete Værk), for den
berlinske Landbohøjskoles Vestibule tre store
Landskabskompositioner (1883—85), for Aulaen
i Elbing’s Gymnasium »Akropolis i Athen« og
»Olympia« (i Beg. af 1890’erne) o. s. v.
A. Hk.
Gärtner [’gærtnər], 1) Joseph, tysk
Botaniker, f. 1732 i Kalw ved Stuttgart, d. 1791 i
Tübingen, blev 1761 Prof. i Anatomi i Tübingen,
overtog 1768 Professoratet i Botanik i
Petrograd, for hvis botaniske Have han samtidig blev
Direktør, men vendte allerede 1770 tilbage til sin
Fødeby, hvor han nedsatte sig som Læge. Han
er særlig bekendt ved sine Studier over
Planternes Frugter; Materialet til hans berømte
Værk De fructibus et seminibus plantarum (2
Bd, 1788—91, med 180 Tavler) er for en stor
Del leveret af Banks og Thunberg og indsamlet
af disse paa deres store Rejser. Dette store
Værk, i hvilket mere end 1000 Planteslægters
Frø og Frugter er beskrevne og afbildede,
danner Grundlaget for de nævnte Organers
Formlære, og den rigtige Forskel mellem de lønbo
Planters »Sporer« og Blomsterplanternes »Frø«
er heri for første Gang givet. Den væsentligste
Mangel ved G.’s i øvrigt saa fortjenstfulde
Arbejde ligger i Mangelen af udviklingshistoriske
Sammenligninger, hvilke var en langt senere
Tid forbeholdte. Lamarck opkaldte en
Loganiacé, Gaertnera, efter ham.
2) Karl Friedrich, tysk Botaniker,
ovenn.’s Søn, f. 1772 i Kalw, d. som Læge smst.
1850, udgav 1805—07 Supplementum carpologiæ,
seu continuatio operis Josephi Gaertner de
fructibus et seminibus plantarum (med
Tavlerne 181—255). Han vandt 1837
Prisbelønningen fra Akademiet i Haarlem for Besvarelsen
af en Opgave om Planternes
Bastardbefrugtning; 1849 udgav han sit vigtige, paa over 9000
egne Bastarderingsforsøg grundede Arbejde
»Versuche und Beobachtungen über die
Bastardzeugung«.
V. A. P.
Gärtner’s Bacil [’gærtnərs-], smlg. Bacillus
enteritidis Gärtner, en til Paratyfusgruppen
hørende Bacil, der hos Mennesker og nogle
Pattedyr kan frembringe tyfuslignende
Symptomer. Smaaepidemier er iagttaget. Sygdommen
er som Regel mildere end ægte Tyfus.
O. T.
Gæs. Blandt Andefuglenes (Anseriformes)
store Gruppe danner G. (Anseridæ) en særlig
Fam., kendetegnet fra Ænderne ved de ret
lange Vinger og en forholdsvis lang og lige
afskaaret Hale; Løbet er ret højt, og Kløerne
ligger aldrig i Svømmehuden. Næbbet er paa
Spidsen forsynet med en bred Negl, og dets
Lameller sidder som kegleformede Tænder lige
op og ned paa Næbranden, ikke paa Siderne
som hos Ænderne. Farven er ens hos de to
Køn. G. lever for en stor Del paa Land, søger
fortrinsvis Føden i Plantedele, dykker i
Almindelighed ikke som Voksne, gaar langt bedre end
Ænderne, og kendes fra disse i Flugten ved
deres store Vinger og langsomme Vingeslag.
Inddelingen af G. er noget forsk., idet nogle
Slægter, som f. Eks. Gravand og Rustand
danner Overgangsformer mellem G. og Ænder, og
snart regnes til den ene, snart til den anden
Fam. Tallet af Arter naar ialt ikke op til 50;
Familien er udbredt over hele Kloden,
væsentligst i de tempererede Egne, dog hører nogle
Arter til de nordligst ynglende af alle Fugle.
G. lever parvis, bygger oftest Reden paa Jorden
ell. i Sumpe. Modsat, hvad der er Forholdet
hos Ænder, opholder Hannen (Gasen) sig under
Rugningen ved Reden og ledsager og beskytter
Ungerne, medens de er smaa. At G.’s Dumhed
er blevet til et Ordsprog, er i hvert Tilfælde
for de vilde Fugles Vedk. ganske uberettiget;
de gør tværtimod Indtryk af at være vel
begavede, oftest overordentlig sky og forsigtige
Fugle. De fleste Arter lader sig ret let tæmme,
medens dog kun tre har vundet videre
Udbredelse som Husdyr.
Til de ægte G. (Anserinæ) regnes Graa-G. og
Raj-G. Den største Slægt er Graa-G. (Anser),
udbredt med en Snes Arter i begge
Halvkuglers nordlige Egne. Farverne er graa og hvide;
Næbbets Negl indtager hele Næbspidsen.
Graa-G. (Vild-G.) (Anser cinereus Mey.
& Wolf), Stamfaderen til den tamme Gaas,
er tillige den største af Slægten. Fra
nærstaaende Arter skelnes den ved sit helt
røde Næb, ved at mangle Pandeblis eller i
hvert Tilfælde kun at have svage Spor deraf;
i øvrigt er dens Farve graaagtig som hos de
tamme G., der gennem Aarhundreders Tæmning
væsentlig kun har ændret Størrelse, ikke Farve.
Arten yngler i Nordeuropa og de nordlige Dele
af Mellemeuropa, bliver overalt stærkt trængt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
