Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halerem - Hales Alexander fra - Hales, Stephan - Halesa - Halesia - Halesowen - Halesworth - Haletudser - ha-Levi - Halévy, Jacques Fromental Élie - Halévy, Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
søges i Ønsket om Simplifikation og i
Erkendelsen af, at den næsten uundgaaelig gnaver
Halens Underside, naar den skal spændes
stramt nok til at kunne hindre Sadelen i at
glide frem.
(C. G. B.). O. P.
Hales, Alexander fra, se
Alexander fra Hales.
Hales [hei£z], Stephan, eng. Naturforsker,
særlig berømt som Plantefysiolog (1677—1761),
udgaaet fra Christ College i Cambridge. Var
opr. Teolog og virkede som Præst i forskellige
Grevskaber. Medlem af Royal Society. Af hans
Hovedværk Statical Essays, I, Vegetable
statics, 1727, II, Hæmostatics (om Blodet), 1733,
har navnlig første Del, der giver en samlet
Fremstilling af H.’s Eksperimenter over
Planternes Saftstigning, Vækst og Ernæring, haft
stor Indflydelse paa Udviklingen af
Plantefysiologien, i hvilken Videnskab H. kan siges at have
indført eksakte Metoder (Vejning og Maaling).
I Westminster-Abbediet findes et Epitafium over
H., som dog ikke er begravet her.
W. J.
Halesa (gr. Alaisa), By, der i Oldtiden
laa paa Nordkysten af Sicilien, anlagt 403 f.
Kr. af Tyrannen Archonides fra Herbita; den
fik Navn efter Floden Halesus. I den rom.
Tid var H. en ret anselig By. Ruiner af den
findes i Nærheden af Castel di Tusa.
C. B.
Halesia L., Slægt af Styracaceæ, Træer ell.
Buske med spredte Blade og klokkeformede
Blomster. 7 Arter, af hvilke et Par er haardføre
Frilandsbuske i Danmark. H. tetraptera L.
(Sneklokketræ) (Virginia) er en 5—8 m
høj Busk med smukke, hvide, hængende
Blomster. H. diptera L. (Carolina) ligner
foregaaende, men er noget mindre. H. formeres i
Reglen ved Aflæggere. Frøudsæd maa foretages om
Efteraaret, og det varer 1—2 Aar, før Frøet
spirer. De taaler godt at skæres tilbage, hvad der
er nødvendigt, naar de bliver nøgne forneden.
L. H.
Halesowen [’hei£zouin, -ouən], By i England,
Worcestershire, ligger 11 km VSV. f.
Birmingham ved Dudley-Kanalen. (1911) 25760 Indb. H.
har Jernindustri
G. Ht.
Halesworth [’hei£zwəþ], By i England,
Suffolkshire, ligger 40 km NØ. f. Ipswich ved
Blythe. (1911) 2258 Indb. H. har en smuk gotisk
Kirke fra 15. Aarh., og i Nærheden ligger det
prægtige Herresæde Heveningham Hall.
G. Ht.
Haletudser, populær Betegnelse for
Springpaddernes Larver.
ha-Levi (Ha-Levi) ell. Hallevi,
Jehuda, se Judaha-Levi.
Halévy [ale’vi], Jacques Fromental
Élie, fr. Komponist, f. 27. Maj 1799 i Paris,
d. 17. Marts 1862 i Nizza. H. tilhørte en jødisk
Familie, hvis Navn egl. var Levy. Allerede
som Barn kom han ind i Konservatoriet i Paris,
hvor navnlig Berton og Cherubini var hans
Lærere; 1819 vandt han prix de Rome og opholdt
sig de foreskrevne tre Aar i Italien. Her
komponerede han bl. a. til hebraisk Tekst et De
profundis til Hertug de Berry’s Ligfærd. H.’s
Interesse var imidlertid særlig rettet paa
Teatret, og efter sin Hjemkomst søgte han med
tre forsk. Operaer at vinde Indgang paa Paris’
Scener. Det lykkedes ham dog først 1827 med
en fjerde Opera L’artisan, der kom frem paa
Théâtre Feydeau og efterfulgtes af Le roi et le
batelier (et Lejlighedsarbejde til Ære for Karl
X). Større Held havde H. 1829 med Clari og
særlig med La dilettante d’Avignon, en
Opéra-comique, der raillerer over den ital. Opera,
senere ogsaa med Balletten Manon Lescaut (1830)
og Opera-Balletten La tentation (1832) samt
med den af Hérold paabegyndte Ludovic (1834).
