Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren / 696 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halle- og Hunneberg - Haller, Albrecht von - Haller, Berthold - Haller, Carl Ludwig v.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dalsænkning, 1/2 km bred. Halleberg er
triangelformet med Sider paa 6 1/2, 5 1/2 og 4 km og
naar en Højde af 148 m o. H.; Hunneberg er
firkantet med Sider paa 7 km og naar 142 m
o. H. H. o. H. hæver sig brat og med temmelig
utilgængelige Sider op fra Sletten og faar for
en stor Del derved deres ejendommelige,
imponerende Udseende. Deres Overflade er
ganske jævn med Naaleskove, Moser og Søer. I
Dalsænkningen mellem H. o. H. gaar Jernvejen
mellem Venersborg og Herrljunga.
G. Ht.

Haller, Albrecht von, schweizisk Læge,
Digter og Politiker, f. 16. Oktbr 1708 i Bern,
d. smst. 12. Decbr 1777. H. kom 15 Aar gl til
Tübingens Univ. for at studere Medicin, men
han drog
halvandet Aar
senere videre til
Leiden, da
Undervisningen
navnlig i
Anatomi lod
meget tilbage at
ønske. Han
opholdt sig 2 Aar
der som Elev
af Albinus og
Boerhaave, tog
Doktorgraden
der. men drog
videre til
London og derfra
til Paris for
at studere
Anatomi under
henh. Douglas og Winslöw. Fra det sidste Sted
maatte han rejse i stor Skyndsomhed, p. Gr. a.
et Ligrøveri, som han var indblandet i. Basel
blev hans næste Opholdssted, her studerede
han Matematik under Bernoulli, og dyrkede
Botanik. 1729 nedsatte han sig i Bern, søgte
forsk. Embeder, men fik dem ikke og opnaaede
kun en Stilling som Bibliotekar og en Tilladelse
til at oprette en anatomisk Læreanstalt. 1736
kaldtes han til Prof. i Anatomi, Kirurgi og
Botanik ved det nyoprettede Univ. i Göttingen.
Han grundlagde her en botanisk Have, et
anatomisk Institut og et Videnskabernes Selskab
samt stiftede »Göttinger gelehrt. Anzeiger«.
Opholdet i G. bragte ham stor Hæder, det
medicinske Fakultet blev under hans Ledelse
Europas berømteste, men ingen Lykke. Han savnede
sit Land og havde mistet sine to første
Hustruer, og 1753 vendte han tilbage til Bern, for
at deltage i Politikken; han naaede dog ikke
frem her og overtog saa Stillingen som Leder
af Salinerne i Bex og la Roche og vendte 1764
tilbage til Bern, hvor han døde, efter at der
gentagende var tilbudt ham Lærestole i
Göttingen, Berlin og Halle.

Den store Bet., som H. fik i Medicinen,
hvilede paa, at han brød med den tidligere
Naturfilosofi og traadte i Boerhaave’s og Albinus’ Spor
ved at sætte den kliniske Observation i
Højsædet. Bl. hans Arbejder er Icones anatomicæ,
et Supplement (omfattende Karrene, Urin- og
Kønsorganer) til de af Albinus og Winslöw
givne Fremstillinger af Osted- og Myologien.
Med Primae lincae physiologiae (1747) og
Elementa physiologiæ (1757) indlededes en ny
Periode i Fysiologien, idet han grundlagde Læren
om Irritabilitet og Sensibilitet, to Egenskaber,
der var knyttede til Musklerne og Nerverne. H.
fik dog i disse Spørgsmaal mange Modstandere,
navnlig bl. Iatrofysikerne og Stahlianerne, men
ogsaa en stadigt voksende Skare Tilhængere,
bl. hvilke Danskerne Oeder og Heuermann, og
hans Teorier bredte sig, om end de ikke har
kunnet holde sig uforandrede til vor Tid.
Manglerne ved H.’s Forsøg skyldtes, at han ikke
kunde udelukke Virkningen af Ganglierne i
Muskulaturen og i Hjertet. Nutiden ser H.’s
største Fortjeneste ikke i hans Teorier, men i
hans Benyttelse af den eksperimentelle
Undersøgelsesmetode. — En næsten fuldstændig
Fortegnelse over H.’s litterære Produktion findes
i »Denkschrift« (Bern 1877). Størst Bet. har
Prælectiones Boerhaavii ad proprias
insiitutiones (6 Bd, 1739—44), Boerhavii methodus studii
medici (2 Bd, 1751) og hans Biblioteker
(botanica, chirurgica, anatomica, hvert i 2 Bd,
samt medicæ practicæ i 4 Bd). Hans botaniske
Hovedværk er Enumeratio methodica stirpium
Helvetiæ indigenarum, 2 Bd (1742). — Med H.’s
Digtninge indførtes en ny Retning i den tyske
Litt., navnlig ved »Versuch schweizerischer
Gedichte« (1732), »Die Alpen« og »Die Ewigkeit«.
(Litt.: Zimmermann, »Das Leben des
Herrn v. H.« [1755]; Jul. Petersen, »Den
danske Lægevidenskab 1700—1750« [1893], S.
239 ff.; Weese, »Die Bildnisse A. v. H.’s«
[1909]).
J. S. J.

A. v. Haller.

Haller, Berthold, Berns Reformator, f.
1492 i Aldingen ved Rottweil, d. 25. Febr 1536.
Efter sin Skolegang i Pforzheim, hvor han
knyttede et varigt Venskab med Melanchthon,
studerede han Teologi i Köln og kom 1513 til
Bern. Under stærk Indflydelse af Zwingli, hvem
han lærte at kende 1521, virkede han nu under
vekslende og ofte vanskelige Forhold for
Evangeliets Sejr. Ved sit milde Væsen og sin
besindige og udholdende Virken lykkedes det ham
at besejre alle Vanskeligheder. Han deltog i
Religionssamtalen i Baden 1526, og med den
betydningsfulde Religionssamtale i Bern 1528
blev hans Livsmaal, Reformationens Indførelse,
opnaaet. Reformationsediktet af 7. Febr 1528
havde i alt væsentligt ham til Forf. (Litt.:
Pestalozzi, »B. H.« [Elberfeld 1861]).
(J. P. B.). A. Th. J.

Haller, Carl Ludwig v., schweizisk
statsretlig Forf., f. 1. Aug. 1768, d. 20. Marts 1854,
blev allerede 1795 Sekretær ved Kanton Berns
Regering indtil 1798, da den gl. Ordning
omstyrtedes. Han var derefter i østerr. Tjeneste
indtil 1805, var Prof. i Bern 1806—17 og blev
Medlem af Kantonets Raad 1814, men afsattes,
fordi han 1820 var gaaet over til Katolicismen.
Han levede 1821—30 i Paris, hvor han siden
1825 var ansat i Udenrigsministeriet, men tog
derefter Ophold i Solothurn, hvor han i en
Række Aar hørte til Førerne for det
ultramontane Parti og var flittig Medarbejder af tyske
Blade og Tidsskr. Allerede 1808 i »Handbuch
der allgemeinen Staatskunde« udtalte han stærk
Uvillie imod Revolutionens Grundsætninger, og
i sit Hovedværk »Restauration der
Staatswissenschaft« (4 Bd 1816—20, 2. Udg., 6 Bd

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>