Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hallfreðr Óttarsson - Hallgerðr Höskuldsdóttir - Hallgrímsson, Jonas - Hallgrímsson, Sveinbjörn - Hallgrímur Pjetursson - Hallier, Ernst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
H. Ó. til at lade sig døbe. Man kan af H. Ó.’s
Vers se, hvor nødig han opgav sin gl. Tro paa
Odin, Tor og Freya, og for de mange
Vanskeligheder, H. Ó. gjorde, kaldte Kongen ham
»den vanskelige Skjald«. Rørende er det at læse
om, med hvor dyb og ærlig Kærlighed H. Ó.
omfattede Olaf’s Minde. H. Ó. blev paa en
Rejse til Sverige gift med en sv. Kvinde og
opholdt sig der et Par Aar. Men hans urolige
Aand lod ham aldrig i Fred. Han rejste med
sin Hustru til Norge, hvor hun døde. Derpaa
rejste han hjem til Island, men heller ikke
her kunde han slaa sig til Ro. Han maatte
bort; paa sin sidste Udenlandsrejse døde han.
Ærlighed, Djærvhed og Retfærdighedsfølelse
ikke uden Stridbarhed er H. Ó.’s
Kendemærke. Med alt dette er hans Hjerte underlig blødt
og fuldt af Hengivenhed. Som Digter staar H.
Ó. bl. de ypperste baade ved Indhold og Form.
Af hans Digte bør særlig fremhæves hans
Arvekvad om Kong Olaf, i hvilket Sorgen faar sit
skønneste og oprigtigste Udtryk. Desuden
haves mange løse Vers, navnlig af erotisk og
satirisk Indhold; mange af dem hører til de
morsomste Improvisationer i Sagaerne. Hans
Billeder er smukke og korrekte, og hans Vers
overhovedet meget let forstaaelige. (Litt.: F.
Jónsson, »Litt.-Hist.«. Digtene er udg. i
»Skj. Digtn.«, I).
F. J.
Hallgerðr Höskuldsdóttir [-do.tir] med
Tilnavnet langbrók levede i den sidste
Halvdel af 10. Aarh. Denne isl. Kvinde, der er
berømt for sin Skønhed og Ondskab, blev fl.
Gange gift, til sidst med Gunnarr
Hámundarson, og spillede en betydelig Rolle
i Njáls Saga.
B. Th. M.
Hallgrímsson [’hadlgrimsån], Jonas, isl.
Digter og Naturforsker, f. 16. Novbr 1807, d.
26. Maj 1845. Efter at have taget
Afgangseksamen ved Bessestad Skole kom H. til Kbhvn
(1832), hvor han vilde studere Jura, men han
forlod hurtig dette Studium og vendte sig mod
Naturvidenskaberne og Geologien.
Gennemtrængt, som han var, af ædel Patriotisme og
dyb Følelse for isl. Natur og Sprog, der i Skrift
ved den Tid fremtraadte i en meget forvansket
Form, begyndte han sammen med nogle
Landsmænd at udgive Tidsskriftet »Fjölnir«, der
skulde danne en Mærkepæl i Islands Litt. i
19. Aarh. Den første Aargang indlededes med
H.’s skønne Digt »Island«, der i Form som
Indhold var noget ganske nyt. Fjölnir’s Maal
var at vække Nationalaanden og fremfor alt
rense Sproget og vække Følelsen derfor.
Begge Dele lykkedes til en vis Grad, men størst
Bet. derfor havde dog H.’s egne følte,
formfuldendte Digte. 1837 og atter 1839—42 berejste
han Island i geol.-naturhist. Øjemed og
erhvervede sig grundigt Kendskab til hele Landet.
Desværre kom han aldrig til at skrive sit store
planlagte Værk, en Beskrivelse af Island.
Derimod har han skrevet og udg. nogle mindre
Afh. paa Dansk (deriblandt en om de isl.
Vulkaner); af isl. Afh. blev kun lidt trykt (en
Oversigt over de isl. Fugle i »Fjölnir«, IX).
