Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haðarlag - Hadassa - Hadbarderne - Hadde-Rev - Hadding - Haddington - Haddon Hall - Haddsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haðarlag [’haðarlag], et oldislandsk
Versemaal, der i Virkeligheden kun er den saakaldte
Málaháttr (s. d.), 5-Stavelseslinien med det
drotkvædede Metrums Rim (Halv- og Helrim).
Det saaledes dannede Versemaal er elegant og
dets Rytmer flydende, men det findes kun
sjælden brugt, da det var temmelig vanskeligt at
benytte. Navnets Oprindelse er usikker.
F. J.
Hadassa, Esters jød. Navn (Est. 2, 7).
Hadbarderne (angelsachsisk Heaðobeardan
ɔ: de krigerske Barder), en Folkestamme, der
iflg. Beovulf-Kvadet og Vidsid stadig laa i
Kampe med Danerne og endelig blev overvundne;
som deres Konger nævnes Frode og Ingeld.
De synes at have været bosatte i Nordtyskland
ved Østersøen og at være identiske med de
senere Barder i en Del af Mecklenburg
(Bardengau) og i Slægt med de tidlig udvandrede
Langobarder, jfr Heruler og Hroar.
(Litt.: S. Bugge, »Helgedigtene i den ældre
Edda« [1896, S. 159—63]; A. Olrik,
»Danmarks Heltedigtning«, I, S. 11 f. S. 21).
(A. O.). H. El.
Hadde-Rev skyder sig S. f. Rønne 1/2 Sm.
ud fra Bornholms Sydvestpynt, Galgeløkke
Odde. Det er et farligt Stenrev med meget
vekslende Dybder, saa at der endnu 500 m fra
Kysten ligger en tør Sten og der udenfor fl.
Puller med lavt Vand. Enden af Revet er
afmærket med et Sømærke.
G. F. H.
Hadding, dansk Sagnkonge, Hovedpersonen
i en eventyrlig Saga, som efter en norsk-islandsk
Sagamand er optagen i Sakse’s 1. Bog.
Fordreven fra Danmark ved Faderen Kong Grams
Død opfostres H. af en Jætte i Sverige og
kommer i Elskov til Jættens kæmpestore Datter
Hardgreip, der følger ham ud i Verden, men
sønderrives af de andre Jætter. H. tumler sig
i Krigerlivet, hjulpen af den ham ukendte
Odin, der som fremmed Olding fører ham paa
sin Hest over Land og Hav og giver ham
Klogskabsraad; snart sejrende, snart underlegen,
hævnende sin Faders Død og øvende Stordaad paa
Vikingetog, til sidst, da han har dræbt et
overnaturligt Væsen i Dyreham, forbandet af en
Jættekvinde og kastet skibbruden i Land —
vender han sig endelig til Aserne og dyrker
dem. Han fælder en kæmpeagtig Jætte i Norge
og befrier derved Kongedatteren Ragnhild, som
han ægter. Da han sidder om Vinteren med
sin Brud i Hallen, oplever han sit Livs
sælsomste Hændelse: en Kvinde med Blomster i
Barmen viser sig for ham og lover at føre ham
til det Land, hvor det grønnes selv paa denne
Tid, og hun fører ham da paa en underjordisk
Vandring over Sletten med herlig klædte
Skikkelser til en Elv, der hvirvler Vaaben med sig,
og hinsides den forbi kæmpende Krigerskarer
til en uoverstigelig Mur; her river Kvinden
Hovedet af en Hane og kaster det over Muren;
straks indenfor faar det Liv og høres at gale
til Tegn paa, at Livet her fødes paa ny ud af
Døden. H. vender tilbage og fortæller sine
Oplevelser. Senere finder han sin Død: paa det
falske Rygte om sin svenske Fostbroder, Kong
Hunding’s Død tager han sig af Dage ved
Hængning, og da Hunding hører dette, gør han
et stort Gravøl for H. og drukner sig i
Mjødkarret.
H. har ingen gl Plads paa den danske Trone;
de bedst ordnede Kongerækker, de danske og
de islandske, kender ham slet ikke der. Sagaen
om ham er sen, fra den sidste Del af
Vikingetiden, og dannet ved Laan fra forskellige
Heltedigtninger, især Skjoldunge- og
Volsung-Sagnene. Et hist. Grundlag findes kun for hans
Krigspuds paa Vikingetog, der svarer til selve
Vikingetidens Fortællinger om Hasting’s
Erobring af Byer. Selve Navnet H. tilhører derimod
en gl, meget uklar Sagnskikkelse (se Helge
Haddingskade), der vistnok ogsaa har
staaet i Forbindelse med Dødsriget. Den
foreliggende Fortælling om H.’s Dødsvandring er
dog ikke nogen rent nord. Sagndannelse; i sin
hele Ordning er den indrettet efter de kristne
Visionsdigtninger og paavirket af keltiske
(irske) Digtninger om Kvinden, der fører Helten
til Udødelighedslandet; men Digteren har vidst
at indflette ægte nordiske Træk i denne Ramme
paa en egen overbevisende Maade. Den hele
Saga er et Digterværk, forfattet i en Tid, da
den vesterlandske kristelige Kultur og
Vikingelivet øvede deres fulde Indflydelse, men er
digtet med det Formaal at levere et Indlæg for
den gamle Gudetro. (Litt.: A. Olrik, »Sakse’s
Oldhistorie« II [1894]; J. Steenstrup,
»Normannerne« I [1876]; H. Schück, »Studier i
nordisk Litt. och Religionshistoria« II [1904],
S. 166 f. I Grundtvig’s Digtning, særlig hans
»Nytaarsmorgen« [1824], findes talrige
Hentydninger til H.-Sagnets mytiske Forestillinger).
(A. O.). H. El.
Haddington [’hädiŋtən], East Lothian,
Shire i det sydøstlige Skotland, begrænses af
Firth of Forth, Nordsøen samt Sh. Berwick
og Mid-Lothian. 692 km2 med (1911) 43253 Indb.
Med Undtagelse af den sydlige Del, der
indtages af Lammermuirs øde Højland med
dets Heder og Moser, bestaar Shiret af et
frugtbart Bakkeland, der skraaner ud mod
Havet. Den eneste større Flod er Tyne.
Landbruget regnes for at staa højere end i noget
andet skotsk Grevskab; Anvendelsen af
Landbrugsmaskiner og moderne Agerbrugsmetoder
begyndte her meget tidligt. Fra Dunbar og
North Berwick drives Fiskeri.
Bjergværksdriften producerer Kul og ildfast Ler, men
Industrien er ringe. Hovedstaden H., 28 km Ø. f.
Edinburgh ved Tyne og en Gren af den
nordbritiske Jernbane, har betydelig Kornhandel.
(1911) 4140 Indb. St Mary er en smuk gl Kirke
(13. Aarh.) af rød Sandsten. I Forstaden
Nungate fødtes John Knox.
G. Ht.
Haddon Hall [’hädən-’hå.£], berømt, smukt
Slot i England, fra 15. og 16. Aarh., ligger ved
Wye i Derbyshire, tilhører Hertugen af Rutland.
Haddsch [hadз] (arab.), den religiøse
Pilegrimsfart til Mekka samt Iagttagelsen af de
dermed forbundne Ceremonier. Disse, af hvilke
den væsentligste bestaar i at vandre et bestemt
Antal Gange rundt om Kaaba og kysse den i
Muren indsatte sorte Sten, stammer for en Del
allerede fra det arab. Hedenskabs Tid;
Muhammed tog dem op i sin ny Religions Ritual.
Pilegrimsrejsen til Mekka er paabudt enhver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
