Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goertz, Georg Heinrich von, Friherre von Schlitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Geheimeraad. Han stod i høj Gunst hos
Administratoren Kristian August, som sammen med
Hedvig Sofia udøvede Formynderskabet over
Hertug Karl Frederik. Under Karl XII’s
Ophold i Sachsen
1706—07
repræsenterede
G. de mest
yderliggaaende
gottorpske
Fordringer over
for Danmark;
men da
Kristian August
efter Hedvig
Sofia’s Død
(December 1708)
efter G.’s Raad
gjorde sig til
Eneformynder,
medførte dette
en vis
Tilnærmelse til
Danmark, som blev
endnu mere udpræget efter Katastrofen i
Ukraine. G. var paa denne Tid Hertugens mest
indflydelsesrige Raadgiver, og da det Decbr
1709 lykkedes ham at styrte sin farligste
Medbejler, Wedderkop, blev han eneraadende. Da
den politiske Situation stadig var ugunstig for
Sverige, fortsatte G. sin relativt danskvenlige
Politik, dog stadig holdende Muligheden for en
ny Tilnærmelse til Sverige aaben. Denne
forsigtige Neutralitetspolitik blev imidlertid stillet
paa en haard Prøve, da Stenbock ved
Nytaarstid 1713 rykkede ind i Holsten og forlangte Ret
til at disponere over den gottorpske Fæstning
Tönningen. G. fandt da paa den Udvej, at
Administratoren officielt nægtede, men
hemmeligt gav sit Samtykke hertil; Stillingen blev
dog snart haabløs for Stenbock, og G.’s
Anstrengelser gik nu ud paa at forhindre, at
Danskerne benyttede sig af Lejligheden til at
bemægtige sig hele Holsten-Gottorp, frem for
alt Tönningen. Med Tsar Peter’s indflydelsesrige
Yndling, Fyrst Menschikovs, og August’s
fornemste Raadgiver Flemming’s velvillige Hjælp
lykkedes det ogsaa G. indtil videre at redde
Tönningen, medens Resten af Gottorps
Omraade blev besat af de Danske. Ved sit
geniale Diplomati forstod G. i de flg. 2 Aar at gøre
Spørgsmaalet om Gottorps Restitution til det
Midtpunkt, om hvilket næsten hele den
nordiske Politik kom til at dreje sig. Ved
behændig Anvendelse af Hertug Karl Frederik’s
Arvekrav paa Sveriges Trone formaaede han
Preussen til mod Løfte om senere Afstaaelse af sv.
Omraade at antage sig Gottorps Sag og
endogsaa true Danmark med kraftige
Foranstaltninger. Det saa en Tid ud, som om G.’s Planer
skulde krones med Held; paa de fleste Steder
i Europa var Stemningen gunstig over for
Kristian August, hvis hemmelige Spil med
Stenbock man ikke kendte, og Danmarks
Forbundsfæller, i Særdeleshed August, saa med en vis
Uro, at Danmarks Optræden mod Gottorp
syntes at foranledige andre Magter til at blande sig
i den nordiske Krig. Tsar Peter viste sig dog
snart, i Modsætning til Menschikov, velvillig
stemt over for Danmark, hvorved Preussens
Aktion til Fordel for Gottorp let kunde
uskadeliggøres. For om mulig at vinde Tsaren sendte
da G. Landraad v. Bassewitz, Menschikov’s
Drikkebroder, til Petrograd. Han skulde
fremfor alt overbevise Tsaren om, at Hertugen
iagttog en streng Neutralitet, og vinde hans
Medvirken til Gottorps Restitution, men skulde
ogsaa, hvis Tsaren ønskede det, afslutte en
Traktat vedrørende Tronfølgen i Sverige og en
Ægteskabsforbindelse mellem Hertug Karl
Frederik og en af Tsarens Døtre. Senere
forandrede imidlertid G. sin Mening derhen, at
nogen Aftale om Tronfølgen i Sverige ikke burde
finde Sted, og paalagde fl. Gange Bassewitz, at
han burde optræde med den største
Forsigtighed. Dennes Hverv mislykkedes fuldstændig,
hvortil i høj Grad bidrog, at Danskerne nu ved
Tönningens Erobring var kommet i Besiddelse
af Dokumenter, som tydeligt beviste den
gottorpske Regerings Dobbeltspil med Stenbock.
Men ikke nok hermed. Bassewitz var
uforsigtig nok til at overlevere Tsaren et formeligt,
daarligt affattet, Memorial ang.
Tronfølgespørgsmaalet, hvilket af denne mod givet Løfte ikke
blev holdt hemmeligt, men bl. a. kom til den
sv. Raadsregerings Kundskab. G. var allerede
i Forvejen ilde set af denne, men nu blev
Bruddet fuldstændigt. At en underordnet
gottorpsk Tjenestemand, ganske vist uden G.’s
Ordre, men sikkert i Overensstemmelse med
dennes inderste Ønsker, under Bassewitz’
Hjemrejse fra Rusland gjorde et Forsøg paa at
fratage denne de Papirer, som viste G.’s Andel
i hans russ. Underhandlinger, gjorde Skandalen
endnu værre. Ved Udsigten til, at Rusland
skulde stille sig paa Danmarks Side, opgav
Preussen at kæmpe for Gottorps Sag; G.’s Forsøg
paa at faa Understøttelse fra anden Side og paa
gennem ny Kombinationer at faa Preussen til
at tage Parti for Gottorp og Sverige
mislykkedes, og endelig blev G. endog udvist fra
Berlin. Han saa nu ingen anden Udvej end helt at
søge Støtte hos Sverige. Karl XII, som i Slutn.
af 1714 var kommet tilbage til sv. Omraade,
var visselig ikke tilfreds med G.’s mildest talt
tvetydige Diplomati, men han ansaa Sveriges
og Gottorps Interesser for uadskilleligt
forenede, og ved personligt Besøg i Stralsund
Decbr 1714 lykkedes det G. i høj Grad at
indtage Kongen til Fordel for sig.
Først efter Karl XII’s Genkomst til Sverige
(Decbr 1715) fik dog G. nogen større
Indflydelse. Hans Stilling blev nu fra et statsretligt
Synspunkt højst ejendommelig. Han var ikke
sv. Embedsmand ell. endog sv. Undersaat (kun
Volontær i Kongens Tjeneste), men fik
desuagtet Ledelsen først af Sveriges Finanser,
senere efterhaanden tillige af Rustningerne,
særlig til Søs, og til sidst tillige af
Udenrigspolitikken, blev med eet Ord Karl XII’s
Førsteminister. Hans Finanssystem venter endnu sin
Skildrer, stort set kan man sige, at det gik ud paa
at skaffe de til Krigsførelsen nødvendige
Penge ved at styrke Kronens Kredit, da de aarlige
Indkomster ikke slog til og en større Forhøjelse
af Skatterne ikke var mulig. Da de gl. Udveje
 |
| H. v. Goertz |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
