Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goethe, Johann Wolfgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
besmykkede Lasten og kunde fordærve gode
Sæder«. I Tyskland var Klopstock paa een Gang
detroniseret, og det syntes næsten, som om hele
den dannede Verden i og uden for Tyskland
laa for G.’s Fødder; dog mødte navnlig Bogens
Afslutning Modsigelse, og det fra en mærkelig
Konstellation af Navne; de to gl. Fjender
Lessing og Goeze stod uventet i samme Falanks
mod G., dog naturligvis af diametralt
modsatte Grunde; ogsaa Lessing’s vidløse
Medarbejder Nicolai vovede sig frem paa Arenaen
med en Parodi, »Freuden des jungen
Werthers«; dog blev han ikke straffet denne Gang;
det blev gemt til en senere større Afregning
(i »Xenien« og »Faust«).
Sommeren 1774 gjorde G. Bekendtskab med
Lavater, der i ham vandt en interesseret
Medarbejder til sine fysiognomistiske Studier,
endvidere med Pædagogen Basedow og Digteren
F. H. Jacobi, senere med to af »Sturm und
Drang«-Periodens Mænd, nemlig Klinger og H.
L. Wagner, og det er mærkeligt, hvor godt
han kom ud af det baade med de fromme
Sværmere og med de realistiske Kraftgenier.
Om Efteraaret kom Klopstock gennem
Frankfurt paa Vejen til Karlsruhe og boede hos G.’s
Forældre. Samværet var udvortes hjerteligt,
men der knyttedes intet nærmere Forhold
mellem de to, der var saa forsk. i Alder,
Udvikling og Position. Henimod Julen kom der atter
notabelt Besøg til Frankfurt og denne Gang et,
der skulde faa afgørende Betydning for G.’s
Fremtid. Det bestod af C. L. Knebel,
forhenværende preuss. Officer, nu Mentor for Prins
Constantin af Sachsen-Weimar, tillige med
Arveprins Carl August, der skulde til Karlsruhe
for at hilse paa sin udvalgte Brud, Prinsesse
Luise af Hessen-Darmstadt. Knebel opsøgte G.,
og denne blev forestillet for Prinsen, hvis
Hjerte han synes at have vundet lige straks:
han blev da ogsaa indbudt til Mainz og rejste
dertil for en kort Tid. Efter Hjemkomsten
forelskede G. sig i Anna Elisabeth Schönemann,
til hvem han hele Vinteren stod i et stærkt
afvekslende Kærlighedsforhold, som bl. har
affødt Digtene til »Lili« og »Belinde« og »Lilis
Park«. Paasken 1775 blev Parret forlovet, men
Forholdet var ikke lykkeligt, dels p. Gr. a. G.’s
Skinsyge og den unge Verdensdames
Koketteri, dels p. Gr. a. Fru G.’s Mangel paa
Sympati for den Udvalgte og hans Søster Cornelia’s
ligefrem fjendtlige Holdning.
I G.’s Sjæleliv og religiøse Opfattelse var der
efterhaanden foregaaet en Udvikling og en
Forvandling; Spinoza’s Filosofi, som han allerede
tidligere havde stiftet Bekendtskab med, men
som uddybedes for ham navnlig ved Omgang
med Fritz Jacobi, præger fra nu af hans
Livsanskuelse, der tog en afgørende Vending hen
imod Panteismen, hvilket tydelig fremgaar af
Digtet »Mahomet« (1773) og det prægtige
Fragment »Prometheus« (1774), som vakte Lessing’s
ufordulgte Bifald. Pendanter hertil er de dram.
Digte »Künstlers Erdewallen« og »Des
Künstlers Vergötterung« (1774), hvortil senere som
Frugt af Italiens-Rejsen »Künstlers Apotheose«
(1788) slutter sig. 1774 opstod ogsaa en
Mængde lyriske Digte; men særlig maa her nævnes
Skuespillet »Clavigo«, som dels byder
Reminiscenser af tilsvarende Karakterer i »Götz«, dels
i en af Personerne, »Marie«, indeholder en
Slags Bekendelse af G.’s Synderegister paa
Forelskelsernes Omraade. I denne Tid skrev han
ogsaa »Erwin und Elmire«, hvori han giver
et ret tydeligt Billede af sit Forlovelsesforhold,
og som indeholder meget, der minder om »Die
Laune des Verliebten«, men med enorme
Forskelligheder i Form og Udtryk. Kort efter skrev
han Syngestykket »Claudine von Villa Bella«
og »Stella« (udkom 1776), som — bortset fra al
Paavirkning af Lessing’s »Sara Sampson« og de
mange Reminiscenser fra »Götz« og »Clavigo«
— dog helt nyt og originalt skildrer hans egen
svævende Sjælstilstand.
I Maj kom de to Grever Stolberg og Grev
Haugwitz til Frankfurt, og G. fandt i deres
Opfordring til at rejse med dem til Schweiz en
velkommen Anledning til at afryste de
trykkende Tanker og friske Sindet ved ny Indtryk. I
Zürich besøgte han Lavater og gjorde
Bekendtskab med Bodmer, Breitinger og Gessner; i
Selskab med Klinger rejste han tilbage og var
hjemme igen i Juli. Den midlertidige Skilsmisse
havde ligesom bedret Forholdet til Lili, og G.
var efter Hjemkomsten glad og stærkt
forelsket; men hendes Koketteri og hans Jalousi
ødelagde alt, og efter 2 Maaneders Forløb blev
Forholdet brudt for Alvor. En Indbydelse til
Hoffet i Weimar var under disse Forhold
ligefrem en Redningsplanke, som G. ivrig greb.
Hans Fader var ikke rigtig glad ved denne
Rejse; han saa med Stolthed Sønnens voksende
Digterberømmelse, og han frygtede for, at
Fyrstehoffet skulde fange ham i sit gyldne Garn
og bortdrage ham fra hans Frihed og hans
Kald. Hertug Carl August, som havde tiltraadt
Regeringen 3. Septbr og var blevet formælet,
kom med sin Gemalinde gennem Frankfurt 12.
Oktbr; ny og afgørende Aftaler blev gjorte, og
7. Novbr 1775 ankom G. til Weimar.
Her kom G. ind i en Kreds af højt begavede
og elskværdige Mennesker, bl. hvilke først og
fremmest maa nævnes Enkehertuginde Anna
Amalia, Digterne Wieland, Knebel og Musäus,
samt Fru Charlotte von Stein, som straks
fængslede ham og vistnok var det Baand, der
lænkede ham fastest til Weimar. Imellem de
to udspandt der sig, trods den betydelige
Aldersforskel, hun var 7 Aar ældre end han og
omgivet af en voksende Børneflok, en
lidenskabelig Tilbøjelighed, som dog senere
afklaredes til et rent Venskabsforhold, der varede
13 Aar og p. Gr. a. Charlotte’s Højsind og store
Begavelse blev den vigtigste Støtte for G.’s
videre harmoniske Udvikling. Den unge Hertug
var endnu en aldeles uafklaret Personlighed og
stærkt inde paa Tidens tøjlesløse Kraftgenialitet,
og G. var i Beg. med til mange gale Streger,
men han tog sig snart sammen og satte sig
for, medens han opdrog sig selv, at benytte
sin Dag for Dag voksende Indflydelse paa den
unge Fyrste til ogsaa at opdrage og vejlede
denne, uden at ville være mere end hans Ven
(Digtet »Ilmenau«). G.’s Nærværelse i Weimar
var Signalet til en opblussende Lyst til
teatralske Forestillinger, som Hoffet hengav sig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
