Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hallier, Ernst - Halligerne - Halling - Halling, Honoratus - Hallingdal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Untersuchungen bezüglich auf die pflanzlichen Parasiten bei
Masern etc.« (1868), »Die Plastiden der
niedern Pflanzen und ihre selbständige
Entwickelung« (4 Tavler, 1878). H. var en af de
videst gaaende Forfægtere af Læren om
Svampenes Pleomorfisme, men forfaldt især p. Gr. a.
mangelfulde Dyrkningsmetoder til grove
Iagttagelsesfejl og urigtige Slutn., idet han søger
at hævde til Dels vidt forsk. Arters
Sammenhørighed som blotte Udviklingsfaser.
V. A. P.
Halligerne kaldes ved Slesvigs Vestkyst
smaa af Marskland bestaaende Øer, der i de
fleste Tilfælde ikke er beskyttede ved Diger og
derfor stadig er udsatte for Oversvømmelse. En
saadan Hallig danner en flad Eng, næppe 1 m
højere end den sædvanlige Flod, og oversvømmes
ofte, særlig om Vinteren. De fleste af H. ligger
mellem Föhr og Nordstrand. Deres Antal var
tidligere større end nu; mange har Havet
skyllet bort, andre er ved Inddæmning forbundne
med Fastlandet. De vigtigste endnu eksisterende
er Jordsand (Ø. f. Sild), Oland,
Langenæs-Nordmarsk, Grøde, Appelland, Habel,
Hamburgerhallig, Nordstrandischmoor, Hoge, Norderog,
Syderog og Sydfall. Tilsammen er de 22 km2
med c. 500 Indb. Fl. af dem er ganske
ubeboede, deriblandt Jordsand og Norderog. Den
største, Langenæs-Nordmarsk, er henved 10 km2
med c. 180 Indb. Boligerne er opførte paa 4—5
m høje »Værfter« ell. kunstige Jordhøje for at
være sikre mod Oversvømmelser. Ofte er
»Værftet« smykket med Blomster og Urtehaver.
Beboerne, Nordfrisere, driver Kvæg- og Faareavl;
mange af Mændene farer til Søs, men tilbringer
helst de gl. Dage i deres Hjemstavn.
G. Ht.
Halling, en af de mest karakteristiske
norske Folkedanse, oftest i 2/4 (undertiden 6/8) Takt
med kraftige, rytmiske Accenter. Den er egl.
en Solodans, men kan ogsaa danses af fl. Den
kræver Kraft, Spændstighed, Smidighed og et
stort Herredømme over Legemet. Danseren
begynder først rolig, næsten slentrende; men med
Musikkens stigende Vildhed og Kraft bliver
ogsaa Danserens Bevægelser dristigere og
hurtigere, idet han snart i oprejst Stilling, snart
paa Hug følger Rytmen, strækker Benene forud,
bagud ell. til Siden og gør een ell. fl. Kolbøtter.
Dansen afsluttes sædvanlig med H.-Kastet,
hvorunder Danseren med stor Kraft kaster sig
rundt i Luften og med Foden spænder enten
efter Tagbjælken, ell., om Dansen foregaar ude,
efter en ell. anden Genstand, som af Tilskuerne
holdes op for ham. Dygtige Dansere kan under
H.-Kastet spænde indtil 3 m’s Højde over
Jorden. Dansen, der kendes over hele det sydlige
Norge, har maaske sit Navn, fordi den i
Hallingdal har været mest kultiveret og drevet til
størst Fuldkommenhed. — H. har hyppig
været anvendt i norsk Kunstmusik, saaledes i
Værker af Grieg, i Joh. Svendsen’s Rhapsodier
o. fl. St.; Bournonville har indlagt den i
æstetiseret Form i et Par af sine Balletter. I »Ill.
Tidende« 1868—69 har Aug. Schneider leveret
en Fremstilling af H. ledsaget af Illustrationer.
I. H.
Halling, Honoratus, norsk Præst,
Filantrop og Folkeskribent, f. 14. Novbr 1819, d.
