Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hefaistos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
H.’s Navn paa Bane, er de mange
vidunderlige Arbejder, som henføres til ham. I den
olympiske Gudestat er H. Gudernes Smed,
Bygmester og Kunstner. Han har bygget Zeus’
Sovekammer og opført alle Gudernes Boliger.
Som naturligt er efter den homeriske Tids
Kulturstandpunkt, er de underfulde Værker, som
Digterens Fantasi lader Guder og Heroer eje,
fortrinsvis kostbare Arbejder af Metal; deres
Ophavsmand er H. Han forfærdiger Zeus’
Ægide, Vaaben til Achilleus og Diomedes, Guld-
og Sølvhunde til Alkinoos o. s. v. I Iliaden
træffer Thetis ham i hans Smedie, hvor han
arbejder med Blæsebælg, Hammer og Tang; som de
jordiske Smede er han smudsig og sodet af sit
Arbejde. H.’s Vanførhed bestaar i, at hans
Fødder er forvoksede (deraf Tilnavnet
kyllopodion, »Krumfod«); ligesom den nordiske
Vølund bevæger han sig derfor kun med Møje
af Sted. Da han engang ved en Kiv mellem
Guderne vil stifte Fred og paatager sig
Mundskænkens Rolle, vækker den haltende,
pustende Skikkelse alles Latter. Som Smed er H.
vant til at sysle med Ilden; denne kaldes ofte
H.’s Lue; et enkelt Sted bruges Gudens Navn
ligefrem i Bet. »Ild«. Man tør heri vistnok se et
Minde om H.’s opr. Natur. Kun eet Sted i
Iliaden spiller dog H.’s Ild en Rolle, idet han
hermed overvælder Flodguden Skamandros.
I den senere gr. Litt. fastholdes i det
væsentlige det Billede af H., der var fremsat
i de homeriske Digte. Dog kommer enkelte ny
Træk til, der for største Delen knytter H. til
de attiske Sagn. I Athen havde H., som nævnt,
tidlig vundet en anset Stilling og faaet en fast
Kultus. Han stod her i nært Forhold til Athena:
begge var Kunstens og Haandværkets
Beskyttere; en Tradition lader endog H. søge at træde
i Elskovsforhold til Athena (se
Erichthonios). Efter Hesiodos’ Teogoni havde H. ingen
Fader, men var Barn af Hera alene (et
Modstykke til Athena’s Fødsel). Da Zeus vilde
bringe Ulykke over Menneskene, var det H., der
paa hans Bud skabte Pandora; et attisk
Vasebillede fra 5. Aarh. forestiller Athena og H. i
Forening virksomme herved. Til Attike knytter
sig fremdeles Sagnet om, at H. bistod ved
Athena’s Fødsel, idet han aabnede Zeus’ Hoved ved
et Økseslag. — Allerede hos Homer nævnes
H., som foran anført, enkelte Steder som
Ildens Gud, og denne Opfattelse breder sig
siden mere og mere; i Attike var det Skik at
have smaa Billeder af H. som »Ildens
Tilsynsmand« opstillede ved Arnen. Særlig knyttedes H.
til enkelte Egne, hvor der fandtes Vulkaner,
skønt fl. Sagn viser, at den vulkanske
Virksomhed opr. tilskreves andre Magter; det er
kun naturligt, at disse efterhaanden maatte
træde i Skygge for den olympiske Gud, der
gennem de homeriske Digte var kendt og
anset overalt. Nogle gik helt i Glemme, andre
knyttedes som underordnede Væsener til H. og
traadte i hans Tjeneste. Saaledes beskrives i
den senere Oldtids Poesi Vulkanerne som H.’s
Værksted, hvor han arbejder sammen med sine
Svende, Kykloperne.
Kultus. I Athen fandtes et Tempel for H.,
hvori hans og Athena’s Billeder stod jævnsides.
Til begges Ære fejredes i Pyanopsion (Oktbr)
Smede- og Haandværkerfesten Chalkeia; for
H. afholdtes desuden en særlig Fest
(Hefaistia) med Fakkelløb; ved Apaturierne gjaldt en
Del af Festen ham.
H. i Billedkunsten. Af det anførte
fremgaar, at der i Oldtiden kun fandtes faa
betydelige Tempelstatuer, der forestillede H.;
derimod fremstilledes H. stundom i
Kunstværker, der behandlede Motiver fra den gamle
episke Digtning. De berømteste H.-Billeder
skyldtes Billedhuggerne Alkamenes og
Eufranor; Alkamenes’ Statue antages med megen
Sandsynlighed at være identisk med den
ovennævnte Tempelstatue i Athen; Cicero, der i
sin Ungdom havde opholdt sig der, siger om
Figuren, at Kunstneren havde forstaaet at
gengive Gudens Halten saaledes, at man saa den,
men at den ikke skæmmede. Det eneste
bevarede større Billedhuggerarbejde, som
farestiller H., er en Buste, der 1854 fandtes i Rom.
Guden bærer, som Smedene i Oldtiden plejede,
en Hue, der skulde beskytte Haaret mod Smuds
og Sod; hans Træk minder vel noget om
Zeus-Billedernes Højhed og Ro, men har tillige et
»borgerligt og prosaisk« Udtryk (Friederichs).
Enkelte mindre Bronzefigurer viser, hvorledes
H.’s Person behandledes af den senere Oldtids
Kunst. Fig. 1 gengiver en af disse, som
opbevares i Wien; den afbrudte venstre Haand har,
efter en Replik i Berlin at dømme, holdt en
Tang. Hammer og Tang var Gudens
sædvanlige Attributter; hans Klædning er den i
Oldtiden alm. forekommende Haandværkerbluse
(Exomis). — Den arkaiske Kunst har ofte
behandlet Sagnet om H.’s Tilbagekomst til
Olympen; til de ældste Fremstillinger af denne Art
hører et korinthisk Vasebillede fra 7.—6. Aarh.
f. Kr., paa hvilket H.’s Fødder i Tilslutning til
Homer’s Ord er krumme og forvoksede (se Fig.
2). Paa de ældre attiske Vaser ses H. ofte ridende
paa et Muldyr, ledsaget af Dionysos, der bringer
ham tilbage til Guderne. Hera’s Fængsling var
afbildet i et af de berømteste arkaiske
Kunstværker, den amyklæiske Trone, hendes
Befrielse i et Bronzerelief af Gitiadas i Sparta.
Ogsaa Athena’s Fødsel, ved hvilken H. var
virksom, hører til de Motiver, som den gr.
Kunst ofte har behandlet. Den berømteste
Fremstilling deraf var den østlige Gavlgruppe
paa Parthenon. (Litt.: U. v.
 |
| Fig. 2. Korinthisk Vasebillede. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
