Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Peter Andreas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
oftere ladet sig vildlede af H.’s Navn til ogsaa
at tro, at han har betydet noget som
Dramatiker, men ganske fejlagtigt. Hans dram.
Arbejder, Komedier, Syngespil og Operatekster er
tarveligt Middelgods, og det er kun de Stkr, hvor
han har iklædt Satiren dram. Form, der huskes.
En litterær Satire over Operaen i Alm., som H.
ligesom Rahbek ansaa for en fordærvelig
Kunstart, spec. over Baggesen’s »Holger Danske«,
fremkaldte H.’s ikke synderlig morsomme
Parodi »Holger Tyske« (1789), der nærmest erindres,
fordi den gav Anledning til den saakaldte
»Holger-Fejde«, hvis Aarsag dog dybest kun var
et Udslag af en fra fl. Sider længe næret Uvilje
mod den tyske Koloni i Kbhvn. Det er
vanskeligt at begribe, at den ellers saa frisindede H.
— der f. Eks. i Syngespillet »Chinafarerne«
taler saa smukt om Jødernes Emancipation —
her har kunnet være saa bornert. De
indvandrede Tyskere var ham en Torn i Øjet, men
det var navnlig de tyskfødte adelige Familier
(Schimmelmann’s, Reventlow’s), hvis store
Fortjenester af Landet og virkelige Frisind og
Dannelse H. ikke kunde ell. vilde se, som den
national-demokratisksindede Mand forfulgte med et
højst uretfærdigt Had. I Komedien »De Vonner
og Vanner« (1792), der frit og modigt spotter
over Adelsgalskab og Titelsyge, benyttede H.
saaledes Lejligheden til at hugge løs paa
Tyskerne, der repræsenteres ved en meget
foragtelig Officer af Landarmeen, medens den
fattige, men dydige danske Søofficer staar lige
saa højt i Redelighed som hin i Nedrighed.
Endnu voldsommere er Tonen i Enaktstykkerne
»Virtuosen« (1789) og »Virtuosen Nr 2« (1790),
der begge fremfører tyske Bedragere og
Projektmagere, som forsøger at ruinere deres
godtroende danske Medmennesker.
»Virtuosen Nr 2« gav Anledning til H.’s første
Konflikt med Loven. En Replik, der sigtede til
nogle paa Holmens Værft formentlig begaaede
Underslæb, kostede ham 200 Rdl., skønt H. ved
tomme Udflugter, idet han foregav Trykfejl,
søgte at komme fra sine Ord. Denne Mulkt
blev ingenlunde H.’s sidste. H. var langtfra
nogen illoyal Mand — holdtes blot
Statsorganisationen redelig ved lige, var det ham
ligegyldigt, om Statsoverhovedet hed Kejser, Konge
ell. Præsident, har han selv sagt. Naar han da
var med til at fejre Kronprinsens Indtog 1790
som mange andre med en Vise, bør man
langtfra se Hykleri heri. Og naar H. kort efter i en
privat Kreds sang sin Vise »Hver Mand i Byen
om Indtoget taler«, er der ikke Spor af
Republikanisme ell. Oprørstone, men kun Frisind og
godt Humør i den berømte Linie »Ordener
hænger man paa Idioter«. Og det var en
misforstaaet Nidkærhed af Politimesteren at
idømme H. en 150 Rdl. Mulkt for en Vise, der
uden Forf.’s Samtykke var bleven offentliggjort.
Disse Forfølgelser gjorde naturligvis ikke H.
blidere stemt — thi ogsaa Teatret henlagde nu
de af hans Stkr, de satiriske, der slog mest an,
som »missliebige« for en Hofscene — og hans
Udfald mod Autoriteterne blev fra nu af
stærkere og stærkere, medens det kjøbenhavnske
Publikum taknemmelig følte, at det havde godt
af den Stimulans, der gennem H. tilførtes dets
endnu lidet udviklede Frihedslængsler. Fra nu
af kæmper H. som politisk Satiriker.
Det første ny Sammenstød med Regeringen
var den Vise, H. havde skrevet i anti-engelsk
Aand om King George og Pitt (1794), og som i
høj Grad opirrede den forsigtige A. P.
Bernstorff, der netop gjorde alt for at vedligeholde
Venskabet med England. Hvad enten H. nu i
sin haanlige Omtale har sigtet til selve den
britiske Majestæt ell. blot til hans Minister —
H. selv paastod det sidste — en streng Dom fik
han, 300 Rdl. Mulkt. Ved alle disse
Presseforseelser var H. ikke bleven persona grata hos
de ledende Mænd; man frygtede hans hvasse
Tunge, der ikke formildedes ved noget vindende
Væsen, og alt dette har formodentlig bidraget
til, at man højst uretfærdigt forbigik H. ved
Besættelsen af Notarius-publicus-Embedet, som
han i Virkeligheden havde bestyret særdeles
dueligt i 10 Aar. Med Urette troede H., at
Colbjørnsen havde Hovedskylden heri, og forsøgte
snart efter at hævne sig paa ham. H. stod saa
godt som berøvet Subsistensmidler, nu, da
man havde forsøgt at ramme ham i Kampen
for Brødet. Hans Polemik bliver fra nu af
dumdristig; aabenbart føler han, at han lige saa
godt kan vove; han har saa lidet at miste —
thi Forholdet til Hustruen (se
Gyllembourg) var ikke lykkeligt. H. var Medlem af
Selskabet »For Sandhed«; i anden Aargang af
dettes Tidsskrift skrev han de to Afhandlinger,
der skulde komme ham dyrt til at staa, nemlig
»Politisk Dispache« og »Sproggranskning«. Den
første er et Angreb paa Regeringsmaskineriet
og misbilliger, at der ikke forelægges et aarligt
Regnskab over Anvendelsen af »Nationen«’s
Penge. Men — tilføjer H. — »jo mere
Oplysningen forøges, jo mere fremkunstler man
Mørke; jo mere den unge Fribed, efter Naturens
ordentlige Gang, tiltager i mandig Styrke, jo
stærkere Lænker smeder man til den«.
»Sproggranskning« overrasker mindre ved sit Vid end
ved den Djærvhed, hvormed H. under Ironiens
Maske angriber alt, hvad der synes ham
raaddent i Samfundet, f. Eks. »Officer. En
Embedsmand, der maa kunne bande og prygle. Kan
han noget mere, skader det ikke«.
»Præstekald. En Saks til at klippe Faar med«. I
»Sproggranskning« søgte H. at komme Colbjørnsen til
Livs ved i Artiklen »Privilegier« i Form af
Historien om Achab og Naboth at beskylde ham
for i Kraft af sin Magt at have øvet blodig Uret
mod en Krovært i Nærum. Regeringen foretog
Sagsanlæg mod H., ikke blot for de sidste Skr,
men ogsaa for Ytringer i fl. af de tidligere.
H. var sin egen Advokat og udgav under stor
Tilslutning Sagens Akter med Titelen »Læsning
for Publikum«, i hvilke han atter og atter
fremkom med de mest nærgaaende Insinuationer
mod Colbjørnsen, helt igennem urigtige ell.
ubevislige. H.’s Redegørelse for sin egen Sag
maa læses med største Varsomhed; den vrimler
af bevidste og ubevidste Urigtigheder. Den ny
Presseforordning af 27. Septbr 1799, som
traadte i Kraft, medens Sagen stod paa, var
saaledes Frugten af den for fl. Aar siden
nedsatte Trykkekommissions Arbejde, medens H.
udelukkende vil tilskrive Colbjørnsen den. Hof-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
