Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Havflora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luften til Stede i meget ringere Mængde, og
derved formindskes Fordelene ved den mere
egnede Blanding. — Lyset er maaske den
ydre Faktor, hvis Virkning bedst iagttages; thi
det skyldes Lyset, at fastsiddende Plantevækst
kun findes langs Kysterne og ikke (som
Dyrelivet) paa de store Dybder (Bakterierne
und-tagne). Ved Nedsænkning af lysfølsomme
Plader har man endnu paa 500 m’s Dybde kunnet
spore Lysets Virkning; dog saa langt gaar
Planterne ikke ned; der er iagttaget Planter
voksende paa næsten 200 m’s Dybde, men i Alm.
gaar de ikke længere end til 80 à 100 m og i de
arktiske Have, hvor Lysets Straaler, fordi de
falder mere skraat, brydes stærkere, samt i
grundede Kysthavne med mindre klart Vand,
næppe dybere end 40 à 60 m. — H. behøver
gennemgaaende ikke saa stor Varme som
Landfloraen; i de arktiske Have findes en ret
rig Flora, som trives vel i Havvand, hvis
Middeltemperatur knapt naar Nulpunktet. En
Forklaring paa, at de vegeterer saa godt ved lave
Temperaturer, ligger maaske deri, at koldere
Vand er i Stand til at holde betydelig mere
Luft opløst end varmere. Af Havets Salte
spiller Kogsaltet den vigtigste Rolle for
Planterne. De fleste af dem er meget følsomme
for Variationer i Saltholdigheden. Følger man
H.’s Udvikling f. Eks. fra Nordsøen gennem de
danske Farvande ind i Østersøen, vil man se,
hvorledes Planterne mere og mere forkrøbles
for til sidst for største Delen at forsvinde,
saaledes at den indre Østersø (med c. 0,6 % Salt)
har en arts- og individfattig Flora.
Efter Bundens fysiske
Beskaffenhed kan man dele H. i 2 Hovedgrupper; men
det er ikke paa al Slags Havbund, at man
finder Vegetation; paa stærkt bevæget Bund,
for Eksempel Sandbunden ved Vesterhavets
Kyst, finder man ingen Vegetation, ej heller
paa store lavvandede Strækninger i det
asiatiske Polarhav, hvor Isen skurer hen over
og pløjer op i Bunden. Plantelivet træffes 1)
dels paa Bund, dannet af løsere Materiale (Sand
og Dynd), 2) dels paa fast Bund (Klipper og
Stene). — H. paa løs Bund (af Warming kaldt
Havgræsformationen) bestaar mest af
Blomsterplanter af Vandaks- og Frøbidfamilien
og dertil nogle Alger (i Troperne især
Caulerpa-Arter, i tempererede Klimaer Kransnaale).
Blomsterplanterne er ret faa i Artsantal (ialt
27 Arter); men de optræder i store Masser,
saaledes i danske Farvande Aalegræsset
(se Bændeltang, S. 385), hvis friskgrønne,
undersøiske Enge man undertiden ser blotlagte
ved Ebbetid. I vore Farvande gaar disse
Planter ikke dybere end c. 12 m; men i varmere
Have gaar de betydeligt længere ned (20—50
m). De har næsten alle 1) vandrette, krybende
Stængler, der sender Rødder ned i den løse
Bund, 2) ligenervede, lange, baanddannede
Blade og 3) uanselige Blomster, der hos de fleste
befrugtes i Vandet, og hvis Støv ofte er
traadformet, ell. Kornene er forenede i lange Kæder.
Enkelte Arters Blomster kommer dog op til
Overfladen og befrugtes paa andre Maader. I
geografisk Henseende har de fleste Arter
ret indskrænkede Udbredelsesomraader; der
findes saaledes en særlig Flora i
Middelhavet, en ved Antillerne, en ved Australiens
Sydkyst og en ved Nordamerikas Vestkyst. I
det nordlige Atlanterhav findes kun et Par
Arter Aalegræs, af hvilke den almindelige er
udbredt over et Omraade, der overgaar alle
andre Havgræssers; thi foruden i Nordatlanten
findes den i Ishavet og i det nordlige Stillehav.
Hvor skarpt udprægede disse geografiske
Omraader er, viser Middelhavet og det røde Hav;
thi det første Havs 4 Arter mangler aldeles i
det røde Hav og dettes 9 i Middelhavet. Nær
beslægtet med Havgræsvegetationen er, hvad
man kan kalde
Brakvandsvegetationen, som findes alm. nær Kysterne, hvor
Vandet har en ringe Saltholdighed; den bestaar
dels af Blomsterplanter (beslægtede med
Havgræsfloraens), dels af Kransnaale o. a. Alger,
f. Eks. Enteromorpha. Endnu en Vegetation er
knyttet til Kyster med løs Bund, men kun i
Troperne, nemlig
Mangrovevegetationen (se Mangrove). — Floraen paa fast
Bund (Havalgeformationen) er meget
mere udbredt i Havet end Havgræsformationen;
den bestaar af Alger alene. Bunden kan være
den faststaaende Klippe, løse Sten ell. Skaller,
som ligger i en i øvrigt løs Havbund; det
kommer blot an paa, at Algernes direkte Underlag
er fast. Deres morfologiske og
anatomiske Bygning frembyder forsk.
Ejendommeligheder, der mest maa forklares som
Tilpasninger til de Forhold, hvorunder de lever:
1) De mangler Cellemellemrum, 2) deres
Styrkevæv er dragstærkt (bygget af
kollenkymatiske Celler), 3) de er fæstede til
Underlaget ved Hæftere, der breder sig skiveformet
ud, enten en enkelt Hæfter ell. talrige grenede,
4) og de mangler ægte Rødder og lgn. Organer,
som er overfladige, da de optager deres
Næringssalte med hele deres Overflade. Hvad de
ydre Former angaar, er de ofte skiveformede
og mere ell. mindre tiltrykte til Underlaget ell.
forgrenede efter Gælleprincippet ɔ: de bestaar
af talrige Flige, hvorved de opnaar en betydelig
Overfladestørrelse. Hyppigt findes dog ugrenede,
trinde ell. flade Former. — I
Havalgeformationen findes baade Grønalger,
Blaagrønne Alger, Brunalger og Rødalger;
Flertallet af de 2 sidste Klasser lever
overhovedet ikke i fersk Vand. Havalgeformationen har
sin rigeste Udvikling i de tempererede Have,
ikke i Tropehavene. Efter deres
geografiske Udbredelse kan man adskille flg.
Omraader: 1) det boreale Omraade ɔ: de
arktiske Have, Nordatlanterhavet og det
nordlige Stillehav; her er Fucaceer, Agarum,
Laminaria, Alaria og Nereocystis karakteristiske
for Floraen; 2) det tropiske Omraade
med talrige Rødalger, Sifoneer og Sargasso, 3)
og det australe Omraade ved Kap,
Australien, Ny Zeeland og Sydamerikas sydlige
Del; det er her, Algerne naar deres mægtigste
Udvikling. De store Brunalger, Kæmpetangen
(Macrocystis pyrifera) og Lessonia-Arter,
danner hele undersøiske Skove; den første skal
endog kunne blive henimod 100 m lang (den
største arktiske Alge, Laminaria longicruris,
bliver i det højeste 25 m, men forøvrigt skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
