Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helligdag (Søv.) - Helligdagslovgivning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Helligdag (Søv.), betyder en snavset ell.
umalet Plet i en ellers nymalet Flade.
C. B-h.
Helligdagslovgivning. I de Præmisser,
hvormed Lovene i Enevoldsmagtens Dage
sædvanlig indledes, og i hvilke Kongen fremtræder
som personlig talende til Undersaatterne, finder
man ofte paa en ejendommelig kort og fyndig
Maade Lovens Formaal angivet og alm.
Betragtninger fremførte, hyppig i en formanende og
vejledende Form. Dette er saaledes Tilfældet
med Indledningen til Frd. af 26. Marts 1845 om
Søn- og Helligdagenes vedbørlige
Helligholdelse, ved hvilken der foretages en Reform i de
ældre Lovbestemmelser ang. Søn- og
Helligdagenes Helligholdelse. Kongen udtaler først
her, at han med sine højsalige Forfædre anser
det for en hellig Pligt at hævde den offentlige
Gudstjeneste, og at han saaledes ikke kan
tilstede, at der foretages noget, som kan forstyrre
andre i de dertil indviede Dages rette og
kristelige Anvendelse, men han har dog fundet, at
adskilligt af, hvad der i hine ældre
Lovbestemmelser er foreskrevet, og deriblandt især hvad
der gaar ud paa, en Tvangsforpligtelse til at
deltage i den offentlige Gudstjeneste, behøver
Forandring og Lempning. »Men« — hedder det
saa videre — »idet Vi ville have de Fordringer,
som i denne Henseende skulle gøres gældende
ved den borgerlige Lovgivning, indskrænkede
til det, der til kristelig Ordens Opretholdelse er
aldeles fornødent, gøre Vi Regning paa, at Vore
Undersaatter, ved deres egen kristelige Følelse
og Erkendelse, ville finde dem tilskyndede til
at bruge Søn- og Helligdagene i
Overensstemmelse med deres velgørende Øjemed, at give
Menneskene den Hvile fra deres
Hverdagsarbejde, hvortil de trænge, og hendrage Sindet
til Gud og hans hellige Ord, og at de saaledes
flittigen og med kristeligt Sind ville samles i
Herrens Hus. I Særdeleshed forvente Vi, at
Husfædre og Husmødre ville vise kærlig
Omsorg for, at ogsaa deres Børn, Tyende og andre
Underordnede tilbørlig benytte Søn- og
Helligdagene, og at ligeledes Vore Embedsmænd og
andre, som deres Stillinger give særdeles
Indflydelse paa deres Medborgere, trolig ville,
navnlig ved deres gode Eksempel, medvirke til, at
de til den offentlige Gudstjeneste indviede Dage
holdes i Ære og retligen anvendes«. Lige saa
kort denne Indledning er, lige saa klart er det
Billede, den giver, af den Lovgivning, som ved
den ny Lov agtes reformeret, og af den
Tilstand, som ved Loven selv agtes indført. H.
før 1815 stod væsentlig paa samme Standpunkt
som paa Reformationens Tid, saaledes som den
fra denne var ført ned gennem Ordinansen af
1539 til Christian V’s Lov; dog var der ved Frd.
26. Oktbr 1770, fordi — som det hedder i
Præmisserne — »Erfarenhed viser, at deslige Dage
mere er blevne anvendte til Lediggang og
andre deraf flydende Laster, end til sand og
alvorlig Gudsdyrkelse«, efter adskillige andre
protestantiske Landes Eksempel sket en ret
betydelig Reduktion i Helligdagenes Antal, idet flg.
Helligdage, som var foreskrevne i D. L. 2—4—5,
var afskaffede: den 3. Festdag af de 3 store
Højtider, Jul, Paaske og Pinse,
Helligtrekongersdag, Mariæ Renselses Dag, Skt Hansdag,
Mariæ Bebudelsesdag, Mikkelsdag og
Allehelgensdag, og det foreskreves kun med Hensyn
til den sidstnævnte Dag, at dens Tekst skulde
forklares og læses paa den 1. Søndag i Novbr,
medens Mariæ Bebudelsesdag henlagdes til 5.