Størst Bet. har H. haft som Digter. Som
saadan fremtræder han som besjælet og grebet af
sit Fædrelands Skønhed og storslaaede Natur;
denne aflokkede ham Toner, der aldrig før var
hørte, og som maatte finde Genklang hos
enhver. Han er i en eminent Forstand en lyrisk
Digter, navnlig Naturens Digter; særlig
produktiv var han dog ikke. Alle hans Digte er
samlede i eet lille Bd: Ljódmæli og önnur rit«
(1883). En ny fuldst. kritisk Udg. er under
Forberedelse. Mange af hans Digte er varmtfølende,
blide og vemodige og vidner om et mindre
lyst Syn paa Livet. H. er tillige en udpræget
vittig Ironiker, og ret skarpt udtaler han sin
Kritik og Dom, særlig ang. de politiske og
nationale Forhold, ofte med den fineste Ironi.
Hans sproglige Fremstillingsevne er glimrende.
Sproget bøjer sig blødt og harmonisk om hver
af hans Tanker. I saa Henseende staar H. over
alle andre, baade før og senere. Det er denne
hans fine Sans for Sproget, der har reformeret
den isl. sproglige Form i 19. Aarh. i det hele.
H. er stærkt paavirket af Schiller og navnlig
af Heine; han har mesterlig gengivet nogle af
deres Digte. Af H. haves en Del mindre,
novellistiske Forsøg i Prosa, bl. a. »Grasaferðin«,
en mesterlig Skildring af to Søskende, der er
til Fjelds for at indsamle isl. Mos (grös). H.,
der har en fin æstetisk Sans, harmedes over
den isl. Rínmr-Digtning, der i det hele var
smagløs, og han kritiserede den meget skarpt
og bidrog til dens Ophør. Endelig har han paa
Islandsk overs. Ursin’s Astronomi (1842). H. vil
altid beholde sin Plads i Islands
Litteraturhistorie som en Genføder af dets Sprog (hvor
han dog deler Hæderen med andre Mænd som
K. Gislason og Svb. Egilsson), af dets Digtning
og digteriske Følelse (hvor ogsaa B.
Thorarensen deler Æren med ham). (Litt.: »Fjölnir«,
IX; Biografi i »Ljóðmæli og önnur rit« [2. Udg.
Kbhvn 1883]; O. Hansen, »Ny-isl. Lyrik«
[Kbhvn 1901]).
F. J.
Hallgrímsson [’hadlgrimsån],
Sveinbjörn, isl. Præst og Redaktør, f. 26. Septbr
1815, d. 1. Jan. 1863. H. stiftede Islands ældste
Avis, »Þjóðólfur«, som han redigerede i 4 Aar
(1848—52), hvorefter Bladet overgik til J.
Guðmundsson. H. var en dygtig og alsidig
Redaktør med virkelig journalistisk Talent. Han
besad tillige digteriske Anlæg og skrev nogle
mindre, novellistiske Stykker. Han har paa
Islandsk oversat »Den politiske Kandestøber« og
lokaliseret den; Forsøget er faldet meget
heldig ud (»Vefarinn með tólfkóngaviti« [1854]).
Han har ogsaa udg. nogle mindre, opdragende
og opbyggelige Skr, samt endelig forfattet en
i sin Tid meget brugt Dansk Læsebog: »Dönsk
lestrarbók« (fl. Udg.). H. var Præst til
Hrafnagil 1855—60 og til Glæsibær 1860—63.
F. J.
Hallgrímur Pjetursson, se
Pjetursson, H.
Hallier [ha’li.r], Ernst, tysk Botaniker
(1831—1904), studerede først Havebrug, senere
Naturvidenskab og Filosofi. Blev Privatdocent,
derefter (fra 1865) Prof. i Botanik ved Univ. i
Jena. Foruden en Skildring af Helgolands
Vegetation (2. Opl., 1863) har H. især leveret
Studier over de lavere Svampeformer, navnlig de
snyltende. Han har skrevet: »Die pflanzlichen
Parasiten des menschlichen Körpers« (1866),
»Das Cholera-Contagium« (1867),
»Phytopathologie; die Krankheiten der Kulturgewächse« (5
Tavler, 1868), »Parasitologische
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
