Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Håkansson, Olof og Anders af - Haakon (norske Konger i Middelalderen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sunde Forstand, sin fine politiske Takt og ved en
Smidighed, der altid forstod at lempe sig efter
dem, han vilde vinde, kunde han for det meste
styre Standen efter sin Villie. Ved Rigsdagen
1738—39 anvendte han sin Indflydelse til
Fordel for Arved Horn, men sluttede sig paa
Rigsdagen 1740—41 til »Hattene«, og det lykkedes
ham at faa sin Stand med sig. Han talte ivrig
for den 1741 besluttede Krig mod Rusland; men
da det daarlig planlagte og udførte
Foretagende fik en ynkelig Ende, undskyldte H. sig paa
Rigsdagen 1742—43 med karakteristisk Snuhed
ved, at han havde tilraadet Aktivitet, da han
troede, at det betød Agtsomhed. Paa samme
Rigsdag virkede han en Tid med virkelig
»Agtsomhed« for den danske Kronprins Valg til
sv. Tronfølger. Snart sluttede han sig dog,
dragende sin Stand med sig, til Adolf Fredrik,
ved hvis Valg Sverige fik Løfte om Fred med
Rusland og Finlands Tilbagegivelse. H. delte
siden i det hele ondt og godt med
Hattepartiet. Ved Rigsdagen 1755—56 mødte han derfor
en heftig Opposition fra en Del Standsfæller,
som var vundne for Hoffets Revolutionsplaner,
og blev haandgribelig fornærmet paa selve
Formandsstolen, og 1765, da »Huerne« kom til
Magten, blev han endog udstemt af Standen.
Hattenes Sejr 1769 skaffede ham atter hans
Mandat og Formandskab, og paa dette Aars
Rigsdag afsluttede han sin i den sv.
Bondestands Historie enestaaende parlamentariske
Bane, hvis Beg. og Slutn. falder nær sammen
med Frihedstidens.
2) Anders af, sv. Embedsmand og
Politiker, foreg.’s Søn, f. i Bleking 1749, d. i
Sthlm 1813, var en af Gustaf III’s Fortrolige
ved det Statskup, som gjorde Kongen næsten
enevældig. Han deltog senere i Organiseringen
af den ny Regeringskonseille samt af den
højeste Domstol og Rigsgældskontoret og var 1790
som Formand for Konseillets Finansekspedition
den egl. Finansminister. Efter Gustaf III’s Død
maatte H. træde tilbage, men Gustaf IV Adolf
kaldte ham atter til Konseillet, og han fik stor
Indflydelse, særlig i Finanssager. Paa Rigsdagen
i Norrköping 1800 forfattede han det Forslag
til Pengevæsenets Ordning, som blev vedtaget.
S. A. blev H. Landshøvding i Bleking, og 1801
adledes han. Paa den grundlovgivende Rigsdag
1809 forelagde H. i Tilslutning til gældende
Forfatningslove et Forslag til en ny
Regeringsform. Det blev dog ikke vedtaget, men
tjente til Rettesnor ved Udarbejdelsen af
den ny Regeringsform, og en Mængde af dets
Bestemmelser og Udtryk genfindes i denne. H.
blev 1809 Friherre og 1812 Præsident i
Kommercekollegiet. Han var en meget dygtig
Embedsmand og Finansmand og en udmærket
Rigsdagstaler. Som Medlem først af
Borgerstanden og senere af Adelen var han et
indflydelsesrigt og ivrigt Redskab for Regeringens
Planer.
(P. Ø.). A. S.
Haakon, 7 norske Konger i Middelalderen.
1) Haakon Adalsteinsfostre med
Tilnavnet »den Gode« var Søn af Kong Harald
Haarfager og Thora Mosterstang. Han var født
i Faderens høje Alderdom, og da der var
Mistanke om, at hans mange ældre Brødre vilde
staa ham efter Livet, blev han sendt over til
England, hvor han opfostredes hos Kong
Ethelstan. Han blev her i adskillige Aar og blev
opdraget i Kristendommen. Da det rygtedes til
England, at Harald Haarfager var afgaaet ved
Døden, og at Erik Blodøkse, som Faderen endnu
i sit levende Live havde indsat til Overkonge,
var alm. hadet for sit haarde Styre, fik H.
Skibe af sin Fosterfader og satte over til Norge,
som han vilde underlægge sig. Han landede i
Thrøndelagen, hvor den mægtige Sigurd
Ladejarl overtalte Thrønderne til at tage ham til
Konge; men selv lovede H. at gengive
Bønderne »Odelen«, den Ret, Harald Haarfager havde
frataget dem. Som Følge af alt dette voksede
hans Parti saa stærkt, at Erik Blodøkse snart
saa sig nødt til at forlade Landet. Naar alt dette
foregik, er ganske usikkert, rimeligvis engang
i 940’erne. H. indlagde sig store Fortjenester
af Landets Lovgivning, idet han udvidede
Omraaderne for de gamle Tingsted,
Gulating (nu for hele Vestlandet) og Frostating (for
det nordenfjeldske); desuden organiserede han
Ledingsvæsenet og Skibredeinddelingen over
hele Vestlandet. Saa snart H. ansaa sig for at
sidde tryg paa Norges Trone, gjorde han
Forsøg paa at indføre Kristendommen i Landet.
Men da han paa Frostatinget krævede, at
Folket skulde lade sig døbe, rejste Aasbjørn af
Medalhus sig og erklærede paa Bøndernes
Vegne, at hvis han ikke gav Slip paa dette sit
Forehavende, saa vilde de vælge sig en anden
Konge. H. maatte da finde sig i, at de Kirker,
han alt havde opført, blev nedrevne, og hans
Forsøg paa at indføre Kristendommen endte
med, at han selv nødtvungen blotede til de
hedenske Guder. I 950’erne forsøgte Erik
Blodøkse’s Sønner med den danske Konges Hjælp
at vinde Norge tilbage. Men deres Angreb
afvistes, idet H. slog dem. Erikssønnerne
fornyede imidlertid en ell. to Gange deres
Angreb paa Norge, men blev sidste Gang slagne,
paa Fitje paa Gaarden Stord. Da H. forfulgte
de Slagne, ramtes han af en Pil, der blev hans
Rane. Han var meget afholdt af Høvdingerne,
hvorom ogsaa hans Tilnavn vidner. Hans Ven
Eyvindr Skaldaspiller (s. d.) digtede til hans
Ære det storslagne Kvæde »Hákonarmál«.
2) Haakon Magnussøn
Thoresfostre, Harald Haardraade’s Sønnesøn,
opfostredes hos den gudbrandsdalske Høvding
Thore paa Steig. Da Kong Olaf Kyrre døde,
kaaredes han, der selv var Kongesøn, til
Konge paa Øreting, medens Fætteren Magnus
Olafssøn hyldedes i Viken. H. Thoressøn var meget
afholdt af Trønderne, som han vandt bl. a. ved
Eftergivelse af Skatter og Paalæg fra Svein
Alfivassøn’s Dage. Herigennem stødte han meget
Fætteren, der i det hele synes at have været
hans Modsætning. Det saa ud til Krig mellem
Frænderne. Men denne forebyggedes dog ved,
at H. 1095 uventet afgik ved Døden paa sin
Færd over Dovrefjeld, 26 Aar gl.
3) Haakon Herdebred (ɔ: Skulderbred),
Kong Sigurd Mund’s 10 Aar gl. Søn, blev 1157,
efter at hans Fader og Eystein Magnussøn var
nedhuggede, taget til Konge af deres
Tilhængere, som ikke vilde bøje sig under Kong Inge’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
