Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hefaistos - Hefele, Karl Josef - Heffter, August Wilhelm - Hefner-Alteneck, Friedrich v. - Hefner-Alteneck, Jakob Heinrich von - Hefnerlampe - Hefnerlys - Heftalitter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Wilamowitz-Möllendorff, »Hephaistos« [»Nachrichten
d. Ges. d. Wissensch.«, Göttingen 1895];
Blümmer, De Vulcani in veteribus artium
monumentis figura [Breslau 1870]; Waenting,
De Vulcano in Olympum reduce [Lipsiae 1877];
L. Malten i »Jahrbuch des deutsch. archäol.
Instituts« [1912]).
C. B.
Hefele [’he.fələ], Karl Josef, tysk kat.
Teolog, f. 15. Marts 1809 i Unterkochen i
Württemberg, d. 5. Juni 1893. Efter Studier i Tübingen
1827—32 blev han 1833 præsteviet, men kom
allerede 1836 tilbage til Univ., først som
Privatdocent, fra 1837 som ekstraordinær, fra 1840
som ordinær Prof. i Kirkehistorie, og ved sin
klare og livlige Fremstillingsform og sin
personlige Elskværdighed kom han til at øve en
betydelig Indflydelse paa Studenterne. 1869
udnævntes han til Biskop af Rottenburg, og det
flg. Aar var han til Stede paa Vatikanerkonciliet
som en ivrig Modstander af
Ufejlbarhedsdogmet, idet han søgte at vise, at Pave Honorius
paa et Kirkemøde 681 var blevet fordømt som
Kætter, fordi han »fra Katedret« havde ført
falsk Lære; da H. imidlertid indsaa, at Dogmet
alligevel vilde blive vedtaget, forlod han
Konciliet forinden den sidste Afstemning. Senere
blev han stillet over for Valget enten at
godkende Ufejlbarheden ell. at blive
ekskommuniceret, og han ændrede da sin Opfattelse af
Honorius derhen, at denne kun m. H. t.
Udtrykket havde taget fejl, medens han i
Virkeligheden tænkte ortodoks. H.’s Hovedværk er
»Conciliengeschichte«, I—VII (1855—74; 2. Opl.
1873—90); desuden kan nævnes »Kardinal
Ximenes« (1844; 2. Opl. 1851), en Udg. af de
apostolske Fædre (1839; 4. Opl. 1855) samt talrige
Afh. i videnskabelige Tidsskr.
H. M.
Heffter, August Wilhelm, tysk
Retslærd, f. 30. Apr. 1796 i Schweinitz, d. 5.
Jan. 1880 i Berlin, virkede først i Praksis, 1820
ved Appellationsretten i Köln, 1822
Landretsraad i Düsseldorf, men udnævntes p. Gr. a.
sit Værk »Die Athenäische Gerichtsverfassung«
(1822) 1823 til Prof. ord. i Bonn, 1830 Prof. i
Halle a. S., 1832 i Berlin, hvor han tillige
arbejdede som Dommer, 1849—51 Medlem af
Førstekammeret, 1861 Kronsyndikus og
livsvarigt Medlem af Herrehuset. I H.’s første Skr
var det historiske Element det mest
fremherskende, saaledes i »Institutionen des römischen
und deutschen Civilprocesses« (1825, 2. Udg.
med ændret Titel 1843), men hans senere
Arbejder hylder en kraftig Positivisme og bærer
talende Vidnesbyrd om H.’s stærkt udprægede
praktiske Sans. Dette gælder allerede hans
»Beiträge zum deutschen Staats- und
Fürstenrecht« (I 1829), men navnlig »Lehrbuch des
gemeinen deutschen Strafrechtes mit Rücksicht
auf ältere und neuere Landesrechte« (1833, 6.
Opl. 1857). Verdensberømmelse vandt H. sig
med det toneangivende »Das Europäische
Völkerrecht der Gegenwart« (1844, 8. Opl. ved F.
H. Geffcken 1888), overs. paa en Mængde Sprog,
paa fr. bl. a. af Jules Bergson. 4. Udg. ved F. H.
