Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goethe, Johann Wolfgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folkeviser og Folkebøger, bl. a. om Faust, og
Marionetforestillingen paa Frankfurts Gade, som
havde fængslet hans barnlige Fantasi, fik nyt
Liv og friere Former i hans Sjæl.
Foraaret 1772 rejste G. efter sin Faders
Ønske til den gl. tyske Rigsstad Wetzlar for ved
»Reichskammergericht« — en Slags Højesteret
— at lære den finere Retspraksis og øve sig i
al procedere. Her sluttede han sig især til
Digteren Gotter, gennem hvem han blev bekendt
med Sekretær Kestner ved det hannoveranske
Gesandtskab og dennes Forlovede, den 19-aarige
Charlotte Buff, der optændte en heftig
Lidenskab i G.’s næppe helbredede Hjerte og derved
blev Kilden til »Werther«. G. traf hende først
paa et bal champêtre og blev saa indtaget i
hende, at han trods hendes Forhold til Vennen
Kestner ikke gjorde noget Forsøg paa at
løsrive sig fra denne Lidenskab, men tværtimod
tillod den under 3 Maaneders daglige Omgang,
dels med den unge Pige alene, dels med begge
de Forlovede at bemægtige sig hele hans Sjæl,
saa at han blev uduelig til alt alvorligt Arbejde
og til sidst selv saa sin eneste Redning i Flugt.
Dog blev han endnu i nogen Tid, indtil han,
fortvivlet og i Selvmordstanker, rev sig løs, skrev
en forstyrret Epistel til Kestner og rejste til
Frankfurt. Hjemvejen lagde han over
Ehrenbreitstein, hvor han gæstede den litterært
interesserede Familie Laroche, der behandlede
ham næsten som en Søn, og hvis ældste Datter,
Maximiliane, som endnu var halvt Barn, ved
en lille Forlibelse trøstede ham noget for det
lidte Tab, og, selv da hun et Aars Tid efter var
blevet gift med Købmand Brentano i Frankfurt,
vedligeholdt et intimt Venskab til G., som i
Længden pinte ham mere, end det
tilfredsstillede ham, idet det stadig rev op i triste Minder
og atter i nogen Tid lod ham gaa omkr. i
Selvmordstanker. Han fortæller dette og ender
med at spotte sig selv, da det er lykkedes ham
at »afryste disse hypokondre Griller«. Men nu
gjaldt det som sædvanligt for ham at »digte det
af sig«, og han søgte efter »en Begivenhed, en
Fabel«, om hvilken han kunde gruppere sine
Følelser. Da fik han pludselig Efterretning om
den unge Legationssekretær Jerusalem’s
Selvmord tillige med alle Biomstændighederne, der
var saa lige hans egne Forhold, at han straks
havde hele Planen til »Werther« i Hovedet;
han manglede imidlertid endnu Mod til at
begynde, og den blev først skrevet over et Aar
efter.
Efter Hjemkomsten til Frankfurt Septbr 1772
havde G. genoptaget sin jur. Virksomhed, dog
uden at finde Interesse i den. Derimod var han
ofte i Besøg i Darmstadt og Homburg og tog
flittig Del i det selskabelige Liv baade der og
i Frankfurt. I disse Kredse gjorde han
Bekendtskab med Anna Sibylle Münch og kom til
at staa i et halvt spøgefuldt Forlovelsesforhold
til hende. Hende skyldes det, at han skrev sin
»Clavigo«. Samtidig vendte han med Iver
tilbage til sine poetiske Planer og Udkast fra sit
forrige Ophold i Hjemmet, som egl. alle var
undfangne i Strassburg. Til »Frankfurter
Gelehrte Anzeigen« leverede han i nøje
Samarbejde med sine litterære Venner en Del
Kritikker af Kunstværker og Recensioner, i hvilke
man finder meget antydet, som er udviklet i
hans senere Mesterværker. Han udgav ogsaa
Pjecen »Über altdeutsche Baukunst«, hvori han
lovpriser Strassburg-Domkirken og dens
Bygmester Erwin von Steinbach og udtaler den
Mening, at den for Landet ejendommelige,
nationale Kunst er den eneste sande. Her
optraadte G. i et kritisk Skr. i Geled med Sturm-
und Drangperiodens bedste Førere Herder og
Justus Möser; nogle Maaneder forinden havde
han i et større Digterværk vundet Prisen som
Hovedanfører. Han havde under sit forrige
Ophold i Hjemmet 1771 i Løbet af 6 Uger digtet
sit første større Drama, »Gesch. Gottfriedens
von Berlichingen«; dette omarbejdede han nu
i Løbet af kort Tid, til Dels foranlediget ved
Herder’s Kritik, til et næsten helt nyt Skuespil,
»Götz von Berlichingen«; det udkom Juni 1772
med Merck som Forlægger. Dette Stykke tog
hele Tyskland med Storm — undtagen Hs. Maj.
Frederik den Store — og afgjorde for bestandig
G.’s Ret til Digterkronen; selve Klopstock og
de to Brødre Stolberg søgte hans Bekendtskab
og »Göttinger Hainbund« med Bürger og Voss
i Spidsen tiljublede ham Bifald. Dog fulgte en
Række smaa litterære Skærmydsler, i hvilke
G. kom til at staa med Palmer i Hænderne; han
latterliggjorde Sladdersøsteren Leuchsenring i
Farcen »Pater Brey«, Pædagogen Basedow og
til Dels selve Herder i »Satyros«, Rationalisten
Bahrdt i »Prolog zu den neuesten
Offenbarungen Gottes«, og i Anledning af Wieland’s
moderniseret gr. Drama »Alceste« spottede han
denne i »Götter, Helden und Wieland«;
endvidere førte G. i »Der Triumph der
Empfindsamkeit« et dræbende Slag mod det fr.
følsomme Drama med dets idealiserede Figurer,
og Wieland, som ogsaa paa dette Felt følte sig
angrebet, handlede som en klog General, idet
han med et Smil erklærede sig for overvunden.
Endelig drager G. i »Jahrmarktsfest zu
Plundersweilern« til Felts mod Tidens
Taabeligheder i Alm.
I denne stærkt litterært beskæftigede Tid
havde G. vedligeholdt en stadig Brevveksling
med Kestner og Lotte, som satte ham i heftig
Uro og Spænding; men endelig afklaredes hans
Betragtning af det skete saa vidt, at han kunde
tænke paa at udarbejde »Werther«, da han
selv nu ikke mere var Werther (Septbr 1774;
omarb. til Optagelse i Samlede Skr. 1782—83
og 1786). Som G. selv siger, var Virkningen af
denne lille Roman uhyre, næsten som en tændt
Lunte i en Tønde Krudt; thi Tiden var jo netop
dengang fuld af »overdrevne Krav til Jeg’ets
Tilfredsstillelse, af utilfredsstillede Lidenskaber
og indbildte Sjælekvaler«. Sproget i »Werther«
viser et stort Fremskridt fra »Götz«, men blev
dog haardt spottet af den vittige Lichtenberg
i Göttingen. Hele det unge Tyskland tiljublede
Digteren sit Bifald for denne Hjerteskildring;
der udbrød en formelig Werther-Epidemi i
Tanker, Taler og Klæder, ja endog en hel
Selvmordsepidemi, saa at Øvrigheden maatte
skride ind mod Bogen, der blev forbudt baade i
Leipzig og i Kbhvn, hvor det teol. Fakultet
udtalte, at denne Roman »bespottede Religionen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
