Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hartzenbusch, Juan Eugenio - Haruder - Haruko - Harun al Raschid - haruspex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Ag. Durán (1839—42); siden, for det af
Rivadeneyra udgivne Biblioteca de autores
españoles, Calderón’s Komedier (4 Bd), Tirso
de Molina’s i Udvalg og Alarcón’s (hver 1 Bd)
samt Lope de Vega’s udvalgte Komedier (4 Bd);
endelig — sammen med Cavetano Rosell — en
pragtfuld Udg. af Cervantes’ Værker (1863—64
i 12 Kvartbind; H. besørgede specielt Don
Quijote). Der kan være ikke lidet at indvende
mod de tekstkritiske Principper, der er fulgte
i disse Udg., navnlig den af Cervantes, men en
Del Umage er unægtelig anvendt derpaa, og i
en Aarrække har fl. af dem været de mest
brugte og vistnok ogsaa de mest brugelige.
H.’s egne Obras udkom 1887 i samlet Udgave
(Madrid, 5 Bd); derefter Madrid 1888—92 (3
Bd); Obras escogidas kom i Paris 1850, og han
besørgede selv et Udvalg for Brockhaus’
Colección de autores españoles (2 Bd, Leipzig 1863);
Los Amantes de Teruel er overs. paa Tysk af
Seubert (Leipzig 1873).
E. G.
Haruder, jysk Stamme, der genfindes som
Hördar i det norske Fylke Hordeland.
Ptolemæus sætter H. i Østjylland, svarende til Harz
Hæret, nu Hads Herred. N. f. dem sætter han
Kimbrer i Himmerland, og mod V. Fundusier;
det sidste ellers aldrig omtalte Navn er uden
Tvivl fejllæst for Euduser, thi iflg. med disse
deltog H. i Ariovist’s Tog til Gallien 58 f. Kr.
og dreves tilbage af Cæsar. Augustus nævner
paa sit Mindesmærke i Ancyra H. og Kimbrer
bl. de Folk, der (5 e. Kr.) bad om hans
Venskab. Under Folkevandringen maa H. være
flyttet mod V., thi deres Efterkommere
Hardsysselboerne (Harselboerne) indtager nu
Ringkøbing Amt, Harthæ Sysæl i Valdemar’s
Jordebog. Af Biformen Hardboer kommer
Harboøre. Syslets Navn er nu optaget i Titlen paa
det hist. Tidsskr. »Hardsyssels Aarbøger«. Jfr
Storgaard-Petersen, »Hardsyssels
Historie« (Ringkøbing 1905).
G. S-e.
Haruko, jap. Kejserinde, f. i Kioto 28. Maj
1850, d. i Tokio 9. Apr. 1914, yngre Datter af
en fornem Daimio Ichijo Tadaka af
Fyrsteslægten Ichijo, en Sidegren til den fornemme Æt
Fujiwara (s. d.), hvoraf Mikado’erne tog deres
Hustruer. H. ægtede 9. Febr 1869 Mutsuhito,
Japans første Kejser under Reformæraen. H.
levede meget tilbagetrukket, men fulgte den ny
Tids Skikke saavidt, at hun deltog i Hoffester
og officielle Begivenheder klædt i europæisk
Dragt og ligeledes modtog det europæiske
Diplomatis Damer. En Adoptivsøn af hende,
Joshihito (s. d.), blev Kejser efter Mutsuhito.