Søndag i Fasten. Men hvad selve
Helligholdelsen af de anordnede Helligdage angik, gjaldt
stadig D. L.’s Regler i 6—3 om
Helligbrøde, saasom 3 Lod Sølvs Bøde for Udeblivelse
fra Gudstjenesten, 2 Lod Sølvs Bøde for at
arbejde under Prædiken, Forbud imod efter Middag
at foretage sig Arbejde, som ikke var af stor og
uomgængelig Fornødenhed, Paabud om, at
Købstædernes Porte skulde holdes lukkede for den
alm. Færdsel, Forbud mod at sælge ell. købe
nogen Drik forinden Aftensang o. s. v. Det
paahvilede derhos Øvrighed og Husbonder at
holde deres Undergivne til at gaa i Kirke og at
forskaane deres Folk for Arbejde. Faktisk er
vel ikke alle disse For- og Paabud blevne
overholdte i deres Strenghed lige til 1845, men
retlig hævedes de først i det nævnte Aar ved den
ovenn. Forordning, der hævede al Tvang til
Deltagelse i Gudstjenesten og kun gav denne
en særlig Beskyttelse ved at paabyde, at der
paa Folkekirkens Søn- og Helligdage skulde
herske en særlig Fred, som viste sig i, at de
offentlige og borgerlige Sysler, der kunde være
til Hinder for Dagenes Festligholdelse i
Overensstemmelse med deres religiøse Bestemmelse
og forstyrre det højtidelige Præg og den
andagtsfulde Stemning, saa vidt muligt
indskrænkedes og hindredes. Princippet i Frd. 1845 er
saaledes væsentlig det samme som det, paa
hvilket Danmarks nugældende H. hviler; men i
Gennemførelsen af dette Princip var Frd. ikke
saa lidt strengere end den nugældende
Lovgivning. Det skal saaledes nævnes, at Maskerader,
Baller og saakaldte Legestuer ikke maatte
afholdes, hverken offentlig ell. privat, Dagen før
en Søn- ell. Helligdag, o. a. Forlystelser,
saasom Skuespil, Koncerter og Gæstebud paa
offentlige Steder, maatte paa Dagene før Søn- og
Helligdage være sluttede Kl. 11. I den stille
Uge — Paaskeugen — maatte de aldeles ikke
tilstedes. Heri indtraadte der dog en Forandring
ved L. 29. Decbr 1862, der ophævede de
tidligere gældende Regler for Helligholdelsen af
den stille Uge og kun gjorde de for den første
Dag af de 3 store Højtider fastsatte Regler
anvendelige paa Skærtorsdag og Langfredag. Frd.
1845 udstrakte sin Beskyttelse af Helligdagens
Fred ogsaa til Arbejdet inden Døre, men dette
ændredes ved L. 24. Maj 1854, der undtog
Arbejde inden for Husets Grænser, som ikke var
forbundet med nogen for andre forstyrrende
Larm, fra Forordningens Bestemmelser.
Helligdagsordningen af 1845 blev ændret ved
en ny alm. Helligdagslov af 7. Apr. 1876, og
efter at nogle Tillæg til denne var givne ved
L. 1. Apr. 1891, 1. Apr. 1899 og 15. Decbr s. A.,
fandt der en ny alm. Kodifikation af H. Sted
ved L. 22. Apr. 1904, hvis Hovedbestemmelser
er følgende: Paa Folkekirkens Helligdage skal,
hele Dagen, alle Arbejdssysler i ell. uden
for Huset, der ved den Larm, de medfører, ell.
i øvrigt ved den Maade, hvorpaa de udøves,
forstyrrer Helligdagens Fred, være forbudte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
