Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Havari
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa henføres under H. i dette Ords ovenfor
omtalte anden Bet. og modsættes her det
»partikulære ell. særskilte H.« ɔ: enhver tilfældig
Skade og alle de mere usædvanlige
Omkostninger under en Sørejse, som den, der direkte
rammes, ikke kan lægge over paa andre end
Forsikreren. Thi almindeligt, ell. egl. rigtigere
fælles, H. (Groshavari ell. »Havari Grosse«,
fr. avarie grosse ell. commune, eng. general
average) betegner saavel Skade som
Omkostninger, forudsat at Skaden er forsætlig tilføjet
Skib ell. Ladning for at søge Frelse fra en begge
truende Fare, ell. at Omkostningerne er gjorte
i dette Øjemed; og disse Opofrelser, saavel som
yderligere Tab og Omkostninger, der senere
indtræffer, og som i Opofrelsesøjeblikket maatte
staa som en nærliggende Følge af Handlingen,
bæres af Skib, Fragt og Ladning — saavel det,
der er ofret, som det, der bliver reddet — i
Forhold til deres Værdi (jfr de nord. Søloves
§§ 187 ff.). Er Omkostninger derimod afholdte
alene til Gavn for en Del af disse Værdier, men
dog for fl. Interesserede (f. Eks. fl.
Ladningsejere), kaldes det vel et særligt H. (Sølovenes
§ 218); men dets Fordeling mellem de
Interesserede foregaar dog efter Analogien af Reglerne
for det alm. H.
Idet der om partikulært H. som Genstand for
Forsikringsgodtgørelse henvises til
Søforsikring, bliver der i det flg. alene Tale om
alm. H. Dette Retsinstitut er kendt fra de
ældste Tider. Det synes at have været i Anvendelse
hos Babyloniere og Fønikier; og i romersk Ret
(Justinian’s corpus juris, Dig. 14—2) henvises
der til den rhodiske (gr.) Regel om
Havarifordeling, naar Varer er blevne kastede over
Bord for at lette Skibet (lex rhodia de jactu
mercium). Romerrettens Regler stemmer i
Grundprincippet og i dettes detaillerede
Gennemførelse overens med Nutidens bedste Regler
om H. De hviler paa en dobbelt Betragtning:
for det første den, at Skipperen skal bringes til
i Farens Stund frivillig at foretage den
Opofrelse, som gør mindst Skade, uden Hensyn til,
om den direkte rammer Rederen ell. andre.
Dette opnaas kun med Sikkerhed, naar det
ogsaa er i Rederens Interesse, at der tages lige
Hensyn til alle de Interesserede; thi hvad enten
Rederen er om Bord (selv er Skipper) ell. ikke,
er Skipperen mest tilbøjelig til at se paa
Rederens Fordel. Men dette Formaal opnaas ogsaa,
naar Tabet ved Opofrelsen fordeles paa alle de
truede Værdier. Betragtningens anden Side er
den, at denne Løsning gennemsnitlig er
retfærdig, idet alle Værdierne i Reglen trues lige
stærkt (nemlig med Undergang).
I den ældste Middelalder, hvor Skibsfart blev
dreven af Interessentskaber, som ejede baade
Skib og Ladning, tabte Havarireglerne deres
Bet.; thi denne Udgifts Fordeling indgik som en
simpel Post i det hele Regnskab mellem
Interessenterne. Men da man henimod den nyere
Tid atter fik Modsætningen mellem Reder og
Ladningsejer, kunde Havarireglen ikke
undværes. Den gennemførtes nu imidlertid ikke
konsekvent. Rederen begunstigedes ved, at han
kun bidrog halvt: med Skib eller Fragt ell.
med Halvdelen af hver; og Nødhavnsudgifterne,
der udgør en stadig stigende vigtig Part af de
Udgifter, som det volder at søge Frelsen,
fordeltes fra først af slet ikke. I Nutiden synes
England, der længe beskar Nødhavnsudgifterne
for stærkt, at være paa Vejen hen imod den
Løsning, som forlængst er anerkendt i
Skandinavien, og som — bortset fra Frankrig —
ogsaa i øvrigt er den herskende: at Princippet,
saavel m. H. t. Nødhavnsudgifter som til
Rederens Bidrag, søges konsekvent gennemført. Af
stor praktisk Bet. er her de saakaldte »York
& Antwerp«-rules, der er vedtagne
(1877—1890) paa internationale Søfartskongresser; idet
det i Certepartier, Konossementer og
Assurancepolicer meget hyppig vedtages, at disse
Regler skal følges ved H.’s Opgørelse. Disse
Regler stemmer i alle Hovedtræk overens med
de nord. Søloves. Hertil kommer en
»Antwerp-rule of 1903«.
Uagtet H. direkte alene vedrører de truede
Værdier, vil det i Reglen være disses
Forsikrere, som har den afgørende Interesse i H.’s
Opgørelse; thi Forsikreren maa betale de
Bidrag til alm. H., som paalægges hans Part,
ligesom han paa den anden Side indkasserer
Bidragene fra andre til den, han har forsikret.
Det er klart, at hvis alle Værdierne er fuldt ud
forsikrede og af den samme Forsikrer, har en
Havarifordeling ingen Interesse. Men saa snart
der er fl. Forsikrere, gælder det i Dispachen at
gøre op mellem disse. Derfor har visse
Bestræbelser for helt at spare Havariopgørelsen, som
i den nyeste Tid har gjort sig gældende, ingen
Fremgang haft, om end Forsikrerne lettere end
Parterne selv kunde taale, at Opofrelsen ikke
fordeltes, men enten blev liggende, hvor den
havde ramt, ell. paalagdes Rederen (ɔ:
Forsikreren).
Da H. forudsætter den forsætlige Opofrelse
med Frelse til Formaal, maa det vel paaagtes,
at Tabet ikke er en simpel ulykkelig Hændelse.
Det er saaledes ikke alm. H., naar en Stang
brækkes ved Vindens Magt, selv om det sker,
medens man er i Færd med at kappe Masten,
og selv om dette derved undgaas (Sølovenes §
189). Derimod er det ligegyldigt, om Frelsen
bliver en Følge af Opofrelsen; f. Eks. naar
Gods kastes for at lette Skibet under en
fjendtlig Forfølgning, og Skibet dog fanges, men
senere atter slipper fri. Det er ogsaa uden Bet.,
om endog hele Ladningen ell. hele Skibet
opofres. Naar tysk Ret (Handelslovens Art. 703)
fordrer, at noget af begge Dele skal være
reddet, er dette en inkonsekvent og uheldig Regel.
Da det ofte er vanskeligt at bestemme, om
en Følge af Havariopofrelsen har været saa
nærliggende og beregnelig for Skipperen, at
den bør inddrages under Fordelingen, har alle
Sølove dels opregnet de praktisk vigtigste
Tilfælde, dels draget visse mere vilkaarlige
Grænser, der skal udelukke Tilfælde, hvor det ofte
er tvivlsomt, om ikke Tabet enten skyldes
Reders og Besætnings urette Handlemaade ell.
Genstandens egen Beskaffenhed. Klass.
Eksempler paa Havariopofrelser er: Overbordkastning
af Ladning; Kapning af Mast (f. Eks. naar
Skibet, ved at Lasten forskydes, faar
»Slagside«); Skade tilføjet for at afværge Ildsvaade;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
