Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hebræisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Epigraphik« [Weimar 1898], og »Ephemeris für
semitische Epigraphik«, Bd 1—3 [Giessen
1902—15]).
II. Den klassiske h. L. findes i det gamle
Testamente. Denne Litt. strækker sig over
et Tidsrum paa omkr. 1000 Aar. Det ældste
Dokument, Debora’s Sang, kan sættes til omkr.
1100 f. Kr., det yngste, som lader sig sikkert
datere, Daniel’s Bog, er fra 167 ell. 166 f. Kr.
Det dybe Skel, som Jerusalems Erobring 586 og
det derpaa flg. Eksil satte i Israels Historie,
præger ogsaa Litt., der saaledes kan deles i en
foreksilsk og eftereksilsk. Sagligt kan den deles
efter Arter i 1) Poesi, 2) fortællende Prosa, 3)
Love, og 4) profetisk Litt. Mellem disse Arter er
der ikke faste Grænser; Poesi og Prosa gaar
over i hinanden, og under profetisk Litt. har
det gl. Testamente i Virkeligheden samlet
meget forsk. Litteratur arter. — 1) Poesien
bærer i Hebr. visse formelle Kendetegn. Rytmen
er ikke bunden i saa faste Regler som f. Eks.
hos Araberne. Den bæres af de betonede
Stavelser, og Metret fremkommer ved en vis
Regelmæssighed i Tonstavelsernes Antal. I
Qinametret (saaledes kaldet efter Klagesangen, qîna,
hvori det bruges) har Strofens første Del
saaledes een Tonstavelse mere end anden Del
(4—3, 3—2 o. s. v.); men i Alm. har man
indskrænket sig til en vis omtrentlig Ensartethed.
De forsk. Forsøg paa at eftervise faste
Systemer har ikke kunnet gennemføres uden
vidtgaaende Tekstændringer. Betegnende for hebr.
Poesi er Ordvalget, Brugen af Billeder, en vis
Prægnans i Udtrykket og den saakaldte
parallelismus membrorum, der bestaar i, at Strofen
falder i to Dele, som begge, hver paa sin Vis,
udtrykker samme Tanke. Den ældste hebr.
Poesi tager sit Stof fra det folkelige og
nationale Liv. Vi hører en Kildesang til et nyt
frembydende Væld (4. Mos. 21, 17 f.), en
Hævnsang af den overmodige Lamek (1.
Mos. 4. 23 f.), en Krigssang om Moab’s
Ulykke (4. Mos. 21, 27—30). En Sejrssang er
den saakaldte »Debora’s Sang«, der i korte,
fyndige Udtryk skildrer Kampen og Sejren over
Kana’anæerne, priser de deltagende Stammer,
dadler de udeblevne og jubler over Jahve’s
Hjælp (Dom. 5). Beslægtet med den er saadanne
Sange, der under Form af Velsignelser priser
Stammernes Trivsel og Lykke, som Jakob’s
Velsignelse (1. Mos. 49) og Mose Velsignelse (5. Mos.
33) ell. Bileam’s Velsignelser (4. Mos. 22—24).
Fra Kongetiden og maaske fra den eftereksilske
Tid har vi en Del Nationalpoesi, som
besynger fjendtlige Nationers Undergang, f. Eks.
2. Mos. 15. En Del er med ell. uden Ret samlet
under Jesaja’s Navn (Jes. 13—23). Mange Sange
er knyttede til Kongens Person, forherliger hans
lykkelige Regering, fejrer hans Bryllupsfærd,
beder om Sejr for ham, jubler over Sejren ell.
klager over Nederlaget (Kongesalmerne).