9. Apr. 1886, Student 1839, cand. theol. 1843
og 1847 Kapellan ved Akers Præstegæld, hvor
han kom i nær Berøring med Kria’s og
nærmeste Omegns Arbejderbefolkning. 1850
stiftede han den endnu bestaaende
Arbejderforening »Enerhaugens Samfund«, og den dermed
forbundne Spareskillingsbank; gennem det af
ham 1848 grundlagte og til 1853 redigerede
Søndagsblad »For Fattig og Rig«, der endnu
udkommer, og som snart fik en for de Tider
usædvanlig stor Udbredelse, kom han i en
udstrakt Rapport til Hovedstadens og det hele
Lands Arbejderbefolkning, hos hvem hans
personlige Indflydelse blev yderligere øget, da han
1850 havde taget Afsked fra Præsteembedet
for at virke som rejsende Præst og
Indremissionær bl. Arbejderne ved Jernbaneanlægget til
Eidsvold og senere (1854) fik Stipendium for at
virke som Afholdsagent bl. de lavere
Folkeklasser. Denne flersidige Virken som
Arbejderfilantrop faldt i Tid delvis sammen med den
første politisk-socialistiske Bevægelse bl. de
norske Arbejdere (»Thraniterbevægelsen«), hvad
der bidrog til at øge Vanskelighederne og
Anstrengelserne ved H.’s Optræden. 1855 gik han
paa ny over i gejstlig Stilling. H. virkede
ogsaa som Folkeskribent og udgav adskillige
større og mindre Bøger, navnlig af religiøs Art.
Mest kendt og udbredt er hans »En liden
Postille for Børn« (1846, 5. Opl. 1890, oversat
paa Svensk 1875).
(J. B. H.). W. S.
Hallingdal, de Gamles Haddingjadal, er —
regnet N. fra — det tredie af de store Dalfører,
som med Hovedretning mod SØ. gennemskærer
det søndenfjeldske Norge. Den egl. H. aabner
sig som en smal Revne mellem Fjeldene paa
Grænsen mod Sogn og Fjordane Fylke, gaar i
sin første halve Længde næsten ret Ø., men
bøjer saa under næsten ret Vinkel i SØ.,
hvilken Retning den beholder indtil Krøderenfjord,
hvor Krødsherred begynder. Af tilstødende
Dalfører er der mange, men naar undtages
Ustedalen og Hemsedalen i den øvre Dal og
Rukkedalen i den nedre, er de fleste kun smaa og
tyndt bebyggede. Hallingdølerne bor væsentlig
langs Hoveddalføret i de 4 Herreder Hol, Aal,
Gol og Nes. Dalen gennemstrømmes af
Hallingdalselven, der har sit Udspring fra øvre
Strandefjord, 947 m o. H. paa Hols Vestgrænse, og
danner i sit øvre Løb fl. betydelige Indsøer,
Sundalsfjord (727 m), Hovsfjord (587 m),
Holsfjord (538 m) og nedre Strandefjord (440 m).
Da denne Strækning kun er 23 km lang, er der
mellem Søerne et overmaade stærkt Fald i
Elven, hvor der ikke kan ros; fl. smukke
Fosser finder man ogsaa her, saaledes Skarafos
mellem øvre Strandefjord og Sundalsfjord og
Djupedalsfos mellem Hovsfjord og Holsfjord.
Paa de næste 28 km til Hoftun, hvor Dalen gør
sine store Sving, er Faldet kun det halve ell.
ned til 200 m o. H. Elven er fremdeles strid
og lidet farbar, den danner dog her ingen
mærkbare Fosser, naar kanske undtages
Ylifossen i Aal. Naar undtages den nedre, aabne
og flade Del, danner H. en trang Revne, hvis
sparsomme Bebyggelse — der lever i hele
Dalen ikke over 13000 Mennesker — væsentlig
findes paa den nordre mod Solen vendende
Side. Her ser man mangesteds Husene liggende
højt oppe i de grønklædte og skovbevoksede
Fjeldsider, medens Sydsiden styrter sig brat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