F. de F.
Harun al Raschid [-’∫i.d] (ɔ: den
ortodokse), Abu Djafar, den 5. Kalif af
Abbasidernes Dynasti i Bagdad (763—809), efterfulgte
786 sin Broder, Al-Hadi, i Regeringen. Hans
Tronbestigelse kostede, som det saa ofte er
Tilfældet i Kalifernes Historie, denne Broder
Livet. I de første Aar af hans Kalifat herskede
der Fred i hans udstrakte Rige, der naaede fra
Atlanterhavet til Indiens Grænse; senere rejste
der sig en Række Opstande, som dog alle
lykkelig blev betvungne. Ogsaa i Kampen mod ydre
Fjender var H. heldig; mod den gr. Kejser
Nikeforos førte han 802—06 en Række sejrrige
Felttog, der endte med en for Byzantinerne
forsmædelig Fred. Samtidig styrkedes Rigets
Organisation ved omfattende Reformer. Disse
store Resultater skyldtes H.’s Vesirer
Jahja-ibn-Khalid og dennes Søn Fadl; dennes Broder,
Djafar, var Kalifens, fra »Tusind og een Nat«
kendte Selskabsbroder, og hele den Æt, hvortil
disse Mænd hørte, Barmekiderne, spiller i den
første Del af H.’s Regering en betydelig Rolle.
Men ved et af disse pludselige Omslag, hvorom
de orientalske Despoters Historie saa ofte ved
at berette, ved et Sammenstød af Kalifens
Mistænksomhed og hans mægtige Tjeneres
Uforsigtighed sank paa een Gang Barmekidernes
Lykkestjerne 803. Djafar blev henrettet;
Jahja-ibn-Khalid døde i Fængsel. Siden den Tid
spores i H.’s Regering det begyndende Forfald,
der under de flg. Kalifer skulde gøre saa
hurtige Fremskridt.
Det er derfor et Særsyn, hvorledes H. er
kommet til at staa for den senere Bevidsthed
som en af den orientalske Middelalders mest
straalende Skikkelser. Forfængelighed,
Ekscentricitet, Grusomhed og Ødselhed synes at have
været Hovedtrækkene i hans Karakter.
Alligevel har den orientalske Legende af denne
Person skabt en Mønstertype paa en Hersker,
saaledes som han bl. a. fremføres i de berømte
Eventyr i »Tusind og een Nat«. Det er jo et
gennemgaaende Træk, at de mest populære
Fyrster langtfra er de dygtigste, og en
yderligere Aarsag ligger i de umiddelbart flg. Tiders
ynkværdige Tilstande. Netop ved
Modsætningen til disse maatte H., den sidste
Repræsentant for den gode, gl. Tid, komme til at staa
i et gunstigt Lys, selv paa sine langt dygtigere
Forgængeres Bekostning. Den Gavmildhed og
Pragtudfoldelse, som fandtes ved Hoffet i
Bagdad, og hvori Kalifen fandt en ivrig Hjælper
i sin berømte Hustru Zubaide, har naturligvis
tillige bidraget sit til at blænde den ukritiske
Befolkning. (Litt.: Weil, »Gesch. der
Chalifen« [Mannheim 1848]; Palmer, Haroun
Alrashid and Saracen civilization [London
1880]).
J. Ø.
haruspex (Plur. harúspices, lat.) var det
rom. Navn paa en Slags etruriske Præster,
der paa forsk. Maade brugtes i den rom. Stats
Tjeneste. H. forstod sig paa tre Ting: de
spaaede af Offerdyrets Indvolde, de angav Soning
af Jærtegn, og de iagttog Lyn, angav deres
Bet., ordnede, hvad der var at foretage ved
det Sted, hvor et Lyn var slaaet ned, og mente
ogsaa at kunne afvende og hidføre Lynnedslag.
Herom havde de en vidtløftig Teori, der
forplantedes i deres Skoler i Etrurien og
fremstilledes skriftlig (se Thulin, »Die etruskische
Disciplin« i »Göteborg Högskolas Årsskrift«,
1906—09). Senere, da Etrurien var rom. Land,
sørgede man ved Statsindretninger fra Rom for
Lærens Opretholdelse. I Rom hentede man h.
fra Etrurien, naar der var indtruffet Jærtegn,
som de rom. Præstekollegier ikke tiltroede sig
at sone. H. angav da for Senatet Sonemidlerne
og udførte de derved fornødne Ceremonier.
Men desuden var h. ansatte hos de rom.
Embedsmænd, Feltherrer og Statholdere som
lønnede Betjente; deres Bestilling her var at tyde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
