Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Havfauna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
karakteristiske for de store Havdybder: Macrurer o. a.
Fisk, forsk. Blæksprutter, Eryoniderne blandt
Krebsdyrene, mange Pighude: stilkede Sølillier,
Elasipoder, Søstjerner af Slægterne Hymenaster
og Brisinga. Søpindsvin: Ananchytes-agtige
Former, de blødskallede Echinolhurider, og den
mærkelige, flaskeformede Pourtalesia, Slægten
Umbellula bl. Polypdyrene, samt Glassvampene
(Hyalonema). Den saakaldte Bathybius, som
man tidligere antog dækkede hele Havbunden
paa store Dybder som et Lag levende Slim,
er næppe noget levende Væsen, men kun
Kalkfosfat, der udfældes af Havvandet, naar der
sættes Alkohol til. Kun forholdsvis faa Arter
forekommer baade paa lavt og dybt Vand.
Scrobicularia nitida (en Musling) angives at være
fundet paa Dybder fra 12 til 4570 m, Bathyactis
symmetrica (en Stjernekoral) fra 60 til 5500 m;
et Par Slangestjerner (Ophiocten sericeum og
Ophiacantha bidentata) lever paa Dybder fra c.
10—4500 m. — Ved de senere Aars
Undersøgelser (særlig »Michael-Sars«-Ekspeditionien) har
det for øvrigt vist sig, at en stor Del af de
Former, særlig af Fisk og Krebsdyr, man
tidligere ansaa for at høre hjemme ved
Havbunden paa de store Dybder, i Virkeligheden lever
pelagisk i de intermediære Dybder.
Forsk. Ejendommeligheder er udbredt bl.
Dybhavsdyrene. Som oftest er de meget bløde,
geléagtige, saa det er meget vanskeligt at faa
dem hele op. I Alm. har de veludviklede Øjne,
ofte endda af aldeles kolossal Størrelse (jfr
Tusmørkedyrene bl. Landdyrene). Det viser, at
der dog ikke er absolut mørkt nede i de store
Dybder. Da der ikke lader sig paavise selv de
svageste Spor af Sollyset dybere end c. 1000
m (i de tropiske Egne; i de nordligere Egne
trænger Lyset ikke ned til saa stor Dybde), kan
det Lys, der findes i de større Dybder, sikkert
kun stamme fra Dyrene selv. Disse er nemlig
for en stor Del, maaske alle, fosforescerende.
(Lysorganer synes derimod ikke at findes hos
Bunddyrene, hvorimod de er stærkt udviklede
hos de i de dybere Vandlag pelagisk levende
Former). Rimeligvis har de fleste Dybhavsdyr
ikke pelagiske Larver, saaledes som
Kystdyrene. Farverne er mærkelig nok ofte meget
stærke: rødt, violet, gult, brunt og, sort er alm.,
blaat sjældent.
Da der ingen Planter lever paa saa store
Dybder, maa alle Dyrene leve af dyrisk Føde.
De større Dyr er Rovdyr, særlig adskillige
Fiske er særdeles vel udrustede som saadanne;
ikke sjælden fanges der Eksemplarer, der har
slugt Fisk, som langt overgaar dem selv i
Størrelse. De fleste lever af Dyndet, ɔ: de
organiske Levninger deri; disse stammer hovedsagelig
fra de i Havets Overflade levende Organismer;
de, der dør, synker til Bunds, og det maa
saaledtes stadig ligesom regne med døde Smaadyr
nede ved Bunden. — Dybhavsdyrene er næppe
saa talrige paa Individer som de littorale
Arter. Det rigeste Liv synes at findes ved
Grænsen mellem Kyst- og Dybhavsfaunaen; derefter
synes det at blive noget fattigere, jo længere
man kommer ned, og paa de største Dybder er
der kun et ret fattigt Dyreliv. Noget forsk. er
det ogsaa efter Bundens forsk. Beskaffenhed.
