Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heddernheim - Heddesdorf - Hede (Skjoldmø) - Hede (udyrket Land)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Heddernheim [’hædərnha^im]. By i preuss.
Provins Hessen-Nassau, i Regeringsdistriktet
Wiesbaden, 7 km NV. f. Frankfurt a. M., med
hvilken den er forbundet ved en
Dampsporvogn, ligger ved Nidda, Biflod til Main, og
har Kobberværk, Fabrikation af Tryksværte og
Teglbrænderi. (1910) 5224 Indb. I Nærheden
findes det saakaldte Heidenfeld, Rester af en
Romerby (maaske Novus vicus), hvor der er
blevet gjort betydelige Fund.
G. Ht.
Heddesdorf [’hædəsdårf], Flække i preuss.
Rhinprovinsen, i Regeringsdistriktet Koblenz,
er sammenbygget med Neuwied (s. d.).
G. Ht.
Hede (oldnord. Heiðr), Harald Hildetand’s
Skjoldmø, hjemmehørende i Hedeby (ɔ:
Slesvig), og efter hans Fald valgt til Dronning i
Riget. H. er rimeligvis opstaaet som folkelig
Forklaring af Navnet Hedeby; hun
forekommer allerede i Braavalla-Kvadet (omtr. 1060)
og i Ælnod’s »Knud den Hellige« (efter 1100).
Bynavnet har dog sikkert sin virkelige
Oprindelse fra Hede = udyrket Land.
(A. O.). H. El.
Hede betød opr. en stor, flad
Landstrækning, men anvendes nu, i alt Fald i Danmark,
om et Areal, der, hvad enten det er fladt ell.
bakket, har en meget mager og næringsfattig
Jordbund, hvis Vegetation især bestaar af
Hedelyng o. a. lave Buske, men ej ell. i meget
ringe Grad af Træer, og som ligger saaledes,
at Tørvemosser (Sphagna) og deres
Formuldningsprodukter ej opr. har været
Grundlag for Vegetationen. I udvidet Bet. kan H.
ogsaa anvendes om andre udyrkede Arealer
med en nogenlunde ensartet Vegetation.
Det, som først kendetegner H., er gerne de
vide Udsigter; Jorden er kun pletvis og i ringe
Grad opdyrket, Træer og Beboelser indsnævrer
ikke Synskredsen. Ejendommelig er dernæst
den monotone, mørke Farve, som Lyngen giver
Landskabet hele Aaret undtagen i
Blomstringstiden, da Farven gaar fra grønligbrun til lyst
rødlig; kun hist og her afbrydes denne
Ensartethed af en grøn Plet ell. Stribe Græs, af
Purkrat ell. af en lille Plet Agerjord, med
tarvelig Afgrøde omkr. et uanseligt, lyngtækt Hus.
Dybe og krogede Hjulspor slynger sig ofte
forvirrende ind i hverandre, og her kommer det
hvide Sand tit til Syne i skarp Modsætning
til den sorte Lyngskjold.
I Danmark findes H. overvejende i Jyllands
vestlige Del og paa Bornholms »Højlyng«, ellers
kun paa forholdsvis smaa Arealer; den dækker
efter Opgørelsen 1912 noget over 317000 ha, men
den er ingenlunde lige gl overalt. Paa nogle St.
har Lyngheden indfundet sig snart efter
Istidens Afslutning, maaske efter en
mellemliggende Tundratid og har da formentlig holdt
sig i det væsentlige uforandret; paa andre har
Græs ell. Træer en Tid været herskende men
siden maattet vige for Lyngheden, som paa den
magre Jord bliver den endelige Vegetation, saa
længe Jord og Plantevækst er urørte af
Mennesker. Denne Overgang er i mange Tilfælde
fremkaldt af Mennesket, der har udpint
Agerjorden ell. ødelagt Skoven, og en saadan
Nydannelse af H. gaar endnu for sig. Endvidere
gaar Klitter, som er dæmpede, ofte over til H.
