Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halskov-Rev - Halskrave - Halskæde - Halsled - Halsleje - Halsnæs - Halsnø Kloster - Hals- og Haandsret - Halsprydelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med indtil 2 m Vand er kun 1/4 Sm. langt; men
uden for dette ligger et Flak, oversaaet med
Stenpuller, over enkelte af hvilke der kun er
3 m Vand. Yderrenden er afmærket med en
Lys- og Klokketønde.
G. F. H.
Halskrave, se Halsklædning.
Halskæde, se Halsprydelse.
Halsled kaldes de Led paa en Søjle, som
danner Overgangen fra Skaftet til Kapitælet.
Smlg. Hypotrachelion og
Søjleorden.
C. A. J.
Halsleje, det øvre Leje for en staaende
Aksel i Modsætning til Fodleje. Der kan
undertiden være mere end eet H. paa samme Aksel.
F. W.
Halsnæs, en fra den nordsjællandske Halvø
mod SV. udskydende mindre Halvø ved
Indløbet til Issefjorden mellem Kattegat og
Roskilde Fjord, Frederiksborg Amt, Strø Herred,
Torup og Melby Sogne. Halvøen skal tidligere
have været en Ø, idet Arre Sø gennem en
Havarm over Asserbo Overdrev har staaet i
Forbindelse med Kattegat, ligesom der ogsaa har
været et Vandløb mod S. til Roskilde Fjord.
H. W.
Halsnø Kloster, Søndhordlands Fogderi,
Hordaland Fylke, Monasterium sanctispiritus
de Halsnø, stiftet 1164 for regulære Kanniker
af Augustinerordenen, sekulariseret c. 1539 (se
Fjeldberg Herred).
M. H.
Hals- og Haandsret. Saaledes kaldtes i
ældre Tid den kriminelle Øvrighedsmyndighed,
indbefattende Retten til at lade Forbrydere
paagribe, til at rejse offentlig Tiltale imod dem
og til at lade Dommene fuldbyrde. Som selve
prdet viser, havde det fra først af nærmest
Hensyn til Forbrydelser, der kunde medføre
Straf paa Liv eller Lemmer, men i
senere Tid henførtes det til alle Forbrydelser,
som forfulgtes offentlig, saaledes ogsaa til dem,
der medførte Frihedsstraf ell. Formuestraf.
Forskellig fra H. var Sagefaldsretten, d. v. s.
Retten til at oppebære de Ydelser af
Formueværdi, som Forbryderen maatte udrede til det
offentlige, f. Eks. Bøder, forbrudt Gods o. l.
H. var egl. en Side af Kongemagten, men
gennem Privilegier overdrog Kongen den til Kirke
og Adel, saaledes at disse udøvede den i eget
Navn over Beboerne af deres Godser. I hvilket
Omfang den inden Reformationen tilkom Kirken,
er ikke ganske klart, da den i Reglen ikke
nævnes særskilt i Privilegierne, men
sandsynligvis har den været anset for indbefattet under
disses alm. Udtryk om Sagefaldsretten, og den
har da tilkommet de fleste større kirkelige
Institutioner (Bispeembeder, Kapitler og Klostre),
af hvilke de to første Grupper vistnok fik den
tilsikret som alm. Regel 1513. For Adelen var
den endnu i Middelalderens Slutn. en sjælden
Forret, men paa Reformationstiden tillagdes
den alle Adelige, vistnok allerede 1523, men i
hvert Fald 1536 (Rigsraaderne havde faaet den
noget tidligere), og medens Kirkens Ret mistede
sin Bet. ved Kirkegodsets Inddragelse under
Kronen, bevaredes den adelige Ret, der efter
Enevældens Indførelse fik et nyt Grundlag, dels
i Adelens Privilegier af 1661 § 1, dels i D. L.