En særlig Gruppe danner de før nævnte
Klagesange, som besynger den Afdøde, beklager
Savnet og evt. forbander hans Fjender. Typiske
Eksempler er David’s Klagesange over Saul og
Jonatan (2. Sam. 1) og over Abner (2. Sam. 3, 33
ff.). En Klagesang over det faldne Israel
reciterer Amos (5, 2), en ironisk Klagesang over
Farao fremføres af Hezekiel (32, 2 ff.); den er
beslægtet med Spottesangen, f. Eks. den,
der haaner Babels faldne Konge, Jes. 14. Flere
af de mod fjendtlige Nationer rettede Digte
har den Karakter. I Stil med den gl. Klagesang
er »Klagesangene«’s Begrædelse af Jerusalems
Fald. Den ældre nationale Poesi havde altid en
religiøs Karakter, thi Jahve og Nationen var
fast sammenknyttede. En rent religiøs
Poesi findes i mange af »Salmerne«. En Del
af disse Hymner har haft deres Plads i den
ældre Festliturgi, andre er Lejlighedsdigte, der
giver Udtryk for individuelle Stemninger, Tillid
og Glæde ell. Smerte og Bodfærdighed. Atter
andre maa nærmest regnes for Læredigte
(se David’s Salmer). Til samme Kategori
kan man regne Ordsprogene, som bærer
Poesiens ydre Kendemærker, og hvis Indhold
er alm. Leveregler samt Forherligelse af
Visdommen. De er voksede frem af de gl. Fyndord
og Ordsprog (māshāl), hvori Folket har
nedlagt sin Visdom. I Slægt med dem er Fabler
som Jotam’s (Dom. 9) og Gaader (Dom.
14, 14), Lignelser som Natan’s (2. Sam. 12,
1—4) og saadanne Sandsagn, som Salomo skal
have været en Mester i (1. Kg. 5, 12 f.).
Problemdigtning har vi i enkelte Salmer, der
grubler over Misforholdet mellem Fromhed og
Lykke. Det samme Problem er behandlet paa
storslaaet Vis i Job’s Bog og senere af
Prædikeren, der staar som et Vidnesbyrd om israelitisk
Kulturs Forfald. En rent verdslig Poesi haves
kun i Højsangens Elskovssange — 2) Den
fortællende Prosa har ligesom Poesien
i ældre Tid staaet i nær Forbindelse med
Folkelivet. Man har haft Fortællinger om
fremragende Helte, hvis krigerske Bedrifter havde
Bet. for deres Stamme (Dommerne), ell. i hvis
Kraftudfoldelse de fandt Udtryk for israelitisk
Styrke (Samson). Ved Siden af disse
Fortællinger om Enkeltmænd (Dom. 2—16) havde man
Beretninger om Episoder af Stammernes
Liv (Dom. 17—21). Af den Slags Fortællinger
har man, haft Samlinger, der nu er gaaet tabt,
saaledes »Bogen om Jahve’s Krige« (4. Mos.
21, 14) og »de ædles Bog« (Jos. 10, 13). Om
Stammernes ældste Historie havde man tillige
Fortællinger af anden Art. Israelitterne følte
sig Stammefædrene saa nær, at Forskellen
mellem Stamfaderens og Stammens Oplevelser
udviskes. Under Form af
Patriarkfortællinger er der saaledes berettet os en Del om
Stammernes ældste Historie. Karakteristiske
Stammehistorier har vi f. Eks. i Fortællingerne
om Jakob og Esau og om Forholdet til Sikem
(1. Mos. 34). De Helligdomme, hvor Stammerne
øvede deres Kultus, faar i disse Fortællinger
Autoritet ved, at Fædrene har dvælet ved dem
og bygget deres Altre. De stammehistoriske
Træk er nøje sammenknyttede med rent
individuelle Fortællinger, der bl. a. bærer Præg af
Eventyr stof, maaske til Dels af fremmed
Oprindelse (Josef-Fortællingerne). Til
Patriarkfortællingerne slutter sig Skildringer af Israels
Ophold i Ægypten, dets Vandringer i Ørkenen
og Episoder fra Indvandringen i Kana’an. Alle
disse Fortællinger er samlede til en fortløbende
Helhed og forenede med Fortællinger af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
