Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haridasa - Hari-Hara - Harikiri - Harild, Carl Valdemar - Harima-nada - Haringvliet - Hariri, Abu Muhammed Kasim ibn Ali - Harivamca
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navn 300000 Gange daglig, en Form for
bhakti, som af denne Sekt anses for tilstrækkelig
til Frelse.
(S. S.). D. A.
Hari-Hara (»Vishṋu og Çiva« i een Person),
den højeste Guddom indenfor en vis Retning
af Hinduismen, fremstillet med 2 Hoveder, 4
Fødder etc., halv hvid og halv sort. H. er
Resultatet af et Forsøg paa at sammenfatte de to
vigtigste Opfattelser af det højeste Væsen inden
for Hinduismen, Vishṋu og Çiva, til eet. I
Harivaṃça er der en Hymne til H., hvor han
udtrykkelig identificeres med den vediske
Kollektivgud Agnī-Shomau (»Agni og Soma«). Han
er fremstillet i Huletemplet i Rāḍāmi (6. Aarh.
e. Kr.); i Indskrifter optræder han først c. 1300
e. Kr., og fra den Tid er hans Dyrkelse vidt
udbredt i Dekhan, navnlig i Mysore, og nu er
H. en af Tamulernes mest populære
Guddomme. Forestillingen er ganske analog med den
kendte »Trimūrti« af Brahmán, Vishṋu og Çiva.
(Litt.: A. Barth, The religions of India
[1882]).
(S. S.). D. A.
Harikiri, d. s. s. Harakiri.
Harild, Carl Valdemar, dansk
Arkitekt, f. 25. Septbr 1868, lærte
Murerhaandværket og gennemgik Kunstakademiet, hvorfra han
fik Afgangsbevis 1896. Foretog forsk.
Studierejser bl. a. til Tyskland, Østerrig, Frankrig,
Italien og Ægypten med Stipendier fra K. K.
Larsen’s Legat og Akademiet. H. blev 1906 ansat
som Arkitekt og Inventarieinspektør ved den
kgl. Civilliste. H. har bl. a. opført og
restaureret flg. Bygninger: Borgerpigeskolen i
Aarhus, Hirtshals, Morild og Rislev Kirker,
Kommuneskolerne i Sletten og Grønholt, Esrom Kro
samt Enkedronning Louise’s Ejendom
»Egelund« mellem Hillerød og Fredensborg, for
hvilket sidste Arbejde han 1917 fik Udstillingens
Aarsmedaille 1. Gang.
C. B-r.
Harima-nada, en Del af det jap. Indhav
mellem Øerne Kiusiu, Shedsu, Hondo og
Avadshi.
M. V.
Haringvliet [’ha.reŋf£fi.t], se Maas.
Hariri, Abu Muhammed Kasim ibn
Ali med Tilnavnet H. (ɔ: Silkehandler), en af
de berømteste arab. Forf. (1054—1122). Hans
Hovedværk er en Saml. Noveller i rimet Prosa,
»Maqâmer«, en Slags Efterlign, af lgn. Arbejder
af Hamadani, men udførte med langt større
Kunst. De er alle lagt i Munden paa en vis
Harets ibn Hammâm, der beretter om de af
Abu Zajd fra Serug begaaede Skælmsstreger.
Denne Abu Zajd fremstilles som en litterært
dannet Landstryger, der dukker frem paa de
forskelligste Steder og i de forskelligste
Forklædninger, alt med det Formaal at lokke
Penge fra godtroende Folk. Inden for denne
Ramme, hvis Variationer i Længden bliver lidt
trivielle, bydes der Forf. den rigeste Lejlighed til
at udvikle al den sproglige og formelle
Kunstfærdighed, som er det egl. Hovedformaal. Det
vrimler med Gaader, Ordspil, overraskende
Orddannelser o. s. v.; undertiden er den
formelle Udsmykning endog af ren ortografisk
Natur, som naar i en af Novellerne hvert andet
Ord bestaar af lutter Bogstaver, der skrives
med diakritiske Punkter, og hvert andet ikke.
