Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hede (udyrket Land)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vegatationsdækkets Sammensætning; Flertallet er dog
lidet fremtrædende i Forhold til
Blomsterplanterne. En enkelt Bregne, Ørnebregnen, kan
hist og her danne mindre Bevoksninger i H.,
den er vel som andre nedenfor nævnte Planter
en Rest af Skov- og Kratvegetation. Nu og da
træffes ogsaa Alm. Maanerude. Bl.
Karkryptogamerne er det ellers Ulvefødderne, der i Ydre
og Voksemaade viser sig godt skikkede til at
leve under de samme Forhold som H.’s Buske
og Urter, og som netop derfor i hele deres
Bygning har væsentlige Lighedspunkter med
disse. Alm. Ulvefod kryber med sin fl. m lange
Stængel ud og ind mellem de øvrige
Hedeplanter; den er hyppigst, men ogsaa Flad Ulvefod
findes hist og her alm. Mosser og Laver vokser
mellem hverandre i Flæng og mellem H.’s
Buske og Urter. De første findes overalt i H.,
ofte dækkende den mørke Bund, særlig hvor
denne iflg. sin Beliggenhed, er mere fugtig; deres
Rhizoider og Forkim gennemvæver i Forening
med enkelte Alger Lyngskjoldens allerøverste
Lag, medens Lyngplanternes fineste Rødder
gaar dybere ned. Ligesom i Klitterne dækker
Arter af Jomfruhaar nøgne og sandede Flader
i H. I den ældre Lyngvegetation er især
Grenmos- (Hypnum-) og Kløvtand-(Dicranum-)
Arter alm.; de drager som et grønt Tæppe
under Buskene og mellem dem ell. vokser frem i
bløde Puder. Mosdækkets Evne til at fastholde
Fugtighed er sikkert af stor Bet. for
Hedeplanternes hele Husholdning. Laverne spiller ingen
saadan økologisk Rolle, men udgør for Resten
cr meget fremtrædende Del af den kryptogame
Vegetation, ikke mindst p. Gr. a. deres fra den
øvrige Plantevækst ret afstikkende Farver.
Ligesom bl. Mosserne er enkelte Arter
dominerende; navnlig Rensdyrlav overgaar alle andre
Laver i Udbredelse og Individantal; ofte kan
den give H. Udseende af at være lige saa meget
Likenhede som Lynghede. Ogsaa andre Arter
Bægerlav (Cladonia), endvidere den sortebrune
Krølhaarslav, Skaallav og Skjoldlav er yderlig
alm.; mindre hyppig er isl. Lav. Mod de øvrige
Lavers overvejende graa ell. brune Farver
kontrasterer de højrøde Frugter af Koralrød
Bægerlav, hvor denne findes i større Mængde.
Selv om ogsaa Lavernes mere ell. mindre
frodige Udvikling er afhængig af Lokalitetens
Belysnings- og Fugtighedsforhold, ligesom
Mossernes, saa kan dog Laverne langt bedre undvære
Fugtighed; paa tørre Lokaliteter træder de
i Stedet for Mosserne, og i det hele taget
fremkommer Likenheden kun i den allermagreste
og tørreste Del af H.
H.’s Plantevækst og dens Fysiognomi kan i
nogen Grad ændres ved Indblanding af Planter,
der ellers ikke er karaktergivende. Disse
Variationer skyldes dels Klitvækster, der fremkommer
paa de ved Brud paa H. og Sandflugt opstaaede
»Sande«, dels beror de paa Forekomsten af
Purkrattene. Sandene har mindre almen
fysiognomisk Bet., de virker som mærkelig Modsætning
over for H., som omgiver dem, især ved
Farven af den lyse Bund og Bevoksningens graalige
Skær. Man maa i øvrigt her skelne mellem de
afføgne Sande, hvor Vegetationen begynder med
Polytrichum juniperinum, Timian o. s. v., og
de sammenføgne Klitter (Kytter), hvor
Jordbunden først bindes især af Hjelme, derpaa af
Graapil o. a.; endelig kommer Lyngen. — De
højst ejendommelige Purrer findes ofte i stor
Mængde paa Hedebakker, især velbevarede paa
den Side af Bakkerne, der vender bort fra de
herskende Vestenvinde. Mest bestaar de af Eg
i Form af lave Træer ell. store Buske af 20—40
m’s Højde; paa magrere Lokaliteter bliver de
kun 1—5 m høje. De er opstaaede ved Udslag
fra Stød af fældede ell. udgaaede Ege. De har
Kuppelform og er skraat afskaarne fra
Vindsiden og især her stærkt bevoksede med Laver;
den ejendommelige Form er for en væsentlig
Del fremkommet ved Bid af Faar, men for
øvrigt ved Vindens Piskning. Under Purrens
Skærm kan den opr. Skovbundsnatur hyppig
være vedligeholdt forholdsvis ren. Foruden Eg
deltager ogsaa Ene, Bævreasp og undertiden
Bøg i Purrernes Dannelse. Bøgepurrer mangler
dog næsten i de vestjydske Egne. Enen er den
af disse, der iflg. hele sit Ydre og sin Vækst
mest falder i Traad med den øvrige
Hedevegetation; meget ofte vokser den i H. som en lav
og flad Busk, der ikke er stort højere end den
omgivende Lyng. Ogsaa smaa Træer ell. Buske
af Bævreasp ses hyppig paa H., for smaa og
ubetydelige til at kunne kaldes for Purrer.
Navnlig i Foraarstiden danner Purrerne med
deres lyse Løv en højst ejendommelig og
tiltalende Modsætning til den ellers saa mørkladne
Hedeflora. Den hyppige Forekomst af
Majblomst og Skovstjerne i H. leder Tanken hen
paa den forsvundne Skov; de er utvivlsomt
Rester af dennes mere Haardføre Bundvegetation.
Variationer i Hedevegetationens hele Præg
fremkaldes for øvrigt, naar de naturlige
Betingelser for den større ell. mindre Frodighed,
hvorunder den kan udfolde sig, veksler paa
iøjnefaldende Maade. Her spiller Jordbundens
Indhold af Fugtighed, Formuldningens Grad og
andre fysiske Forhold en overmaade betydelig
Rolle; jo fugtigere og mere formuldet Jorden
er, desto større Frodighed i Vegetationen.
Stærk Tørhed og megen Syredannelse (se
nedenf.) fremkalder derimod hver for sig dens
Degeneration. Paa meget lav Bund, hvor
Vandafledningen er vanskelig ell. umuliggjort, og
hvor Fugtigheden derfor tilbageholdes i større
Maalestok, gaar H. over i Mose.
Under det i Reglen tætte Lyngtæppe findes
et Lag af Planternes Affaldsstoffer; oftest er det
en sort, sej, grynet, nedadtil fedtet og
sandblandet, tørveagtig Skjold; men undertiden og
især paa den mere frugtbare Jord kan der
ogsaa under Lyngen findes en alm.
Mulddannelse, idet Planternes Affald fortæres af
lavtstaaende Organismer og af dem sammenblandes
med den opr., mineralske Jord (se Muld).
I den tætte, seje Lyngskjold udvikles der
Muldsyrer, som med Vandet synker ned og udvasker
det underliggende Jordlag; dette bliver derved
efterhaanden til det hvide, golde Blysand, som
kan strække sig mere end 0,6 m ned i Jorden
og foroven og forneden er sortagtig af
nedslemmede ell. udfældede Muldkorn. Under Blysandet
udskilles en stor Del af de udvaskede, opløste
Stoffer, hvorved den saakaldte Rødjord ell. Al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