5—3—20 og 21. Iflg. sidstnævnte Bestemmelse
tilkom den dog ikke blot Adelige, men ogsaa
lige med Adelen privilegerede, men kunde paa
den anden Side kun udøves af Godsejere, der
var i Besiddelse af en saakaldt komplet
Sædegaard, d. v. s. en Sædegaard, hvortil der hørte
mindst 200 Tdr Hartkorn Bøndergods,
beliggende inden for en Afstand af 2 Mil fra
Sædegaarden. H. sammenblandedes nu ofte med
Sagefaldsretten ell., som man i Reglen sagde,
Sigt- og Sagefaldsretten, med hvilken den altid
var forbundet, og jævnlig indbefattedes den
ligefrem under dette Udtryk. Sagefaldet
betragtedes som et Modstykke til H., bestemt til
at dække Udgifterne ved Udøvelsen af den, og
siden 1743 kunde Retten til det i Tilfælde af
Ikke-Udøvelse forbrydes. Det blev endvidere i
senere Tid Praksis, at Paatale — idet mindste
udenfor Lenene — kun fandt St. efter Ordre af
Amtmanden, der ogsaa tog Bestemmelse om
Dommenes Fuldbyrdelse ell. Indankning for
højere Ret, og H. blev saaledes tilsidst en
næsten indholdsløs Ret, til hvilken der endda var
knyttet Pligter, der kunde blive byrdefulde, naar
Sagefaldet, hvad ofte hændte, ikke dækkede
Udgifterne ved Forfølgningen. Endelig ophævet
blev H. ved Grl. 5. Juni 1849 § 97.
P. J. J.
Halsprydelse, Genstande, der bæres om
Halsen som Pynt, har sikkert været i Brug fra
de allerældste Tider. Selv hos Folk, der ikke
kender Metaller, saavel Nutids Naturfolk som
hos Stenalderens Folk fra forhist. Tider, finder
vi H. i Brug, idet man dertil anvendte
Genstande, som man enten p. Gr. a. deres Glans
ell. deres tiltalende Form fandt tjenlige til
Pynt. Til H. brugte man ofte Tænder af
Mennesker ell. Dyr (det danske etnografiske Mus. har
fl. Eksemplarer af H. af Tænder fra Naturfolk
som Ildlændere, Dajakker o. a.), Ravstykker,
Smaastene af forsk. Farve, Skaller af Bløddyr,
Insektvinger, Smaakugler af Træ, brændt Ler
o. l. Omhyggelige Udgravninger af
Stenaldersgrave har vist, at lgn. Genstande bares som H.
af Datidens Urfolk. De danske Mus. er rige
paa H. af Ravstykker, ofte smukt tildannede,
som stammer fra Stenalderens Folk. Iblandt
de Genstande, som bares om Halsen som H.,
fandtes ikke sjælden Amuletter, som skulde
tjene til Beskyttelse imod Farer, foruden at de
tillige tjente til Pynt. H. bæres hos primitive
Folk ikke blot af Kvinder, men ogsaa, og ikke
mindst, af Mænd. Naar primitive Folk kommer
i Berøring med Kulturfolk ell. Folk, som
kender og anvender Metaller, ser vi dem altid søge
at skaffe sig smaa Genstande af Metal,
Glasperler o. l., som de bruger til Pynt, særlig til
H. I rene Stenalders Gravfund forekommer i
fl. Lande af og til et lille Metalstykke, en
Glasperle o. l., som vist har været brugt som H.
I Bronzealderen anvendtes H. af lgn. Art som
i Stenalderen, kun at man dertil, saavidt
muligt, føjede Smaastykker af Metal, Bronze ell.
Guld. Men i Bronzealderen anvendtes ogsaa en
helt ny Art H., Halsringen, dannet af een
ell. fl. Metaltraade ell. af Metalstænger, som
man bøjede efter Halsens Form. Disse
Halsringe var af Bronze ell. Guld, og man lagde
Vind paa at give dem smagfulde Former.
Undertiden hamrede man Stangen ud til Flader,
der prydedes med indridsede Ornamenter. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