Geffcken (1883), hvis praktiske Tendens bærer
en svag Hegelsk Farve. Af H.’s øvrige Skr kan
endnu nævnes, foruden en Udg. af Gaius’
Institutioners 4. Bog (1827), »Die Erbfolgerechte
der Mantelkinder, Kinder aus Gewissensehen,
aus putativen Ehen und der Brautkinder bei
Lehnen und Familienfideicommissen« (1836) og
»Die Sonderrechte der souveränen und der
mediatisierten vormals reichsständischen
Häuser Deutschlands« (1871). Han udgav endvidere
A. D. Weber’s »Über die Verbindlichkeit zur
Beweisführung im Civilprocess« (3. Udg. 1845).
Fz. D.
Hefner-Alteneck [’hæfnər-’altənæk],
Friedrich v., tysk Elektrotekniker, nedenn.’s Søn
(1845—1904). Han studerede Polyteknik i
München og Zürich og traadte 1867 ind i Firmaet
Siemens & Halske, hvor han gjorde sig bekendt
ved en stor Del vigtige Opfindelser og
Forbedringer paa Elektroteknikkens Omraade.
Det var saaledes ham, der konstruerede det
saakaldte Trommelanker, der har faaet en stor
Betydning for Dynamomaskinerne, ligesom
ogsaa Vekselstrømsmaskiner med roterende
Spoler uden Jernkerne. Han har ligeledes
konstrueret den første Differential-Buelampe
o. m. a. Apparater paa Elektroteknikkens
Omraade. Endelig har han konstrueret den
saakaldte Hefner-Lampe, en Amylacetat-Lampe,
som nu alm. benyttes som Lysenhed i
Industrien, ikke alene i Tyskland, men ogsaa mange
andre St.
Abs. L.
Hefner-Alteneck [’hæfnər-’altənæk], Jakob
Heinrich von, tysk Kunst- og
Kulturhistoriker, f. 20. Maj 1811 i Aschaffenburg, d. 19.
Maj 1903 i München. H., der 1868—86 var
Generalkonservator for Bayerns
Kunstmindesmærker og Direktør for det bayerske
Nationalmuseum, har gjort sig fortjent som energisk,
kyndig Museumsmand og Forf. af kunst- og
kulturhistoriske Billedværker: »Trachten,
Kunstwerke und Gerätschaften von dem frühen
Mit-telalter bis Ende d. 18. Jahrh.« (10 Bd, 1879 ff.)
»H. Burgkmairs Turnierbuch« (1854—56),
»Eisenwerke o. Ornamente d. Schmiedekunst d.
Mittelalters u. d. Renaiss.« (1861—87),
»Ornamente der Holzskulptur« (1882), »Deutsche
Goldschmiedewerke d. 16. Jahrh.« (1890), »Waffen«
(1903) etc. Skønt han i sin Ungdom havde
mistet højre Arm, bragte han det dog ret vidt i
Tegning, hvad de mange af ham udførte
Tegninger til hans Værker viser.
A. Hk.
Hefnerlampe [’hæfnər-], se Fotometri.
Hefnerlys [’hæfnər-], se Fotometri.
Heftalitter (Eftalitter), et Folk af
tatarisk, tyrk. ell. mongolsk Race, som omtr.
430—559 e. Kr. beherskede store Strækninger af
de NØ. f. Persien, Ø. f. det kaspiske Hav
liggende Lande, altsaa Dele af det nuv.
Turkestan og Transoxania. De førte i denne Tid ofte
Krige med Persiens Konger, Sassaniderne, som
de søgte at fravriste deres nordøstlige Prov.
De omtales ofte af byzantinske Forf., f. Eks. af
Prokop; de skriver deres Navn Hephthalitai,
aabenbart en Gengivelse af Armeniernes
hefthalq, hvormed disse betegner dette Folk. H.
kaldes ogsaa ofte »hvide Hunner« i
Modsætning til de egl. Hunner, der skildres som
mørke, hvorimod H. havde lys Hudfarve. De
optræder i Historien noget senere end de egl.
Hunner; men medens disse vendte sig mod V.,
gik H. mod S. mod Perserne. H. tilintetgjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
