Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hadrian (Paver) - Hadriani moles - Hadrianopolis - Hadrian's Villa - Hadrian's Vold - Hadrianus, Publius Ælius - Hadrom - Hadrumetum ell. Adrumetum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
pavelige Legat Roland mindede nemlig
Frederik Barbarossa om, at han havde modtaget
Kejserkronens beneficium af Paven. Kejseren tog
Ordet beneficium i Bet. af »Len«, medens
Paven senere vilde have det forstaaet i Bet. af
»Velgerning«. (Litt.: J. D. Mackie, Pape
Adrian IV [Oxford 1907]).
5) H. V, hed Ottobuono de’ Fieschi og var
fra Genua, valgtes til Pave 13. Juli 1276 og
døde Aug. s. A.
6) H. VI (1522—23), en Haandværkersøn fra
Utrecht, hvor han fødtes 1459. Han blev
opdraget hos »Brødrene af Fælleslivet«, studerede
Teologi og Kirkeret i Löwen, hvor han blev
Dr. theol., og Prof. 1507 blev han Opdrager for
den senere Kejser Karl V, 1515 blev han Biskop
i Tortosa og Storinkvisitor, 1517 Kardinal og
1520, medens Karl V var i Tyskland, Regent i
Spanien, hvor han fik Bugt med en Opstand.
9. Jan. 1522 blev han valgt til Pave, fordi
Kardinalerne ikke kunde blive enige om en anden.
H. var en strengt sædelig Natur og en lærd
Mand, men uden Gnist af Genialitet. Han vilde
en sædelig Reformation paa Romerkirkens
Grund, virkeliggøre Middelalderens asketiske
Ideal i Renaissancens Tidsalder, men det var
umuligt. Da han vilde reformere sine nærmeste
Omgivelser ved Hoffet, stødte han, Udlændingen,
»den sidste tyske Pave«, paa en ubrydelig
Modstand, og da han døde 14. Septbr 1523, lod det
romerske Folk sætte som Indskrift over hans
Læges Dør: »Fædrelandets Befrier«. (Litt.:
Höfler, »Papst Adrian VI« [Wien 1880]).
L. M.
Hadriani moles, se Engelsborg.
Hadrianopolis, d. s. s. Adrianopel.
Hadrian’s Villa, se Tibur.
Hadrian’s Vold, en Grænsebefæstning, som
Kejser Hadrianus lod anlægge i Britannien til
Forsvar mod Picternes Indfald fra Skotland.
Den strakte sig fra Egnen om Newcastle tværs
over Øen til Solway-Bugten. I Længden var
den dog ikke i Stand til at holde Barbarerne
ude.
H. H. R.
Hadrianus, Publius Ælius, rom. Kejser
(117—138 e. Kr.), f. 24. Jan. 76, d. 10. Juli 138,
tilhørte en anset Slægt, som var bosat i Byen
Italica i Spanien, hvor han blev født (nogle
Kilder angiver dog Rom som hans Fødested).
Efter at have beklædt Statens højeste Embeder
og deltaget i adskillige Krigstog under Kejser
Trajan, hos hvem han stod i høj Gunst, blev
han 117 Statholder i Syrien, hvor han s. A.
fik Efterretning om, at Trajan havde adopteret
ham, og to Dage efter kom der Melding om, at
Trajan var død. H. blev da udraabt til Kejser,
endskønt man ikke uden Grund mente, at
Adoptionen var opdigtet. Som Kejser udviste
H. en overordentlig Iver for Rigets Opkomst.
I Modsætning til de fleste tidligere Kejsere
ansaa han det for urigtigt at udvide Rigets
Grænser yderligere og opgav endog de nys erobrede
Lande hinsides Eufrat, Assyrien, Mesopotamien
og Armenien. Han lagde derimod Vægten paa
Rigets indre Udvikling, forbedrede
Finansvæsenet, Hærvæsenet og andre Dele af Statens
Organisation. De Retsregler, som hidtil
Prætorerne havde fastslaaet gennem deres aarlige
Edikter, lod han samle een Gang for alle i et
edictum perpetuum. I de højere,
indflydelsesrige Hofembeder, som tidligere mest havde
været beklædte af Frigivne, indsatte han Folk
af Ridderstand,
hvilken Stand
han for øvrigt
stærkt
begunstigede. De af
Trajan
oprettede
Alimentationsstiftelser
udvidede han
betydeligt. Med
Statholderne i
Provinserne
holdt han en
skarp Kontrol.
Sin Interesse
for Provinserne
lagde han
ogsaa for Dagen
ved sine
omfattende
Rejser, af hvilke den første varede fra omtrent
120—126, og den anden fra 128—133 ell. 34.
Han besøgte paa disse alle Rigets Provinser og
gjorde paa enkelte Steder længere Ophold.
Overalt sørgede han for at forbedre
Forholdene, anlagde Veje og byggede Templer, Teatre
og Vandledninger, hvor det fandtes fornødent.
Særlig Forkærlighed nærede han for Athen,
hvor han lod bygge en hel ny Bydel, fuldendte
det store Tempel for den olympiske Zeus o. s.
v. Paa Jerusalems Ruiner anlagde han en ny
Stad, Ælia Capitolina, men gav herved
Anledning til en farlig jødisk Opstand under
Anførsel af Bar-Kochba. Ogsaa Rom kan takke H.
for fl. Pragtbygninger, saaledes Tempelet for
Venus og Roma og H.’s eget Mausoleum, det
nuv. Engelsborg. I Nærheden af Tibur byggede
han sig et pragtfuldt Slot, Hadrian’s Villa (se
Tibur).
H. skildres som en høj og statelig Person,
en ivrig Jæger, jævn i sin Optræden, men
ogsaa som forfængelig, mistænksom og undertiden
grusom. Han besad store Aandsevner, omgikkes
gerne gr. Sofister og skrev selv Digte og
litterære Afh. Fra en sværmerisk Side viser han
sig ved den Dyrkelse, som han lod sin Yndling
Antinoos blive til Del, efter at han var
omkommen i Ægypten. H. døde i Bajæ. (Litt.: F.
Gregorovius, »Der Kaiser Hadrian« [3.
Opl., Stuttgart 1884]; J. Dürr, »Die Reisen des
Kaisers Hadrian« [Wien 1881]; A. Ræder,
»Kejser Hadrian« [Kria 1897]).
H. H. R.
 |
| P. Æ. Hadrianus. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