H.’s Vegetation er i første Rk.
sammensat af lave busk- ell. halvbuskagtige Planter;
dertil slutter sig et Antal urteagtige
Blomsterplanter og en Bundflora af blomsterløse
Planter, især Mosser og Laver. Bl. Buskene er
de af Lyngfamilien især fremherskende. Alm.
Hedelyng giver Vegetationen dens ensartede
Præg; Sammen med den vokser andre
Lynglanter, Klokkelyng (særlig paa fugtige H.),
Melbærris og Arter af Slægten Bølle; og meget
nær til Hedelyngen i Optræden og Ydre slutter
sig Revling. Disse »Lyngplanter« i videre
Forstand har et fælles ejendommeligt Præg: alle
Dværgbuske, nogle med opret Vækst (Hede- og
Klokkelyng, Bølle-Arterne), andre med krybende
(Revling, Melbærris); de fleste har
overvintrende Blade, der hos nogle er smaa og
naaledannede, hos andre flade og læderagtige; paa forsk.
Vis er Bladene beskyttede mod stærk
Transpiration. Med de fine og rigt forgrenede Rødder
gennemvæver Lyngplanterne Jordbundens
øverste Lag (Lyngskjolden). Gyvel, som navnlig
findes paa H. af bedre Beskaffenhed, Arter af
Slægten Visse og Graapil er Smaabuske, som i
Ydre, langsom Vækst og Haardførhed slutter
sig til Lyngplanterne; ogsaa de er smaabladede
og i det hele af et ret xerofilt Præg. Herhen
hører ogsaa Timian, der dog nærmest er en
Halvbusk. Af Urterne i H. er enkelte større
Kurvblomstrede saasom Guldblomme,
Gyldenris og Smalbladet Høgeurt med deres gule
Blomster særlig skikkede til at bringe Afveksling i
den monotone Vegetation; hertil bidrager ogsaa
Tormentil, Rundbladet Klokke, Alm.
Kællingetand; Plettet Gøgeurt, Øjentrøst o. a. som
jævnlig er dens Ledsagere paa de forsk.
Hedelokaliteter. Derimod vil Kattefod, Lyng-Snerre,
Liden Fugleklo o. a., der alm findes i Bunden
af H.’s Buskvegetation, kun gøre sig lidet
bemærkede. Næsten alle de nævnte Urter er
fleraarige, de maa paa forsk. Maade være egnede
til at udholde de ret ublide Vækstvilkaar i H.;
enkelte, som Læge-Øjentrøst, forekommer her
i en særlig Form. De Græsser og græsagtige
Planter, som forekommer i H., er ligeledes alle
fleraarige og har tueformet Vækst; ingen af
dem spiller nogen dominerende Rolle, og dette
er en væsentlig Aarsag til, at H., saa flad og
øde den ofte er, dog ingen Lighed frembyder
med Steppen. Langs Veje og paa aabne Pletter
i H. og hyppig paa St., hvor de opr. Forhold
er forstyrrede af Kultur, kan især Bølget
Bunke, der er en karakteristisk Morplante, og
Katteskæg optræde i anseligt Antal;
Nedliggende Tandbælg, Vellugtende Gulaks, Alm.
Hvene og Faare-Svingel forekommer dels inde i
H., dels og især paa Grænsen af denne og de
tilstødende magre Kulturmarker. Af
Halvgræsser findes i H. enkelte Star-Arter, Sand-Star
trækker hyppig sine Geledder i af grønne Toppe
gennem Lyngen, og Tue-Kogleaks, der dog,
ligesom Børstebladet Siv (af Sivfamilien), især
ynder mere fugtige Lokaliteter. De mest
dominerende af de nævnte græsagtige Planter har
alle et xerofilt Ydre; deres Blade er
børstedannede, indrullede, med godt skjulte
Spalteaabninger o. s. v. Bl. de blomsterløse
Planter har enkelte Karkryptogamer, men især
Mosser og Laver en væsentlig Andel i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