P. Gr. af den ringe Forandring, de fys.
Forhold ved Havbunden er underkastede, har
mange af de her levende Dyr kunnet holde sig
temmelig uforandrede gennem uhyre lange
Tidsrum, saa vi nu maa søge deres nærmeste
Slægtninge blandt de uddøde Dyr fra tidligere
Jordperioder. Saaledes er et Søpindsvin,
Stereopneustes relictus, næppe til at skelne fra
Kridtperiodens Ananchyter. Slægten Discina f.
Eks. (en Brachiopod) forekommer endog
allerede i den kambriske Formation. Wyville
Thomson mente paa Grundlag heraf at turde
opstille den Sætning, at »vi lever endnu i
Kridtperioden«. Dette er dog overdrevent, og det
maa indrømmes, at man ikke har fundet saa
mange gl. Former paa de store Dybder, som
man ventede, da Dybhavsundersøgelserne
rigtig begyndte; der lever jo endelig ogsaa
adskillige ældgamle Dyreformer ved Kysterne, i
Ferskvand og paa Land.
Kundskaben til Dyrelivet paa Havbunden er
af temmelig ny Dato. Det første Skridt blev
gjort sidst i 18. Aarh. af den berømte danske
Zoolog O. F. Müller, som anvendte
Østersskraben til at undersøge Dyrelivet paa Havbunden
med, men kun paa de mindre Dybder (indtil
c. 60 m). Siden den Tid er Skraben det
almindeligst brugte Redskab til disse Undersøgelser.
1841 anstillede Edw. Forbes Skrabninger paa
dybere Vand i det østlige Middelhav og kom
til det Resultat, at der intet Dyreliv var under
c. 600 m’s Dybde, og det antoges derefter i
længere Tid, at Havbunden paa de store
Dybder var en Ørken. Ganske vist havde 1818 Sir
J. Ross faaet et »Medusahoved«
(Gorgonocephalus) op med Loddet fra 1600—2000 m’s Dybde i
Baffins Bay, men Loddet var dengang ikke
noget paalideligt Instrument, saa det var intet
sikkert Bevis for, at der var Dyreliv paa saa store
Dybder. Det fik man derimod 1861, da et
Telegrafkabel blev optaget i Middelhavet; det var
fuldt besat med forsk. Dyr, Koraller, Mosdyr,
Rørorme, Muslinger o. s. v., som maatte have
levet paa Bunden, hvor Kablet laa, paa indtil
2300 m’s Dybde. Ved denne Tid anstillede
Nordmanden M. Sars og Svenskeren Torell
Undersøgelser paa dybere Vand ved den norske Kyst
og Spitsbergen og fandt overalt et rigt Dyreliv.
Særlig Opmærksomhed vakte det, da Sars her
fandt en lille stilket Sølillie, Rhizocrinus
lofolensis, hvis nærmeste Slægtninge maatte søges
bl. for længst uddøde Former. Endelig fik
Wyville Thomson 1868 den eng. Regering til at
stille Skibet »Lightning« til Disposition til
Dybhavsundersøgelser og det flg. Aar Skibet
»Porcupine«. Der gjordes dermed Undersøgelser,
først i Farvandene omkr. Skotland og Irland,
senere længere S. paa, ned imod Spanien.
Overalt fandtes et rigt Dyreliv, selv paa den største
Dybde, der naaedes, 4570 m. Det udmærkede
Resultat af disse Undersøgelser gav Stødet til
den største af alle hidtidige
Dybhavsekspeditioner, »Challenger«-Ekspeditionen 1872—76;
paa denne Ekspedition gjordes Undersøgelser i
alle de store Have, og Resultatet blev
overordentlig stort. Fra amer. Side gjorde Pourtalès
og den ældre Agassiz Dybhavsundersøgelser i
Golfstrømmens Omraade omtr. samtidig med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