For den orientalske Opfattelse har denne
kunstlede Form altid haft en egen Tiltrækning,
og H. sættes derfor bl. de mest yndede Forf.
og skattes ogsaa højere end den mere digterisk
begavede, men jævnere og mere ligefremme
Hamadani. P. Gr. a. de særlige Snirkler i
Stilen er hans Noveller meget vanskelige at
forstaa, selv for den Indfødte, og de er derfor
kommenterede atter og atter. En
mønsterværdig Udg. af Teksten tillige med Sherîshi’s
Kommentar leveredes af Silvestre de Sacy
(Paris 1822); paa Grundlag af denne
udarbejdede Rückert sin vidunderlige Efterdigtning:
»Die Verwandlungen des Abu Zaid von Serug«;
den uovertræffelige tyske Sprogkunstner har
her tvunget det stivere tyske Sprog til at følge
alle den arab. Originals besynderlige formelle
Indfald; paa adskillige Steder har Rückert
endog overtruffet Originalen; navnlig gælder dette
om de talrige indlagte Digte. Paa Dansk er et
Par af H.’s Noveller gengivne i J. Østrup:
»Arabiske Sange og Eventyr« (1889). — H. var
foruden Novelledigter tillige Grammatiker; de
sproglige Finesser var hans Hovedfag, og disse
var ikke vel mulige uden indgaaende filologiske
Kundskaber. Hans vigtigste Arbejde paa dette
Omraade er Durrat-el-Ghawwâs (»Dykkerens
Perle«), udg. af Thorbecke (Leipzig 1871).
Til H.’s Biografi har vi kun sparsomme
Oplysninger. Sit Tilnavn »Silkehandleren«,
hvorunder han er kendt i Litt., havde han arvet
efter sin Fader, der drev denne Profession;
selv levede han som uafhængig og formuende
Skønaand. Arabiske Biografer meddeler om
hans Liv en Række Anekdoter, der dog ikke
alle er troværdige; de er samlede i
Indledningen til de Sacy’s Udgave.
J. Ø.
Harivaṃça (»Hari’s ɔ: Vishṋu’s — Kṛishṇa’s
Krønike«), a) et episk Digt paa Sanskrit, i
Formen et Tillæg til Mahābhārata, men utvivlsomt
senere (en H. omtales i 6. Aarh. e. Kr.). Det
er ikke særlig velordnet og af temmelig blandet
Indhold: Kosmogoni, Slægtregistre, gamle Sagn„
Manvantara’er, Formaninger og alle Slags
Belæringer om religiøse Emner, Naturbeskrivelser,
Rønner, etc., navnlig Kṛishṇa’s Familie og
Historie, Vishṋu’s tidligere Avatāra’er og Bedrifter.
Hovedmassen omhandler Kṛishṇa’s (og hans
Broder Balarāma’s) Fødsel, Barndomshistorie
og senere Bedrifter, med mange indskudte
Episoder. Meget er Gentagelser fra
Mahābhārata, som dog nødvendig forudsættes af H.,
da H. ellers vilde være ufuldstændigt i
væsentlige Punkter. Ogsaa i selve H. er der
Gentagelser og Modsigelser, og Digtet er næppe
af een Støbning. Det nyder stor Autoritet og
anses for overordentlig helligt, oplæses ved
religiøse Fester og lægges f. Eks. i Nepal for
Retten paa Vidnernes Hoveder, hvis de er
Hinduer. (Litt.: Harivaṃça, oversat af
A. Langlois [2 Bd, Paris og London 1834 —
35]). — b) Stifter af Rādhāvallabhin’ernes
Sekt; grundede i Vṛndāvana, hvor Kṛishṇa
havde tilbragt sin Barndom sammen med
Gopī’erne (s. d. og Goloka), et Kloster og et
Tempel for Rādhā-vallabha (»Rādhā’s
Elsker« ɔ: Kṛishṇa) c. 1600 e. Kr. og forfattede
en Samling Vers paa Sanskrit til Ære for
Rādhā, efter denne og lignende Sekters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
