Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hellige Lege - hellige Nat - hellige Olie - hellige romerske Rige - hellige Sippe - hellige Skare - hellige Skrift, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hellige Lege. Offentlige Væddekampe har i
Oldtidenis Grækenland fra meget gl Tid haft
Forbindelse med Fester af religiøs Karakter, og
at denne bevaredes gennem Tiderne, har
været af den største Bet. Interessen for legemlig
Idræt er kendelig allerede i mykenisk Tid.
Oprindelsen til de hist. kendte Lege maa vistnok
søges i de Væddekampe, hvormed især de
fremragende Mænds Ligfærd fejredes, og som
i nogle Tilfælde, hvor Vedkommende blev anset
for Heros, gentoges med Mellemrum. De fleste
af disse var lokale, men nogle voksede
efterhaanden til at blive nationale Samlingspunkter
for hele Hellas, navnlig de olympiske,
pythiske, istmiske og nemeiske Lege.
Ældst var vistnok de olympiske, fra mere end
800 f. Kr., de øvrige yngre; de bestod til
henimod 400 e. Kr., da de som Brændpunkter for
Hedenskabet blev forfulgte af den sejrende
Kristendom. Den sidste olympiske Sejrvinder
kendes fra 385, og 393 forbød Kejser
Theodosius Legene.
H. A. K.
hellige Nat ɔ: Julenat, en alm. Betegnelse
for Malerier, der fremstiller Jesu Fødsel i
Bethlehems Stald, især for Correggio’s Maleri
i Dresden-Galeriet.
L. M.
hellige Olie, d. s. s. Chrisma.
hellige romerske Rige (Heiliges römisches
Reich deutscher Nation, Sacrum Imperium
Romanum Nationis Germanicæ) var den officielle
Betegnelse for det tyske Rige i Tiden før 1806.
Allerede siden 11. Aarh. anvendtes Udtrykket
Romanum imperium, senere ogsaa Sacrum ell.
Sacrum Romanum Imperium, men i sin
fuldstændige Form forekommer Benævnelsen først
efter 1500 og sigtede da alm. til de tyske
Bestanddele af Riget. Først endnu senere kommer
det til at betegne dette som Helhed.
P. J. J.
hellige Sippe, se hellige Familie.
hellige Skare, et af Pelopidas organiseret
udvalgt Korps af 300 thebanske Hoplitter, der
væsentlig bidrog til Sejren ved Leuktra 371 f.
Kr.; i Slaget ved Chaironeia 338 faldt de alle.
Navnet benyttedes 1821 af et af Ypsilanti
opbudt Korps, der ødelagdes i et Slag ved
Dragaschan.
K. H.
hellige Skrift, den, er det Prædikat, som
den kristne Menighed tillægger Biblen ɔ:
Samlingen af det gl. og ny Test.’s Bøger (se
Bibel). Den er herved stillet i Modsætning til
alle andre Skr og sat i et særegent, nært
Forhold til Gud. At give en nærmere Bestemmelse
af dette Forhold laa fjernt for den ældste
kristne Kirke, da man allerede i Gl. Test. havde en
Autoritet, som man bøjede sig for, og det
derfor faldt ganske naturligt at udvide denne
Autoritet til ogsaa at gælde Ny Test. Uden derfor
at opfatte Skriften som en eksklusiv Meddelelse
fra Gud bøjede man sig for den, samtidig med
at man anerkendte Traditionen (se
Tradition). Først da Forholdet mellem disse
udviklede sig til en aabenbar Tilsidesættelse af
Skriften inden for Middelalderen, føltes der Trang
til at indsætte denne i dens naturlige Ret som
øverste Regel for Tro og Lære. Det er
Reformatorernes Standpunkt. Og først herudfra er
det da ogsaa, at en udformet Lære om
Skriftens Bet. vokser frem; en saadan møder vi i den
gammellutherske Dogmatik. Det ejendommelige
for denne Lære er, at Aabenbaring og Bibel
umiddelbart smelter sammen, saaledes at den
første ikke blot tænkes at have et Organ, og det
et særlig fortrinligt Organ, i den sidste, men
saaledes, at den tænkes at udtømme sig helt
deri. Biblen er Guds Ord i absolut Forstand:
der er ikke andre Guds Ord ved Siden af
Biblen, og alt inden for denne hører med til og
er Guds Ord. De samme Egenskaber, som
tilkommer Guds Ord, maa da ogsaa tillægges
Biblen. Som særlige Egenskaber (se
affectiones) ved denne nævnes gerne fire: Autoritet,
Tydelighed, Tilstrækkelighed og
Virkningsfuldhed. Inden for Autoriteten skelner man igen
mellem en kausativ og en normativ; den første
bestaar i Evnen til at frembringe Troen, den
anden i Evnen til at dømme om, hvad der er
sandt og falskt. Ved Skriftens Tydelighed
betegnes, at den er fuldkommen klar og
forstaaelig for alle, ganske vist under Forudsætning af,
at de møder med de fornødne
Sprogkundskaber samt med et fromt, fordomsfrit Sind og en
sund Dømmekraft. I saa Fald vil den h. S.
kunne være sin egen Fortolker; dette er et
vigtigt Punkt for den protestantiske Lære.
Herhen hører ogsaa Princippet om analogia fidei
(s. d.). At den h. S. er tilstrækkelig, vil sige,
at den indeholder alt, hvad man behøver at
vide til Salighed. Der behøves ikke nogen
Oplysning ved Siden. Ved den h. S.’s
Virkningsfuldhed forstaas, at den har en guddommelig
Kraft til at paavirke Menneskesjæle. Dette er
i Virkeligheden det samme, som at der
tilkommer den en kausativ Autoritet. Som
Begrundelse for, at den h. S. kan have en saa
stor Bet., henvises der endelig til Inspirationen.
Den h. S. er talt af Gud; derfor kan den virke
med guddommelig Kraft (se Inspiration).
Det er imidlertid let at se, at her foreligger en
Overdrivelse, hvad der godt kan forklares ud
fra Lærens hele polemiske Holdning over for
Katolicismen. Efterhaanden som den kritiske
og historiske Bevidsthed inden for
Protestantismen gjorde sig gældende, maatte det blive
klart, at den menneskelige Side ved den h. S.
var bleven overset. Det er med Anerkendelse
heraf, at den nyere Teologi dog søger at
fastholde den h. S.’s enestaaende religiøse Bet. I
saa Henseende gøres det da gældende, at selv
om vistnok Aabenbaringen ingenlunde er eet
med den h. S., da Kristendommen har
eksisteret, før den blev skreven, saa vil den h. S.
alligevel, saaledes som den nu foreligger som det
eneste sikre Vidnesbyrd ell. Dokument om
Aabenbaringen, være af den allerstørste Vigtighed,
baade naar det gælder om at opbygge ɔ: styrke
Troen, og naar der er Tale om at oplyse om,
hvad Kristendommen er. Skriftens opbyggelige
Bet. viser sig bestandig, idet den virker som
Naademiddel indenfor Menigheden. Skriftens
oplysende Bet. beviser sig overalt, hvor der er
Tale om den rette religiøse Erkendelse. Det er
saaledes med Rette, at Kirken altid tillægger
den h. S. en bestemt Autoritet; det Billede,
som vi har af Gud, er det, som gives os gennem
den; den faar saaledes en guddommelig
Karakter, og vi føler os grebne af dens Tale som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