Men sit Ry vandt H. dog først med Operaen
La juive (»Jødinden«), der opførtes første Gang
23. Febr 1835 paa den store Opera. I dette sit
Hovedværk, der snart spilledes rundt om paa
europæiske Scener, har H. udfoldet sine bedste
Egenskaber: en stor dramatisk Evne, et alvorligt
mørktfarvet musikalsk Udtryk parret med Sans
for teatralsk Pragt og Farve, en klar og
fornem, men lidt tør Stil og en ikke alm. Evne til
Karakterskildring; typisk i denne Henseende er
den gamle Jøde Eleazar. La juive, navnlig
Operaens anden Akt, regnes til den ældre fr.
Musiks betydeligste Frembringelser. Som en
fuldstændig Modsætning til denne stort anlagte
Opera lod H. nu følge den lille, muntre, vittige
og fint udarbejdede Opéra-comique L’éclair
(»Lynet«), hvor han havde renonceret paa al
udvortes Efiekt (Operaen udføres af 2 Sopraner
og 2 Tenorer og har end intet Kor), men
desuagtet opnaaede stor Virkning. Med disse to
Arbejder var H.’s fremragende Stilling bl. de
daværende fr. Musikere fastslaaet, og han, der
alt i fl. Aar havde virket som
Konservatorielærer (fra 1833 i Kontrapunkt og Fuga), blev
Medlem af Akademiet. H. komponerede nu
rastløst en Rk. Operaer til Dels for
Opéra-comique, men navnlig for den store Opera; han
opnaaede dog ikke mere at slaa an som med
de to førnævnte Værker. Meyerbeer’s voksende
Yndest tog ganske Luven fra H., selv naar
denne som i Guido et Ginevra (1838) ell. La
reine de Chypre (1841) lod sig friste til at
efterligne Meyerbeer’s Facon. H.’s kunstneriske
Personlighed var heller ikke betydelig nok til
at bære en saa omfattende Produktion, og hans
senere Operaer, af hvilke endnu skal nævnes:
Les treize (1839), Charles IV (1843), Le
lazzarone (1844), Le val d’Andorre (1848), La
tempesta (1850), Le juif errant (1852) fremkaldte en
skarp, til Dels dog uretfærdig Kritik og bidrog
til, at Publikum noget oversaa H.’s Fortjenester
og næppe værdsatte ham tilbørlig. — Som
livfuld og aandrig Lærer havde H. megen
Indflydelse (hans Leçons de lecture musicale
indførtes ved Pariser-Skolernes Sangundervisning);
bl. hans Elever tælles saa fremragende Mænd
som: Gounod, Massé, Bazin og Bizet, hvilken
sidste ægtede H.’s Datter og fuldførte hans
efterladte Opera: Vanina d’Ornano. — H. har
udgivet de Mindetaler (éloges), han som
Akademiets Sekretær holdt over afdøde
Medlemmer, i Souvenirs et portraits (1861) og Derniers
souvenirs et portraits (1863). (Litt.: Biografier
af Léon Halévy, E. Monnais og A.
Pougin).
W. B.
Halévy [ale’vi], Joseph, fr. Orientalist,
f. 1827 i Adrianopel, d. i Paris 1917, studerede
østerlandske Sprog bl. a. i Paris, var derpaa i
en Aarrække Lærer ved jødiske Skoler i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
