Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Johanne Luise - Heiberg, Peter Andreas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sceneinstruktrice. Særlige Evner for denne
Gerning havde hun ikke. »Det kunde ikke andet
end gøre et besynderligt Indtryk«, skriver A.
Bournonville, »at se den geniale
Skuespillerinde, hvis Ynde og Elskværdighed havde været
Hoved-Elementet i hendes kunstneriske
Fremtræden, nu som gl Kone gaa omkring og
kommandere med en Embedsmine og en Stemme,
der intet havde tilbage af det Trylleri, som i en
tidligere Periode havde henrevet Kunstens
Venner«. Dog gavnede hun Teatret ved at
indstudere Værker af Bjørnson og Ibsen og bødede
derved paa Heiberg’s Afvisning af disse Digtere.
Fru H.’s »Duftvaudeviller«, hvoraf de mest
kendte er »En Søndag paa Amager« (1848) og
»Abekatten« (1849), har trods deres Scenelykke
intet at gøre med Litteraturen, men derimod
vil hendes Bog: »Peter Andreas Heiberg og
Thomasine Gyllembourg. En Beretning, støttet
paa efterladte Breve« (1882) og navnlig hendes
Memoireværk i 4 Bd: »Et Liv, genoplevet i
Erindringen« (1891—92) sikre hende et varigt
litterært Eftermæle. Bogen om Svigerforældrene
er et førstehaands Kildeskrift; i den fine og
pietetsfulde Skildring af Fru Gyllembourg, af
hvem hun allerede 1866 havde tegnet et
sympatetisk Portræt i 2. Udg. af »Samlede Skrifter
af Forfatteren til En Hverdags-Historie«,
genfinder man Fru H.’s Trang til at lade
Virkeligheden præsentere sig søndagsklædt.
»Erindringerne« fremkaldte ved deres Udgivelse efter
Fru H.’s Død megen Strid, og vægtige
Protester imod forkerte Angivelser og fældede Domme
udeblev ikke, men selv om Værket som
Kildeskrift maa benyttes med Varsomhed, fordi det
svækkes af Forf.’s manglende Evne for objektiv
Historieskrivning og af hendes Trang til af
drapere sig selv, saa vil det med Rette bevare
sin fremtrædende Plads i Litteraturen. En
højtbegavet Kvinde, hvis Livsskæbne og Bet. er
uden Sidestykke i dansk Teaterhistorie, har
deri i en fængslende Form nedlagt Frugten af
alvorlig Tænkning over mange Problemer.
Erfaringen slynger sig gennem Værket og vil altid
give dets Refleksioner Friskhed og Dybde.
Derimod har hendes Breve til A. F. Krieger:
»Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik
Krieger. En Samling Breve fra 1860—1889«,
I—II, 1914—15, ikke synderlig Interesse udover
den Værdi, der ligger i, at de blotter en Sjæl,
som boede i en stor Kunstnerinde. De er i
Modsætning til Memoireværket skrevet uden Tanke
for Offentliggørelse, og de røber, at den
Heiberg’ske Dannelse ingenlunde havde
gennemtrængt hendes Aandsliv. Proletaren og
Kulturmennesket tog Livtag sammen, og denne indre
Kamp var alle Dage en dyb Kilde til hendes
Kunst. (Litt.: Overskou, »Den danske
Skueplads« IV—VII [Kbhvn 1862—76]; P.
Hansen, »Dan danske Skueplads« II—III [Kbhvn
1894—96]; Erik Bøgh, »Dit og Dat« [Kbhvn
1866]; »Ude og Hjemme« VI [19. Novbr 1882];
Clara Bergsøe, »Johanne Luise Heiberg«
[Kbhvn 1896]; Bournonville, »Mit
Teaterliv« III [Kbhvn 1877]; Robert Neiiendam,
»Johanne Luise Heiberg« [Kbhvn 1917]).
R. N.
Heiberg, Peter Andreas, dansk Forf.,
født 16. November 1758 i Vordingborg, død 30.
April 1841 i Paris. Faderen, der var
Rektor ved Vordingborg Latinskole, døde to Aar
efter Sønnens Fødsel; alligevel lykkedes det
Moderen at give sine Sønner Tidens højeste
Undervisning,
og allerede 16
Aar gl
dimitteredes H. fra sin
Fødeby. Inde i
Hovedstaden
fortsatte han
ivrigt sine
Sprogstudier,
saa han var
den første, der
1777 indstillede
sig til den kort
forinden
indrettede
filologiske Eksamen.
Over de
nærmest flg.
Ungdomsaar hviler
et Slør, som
vel aldrig lader sig hæve. Paa Grund af en ell.
anden Ubesindighed fandt H. det rettest for en
Tid at vende Fædrelandet Ryggen. Han flygtede
til Sverige og lod sig hverve som Soldat, hvilken
lidet behagelige Stilling hans Farbroder i
Bergen dog snart indløste ham fra. Han skaffede
ogsaa sin Brodersøn en Plads paa et
Handelskontor her, hvor H. tilbragte tre Aar, da det
kom til et Brud med Principalen, fordi H.’s
stærkt udviklede Retfærdighedsfølelse havde
gjort ham for aabenmundet i Anledning af nogle
Handelstransaktioner, som daarligt taalte
Dagens Lys. H. tog da 1785 tilbage til Kbhvn,
hvor han opnaaede en Assistentplads hos
Notarius publicus; 1787 fik den usædvanlig
sprogkyndige Mand desuden Bestalling som
Translatør. Kort efter (1789) begyndte H. for Alvor sin
litterære Virksomhed — tidligere forelaa fra
hans Haand nogle Oversættelser. Debuten viste
straks H. i hans Ejendommelighed; det var
det første Nummer af den samfundssatiriske
Roman »Rigsdalersedlens Hændelser«, som
udkom i løse Hefter indtil 1793. H.’s Frisind, hans
skarpe Blik for al Uredelighed og Misbrug og
hans glimrende satiriske Anlæg, hvori ingen før
ham, meget faa efter ham, er hans Lige — alle
hans lysende Egenskaber træder frem i dette
Skr., hvor han under opdigtede Navne og i en
Ramme, der var meget anvendt baade i eng.
og fr. Socialromaner, gennemhegler Misligheder
i Administrationen. Toldbetjentene beskyldes for
Uredelighed, Staten for at bringe Borgerne til
Tiggerstaven ved Tallotteriet o. s. v.
Omtr. samtidigt forsøgte H. sig som dram.
Forf.: 1788 fik han baade opført en
Intrigekomedie, »Forvandlingerne«, i hvilken Forf.
overmaade ubehændigt har forsøgt at lokalisere
et helt sp. Sujet, og et Karakterskuespil
»Heckingborn«, der kun naar til en ganske
overfladisk psykologisk Tegning af et
misantropisk Gemyt. Disse Arbejder som de fleste af H.’s
andre for Scenen er lidet ell. intet værd; dram.
set hæver de sig paa ingen Maade over, hvad
hans Samtid formaaede at præstere. Man har
 |
| P. A. Heiberg. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
